Sag C-47/09
Europa-Kommissionen
mod
Den Italienske Republik
»Tilnærmelse af lovgivningerne – kakao- og chokoladevarer – mærkning – tilføjelse af ordet »ren« eller angivelsen »ren chokolade« ved mærkning af visse varer«
Sammendrag af dom
Tilnærmelse af lovgivningerne – mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler – direktiv 79/112, 2000/13 og 2000/36 – kakao- og chokoladevarer
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13, art. 2, stk. 1, litra a); direktiv 2000/36, art. 3, stk. 1 og 5; Rådets direktiv 79/112]
En medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/36 om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/13 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler og artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/36, såfremt der i dens lovgivning er indført en mulighed for at supplere mærkningen af chokoladevarer, der ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, med adjektivet »ren«.
Med direktiv 2000/36 er der nemlig gennemført en fuldstændig harmonisering af varebetegnelserne for chokoladevarer, selv om fællesskabslovgiver har foreskrevet, at tilsætningen af vegetabilske erstatningsfedtstoffer ikke indebærer, at der skal anvendes andre varebetegnelser for disse varer, men at etiketten skal være forsynet med supplerende oplysninger. Den omstændighed, at kakao- og chokoladevarer, som opfylder kravene vedrørende mindsteindhold i dette direktiv, tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, ændrer ikke disse produkters karakter så væsentligt, at de forvandles til andre produkter. Med henblik på at sikre forbrugerne korrekte oplysninger er det tilstrækkeligt, at produktet forsynes med en etiket, som neutralt og objektivt oplyser forbrugerne om, at produktet indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.
(jf. præmis 29, 32, 39, 41, 45 og 49 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
25. november 2010 (*)
»Tilnærmelse af lovgivningerne – kakao- og chokoladevarer – mærkning – tilføjelse af ordet »ren« eller angivelsen »ren chokolade« ved mærkning af visse varer«
I sag C-47/09,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 30. januar 2009,
Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og D. Nardi, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Den Italienske Republik ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, og dommerne J.-J. Kasel, M. Ilešič, E. Levits og M. Berger (refererende dommer),
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. juni 2010,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dels artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/36/EF af 23. juni 2000 om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (EFT L 197, s. 19), dels artikel 3 i direktiv 2000/36, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109, s. 29), idet den har indført en mulighed for at supplere mærkningen af chokoladevarer, der ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, med adjektivet »ren« eller med angivelsen »ren chokolade«.
Retsforskrifter
EU-retten
2 Mærkningen af kakao- og chokoladevarer reguleres af et såkaldt »horisontalt« direktiv, nemlig direktiv 2000/13, og af et »vertikalt« eller »sektorbestemt« direktiv, nemlig direktiv 2000/36, som udgør lex specialis i forhold til direktiv 2000/13.
Direktiv 2000/36
3 Formålet med direktiv 200/36 er dels at fastsætte fælles regler for, hvornår der er tilladt andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i kakao- og chokoladevarer, dels at opnå en harmonisering for varebetegnelserne.
4 Hvad angår anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør er følgende anført i femte, sjette, niende og tiende betragtning til direktiv 2000/36:
»(5) Det er i visse medlemsstater tilladt at tilsætte chokoladevarer op til højst 5% andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.
(6) Tilsætning af højst 5% af visse andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør til chokoladevarer bør tillades i alle medlemsstaterne. Disse fedtstoffer bør være kakaosmørækvivalenter, og de bør derfor defineres efter tekniske og videnskabelige kriterier.
[…]
(9) For så vidt angår chokoladevarer, der er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, bør der sikres en korrekt, neutral og objektiv forbrugeroplysning ud over ingredienslisten.
(10) På den anden side udelukker direktiv 79/112/EØF ikke, at det i mærkningen af chokoladevarer anføres, at der ikke er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, forudsat at oplysningen er korrekt, neutral og objektiv og ikke vildleder forbrugerne.«
5 Hvad angår varebetegnelserne er følgende angivet i syvende betragtning til direktiv 2000/36:
»For at sikre det indre markeds enhedspræg bør alle chokoladevarer, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, kunne markedsføres i Fællesskabet under de varebetegnelser, der fremgår af bestemmelserne i bilag I til dette direktiv.«
6 Direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. De andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, der er defineret og opført i bilag II, kan tilsættes de chokoladevarer, der er defineret i bilag I, del A, punkt 3, 4, 5, 6, 8 og 9. Denne tilsætning må ikke udgøre mere end 5% af det færdige produkt efter fradrag af den samlede vægt af de øvrige spiselige stoffer, der måtte være anvendt i overensstemmelse med bilag I, del B, uden at mindsteindholdet af kakaosmør eller kakaotørstof derved må reduceres.
2. Chokoladevarer, der i henhold til stk. 1 indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, kan markedsføres i alle medlemsstater på betingelse af, at mærkningen som omhandlet i artikel 3 suppleres med den iøjnefaldende og klart læselige angivelse: »Indeholder også andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør«. Denne angivelse skal stå i samme synsfelt som ingredienslisten, være klart adskilt fra denne og stå med mindst lige så stor skrift og med fede typer samt i nærheden af varebetegnelsen; uanset dette krav kan varebetegnelsen også stå andre steder.«
7 Artikel 3 i direktiv 2000/36 bestemmer:
»Direktiv 79/112/EØF anvendes for de i bilag I nævnte produkter på følgende betingelser:
1) Varebetegnelserne i bilag I er forbeholdt de i bilaget nævnte produkter og skal benyttes i handelen for at betegne dem.
[…]
5) Varebetegnelserne »mørk chokolade«, »mælkechokolade« og »overtrækschokolade«, som omhandlet i bilag I, kan suppleres med angivelser eller betegnelser, der vedrører kvaliteten, når produkterne indeholder:
– for mørk chokolades vedkommende: mindst 43% kakaotørstof, heraf mindst 26% kakaosmør
– for mælkechokolades vedkommende: mindst 30% kakaotørstof og mindst 18% mælketørstof, der er fremstillet af helt eller delvis inddampet sødmælk, letmælk eller skummetmælk, fløde, eller helt eller delvis inddampet fløde, smør eller mælkefedt, heraf mindst 4,5% mælkefedt
– for overtrækschokolades vedkommende: mindst 16% affedtet kakaotørstof.«
8 Artikel 4 i direktiv 2000/36 bestemmer:
»For de i bilag I definerede produkter må medlemsstaterne ikke vedtage nationale bestemmelser, der ikke er hjemlet i dette direktiv.«
Direktiv 2000/13
9 Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1) er blevet ophævet og erstattet af direktiv 2000/13. Henvisninger til det ophævede direktiv skal forstås som henvisninger til direktiv 2000/13.
10 Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/13 bestemmer:
»Mærkningen og dennes nærmere udformning må ikke:
a) være af en sådan art, at den vildleder køberen, især:
i) med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed, og især dets art, identitet, egenskaber, sammensætning, mængde, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, fremstillings- eller frembringelsesmåde
ii) ved at tillægge det pågældende levnedsmiddel virkninger eller egenskaber, som det ikke har
iii) ved at give denne indtryk af, at det pågældende levnedsmiddel har særlige egenskaber, når alle lignende levnedsmidler har samme egenskaber
b) med forbehold af de fællesskabsbestemmelser, der gælder for naturligt mineralvand og for levnedsmidler bestemt til særlig ernæring, tillægge et levnedsmiddel egenskaber til forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af sådanne egenskaber.«
Nationale bestemmelser
11 Artikel 28, stk. 1, i lov nr. 39 af 1. marts 2002 om bestemmelser til opfyldelse af de forpligtelser, der følger af Italiens medlemskab af De Europæiske Fællesskaber – lov om gennemførelse af fællesskabsbestemmelser 2001 (almindeligt tillæg til GURI nr. 72 af 26.3.2002, herefter »lov nr. 39/2002«), bestemmer:
»Gennemførelse af direktiv 2000/36/EF om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum
Ved gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/36/EF af 23. juni 2000 om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum skal følgende principper og kriterier opfyldes:
a) Det skal sikres, at mærkningen af kakao- og chokoladevarer ikke blot er gennemskuelig, men at den også indeholder forskellige oplysninger afhængigt af, om varen fremstilles med tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, eller om der udelukkende anvendes kakaosmør. I det første tilfælde skal mærkningen indeholde ordet »chokolade«, mens angivelsen »ren chokolade« kan anvendes i det andet tilfælde.
b) Der skal fastsættes mekanismer til kontrol af kvaliteten af de typiske varer, som udelukkende anvender kakaosmør til fremstillingen af chokolade.«
12 Artikel 6, stk. 1, i lovdekret nr. 178 af 12. juni 2003 om gennemførelse af direktiv 2000/36/EF om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (GURI nr. 165 af 18.7.2003, herefter »lovdekret nr. 178/2003«) bestemmer:
»Anvendelsen af angivelsen »ren chokolade«
Mærkningen af de i punkt 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 i bilag I omhandlede chokoladevarer, som ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør – med undtagelse af fyldet, når dette ikke er fremstillet af chokoladevarer og chokolade – kan indeholde ordet »ren« sammen med ordet »chokolade« som tillæg til eller som en del af de i bilag I omhandlede varebetegnelser, eller angivelsen »ren chokolade« et andet sted på etiketten.«
13 Lovdekretets artikel 7, stk. 8, bestemmer:
»Bøder
Enhver, der anvender angivelsen »ren« sammen med »chokolade« ved mærkningen af de i punkt 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 i bilag I omhandlede varer, der indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, med undtagelse af fyldet, når dette ikke er fremstillet af chokoladevarer og chokolade, straffes med en administrativ bøde på fra 3 000 til 8 000 EUR.«
Den administrative procedure
14 Ved skrivelse af 22. marts 2004 gjorde Kommissionen de italienske myndigheder opmærksom på, at lov nr. 39/2002 og lovdekret nr. 178/2003 var uforenelige med direktiv 2000/13 og 2000/36. De italienske myndigheder svarede ved skrivelse af 23. april 2004 fra erhvervsministeriet.
15 Da Kommissionen ikke var tilfreds med dette svar, indledte den en traktatbrudsprocedure efter artikel 226 EF og fremsendte derfor en åbningsskrivelse til Den Italienske Republik den 13. oktober 2004.
16 Da Kommissionen ikke modtog noget svar fra de italienske myndigheder, fremsatte den den 5. juli 2005 en begrundet udtalelse til Den Italienske Republik, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra modtagelsen.
17 Som svar på udtalelsen meddelte de italienske myndigheder ved skrivelse af 21. oktober og af 4. november 2005, at de havde til hensigt at ændre artikel 6 og 7 i lovdekret nr. 178/2003, og anmodede som følge heraf om, at den omhandlede procedure blev afsluttet.
18 Da Kommissionen til trods for den efterfølgende korrespondance konstaterede, at situationen forblev uændret, besluttede den at anlægge nærværende sag.
Om søgsmålet
Parternes argumenter
19 Kommissionen har gjort gældende, at idet det i henhold til artikel 28, stk. 1, i lov nr. 39/2002 og artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 er blevet muligt at supplere mærkningen og navnlig de varebetegnelser, som er angivet i bilag I til nævnte dekret, med adjektivet »ren« eller angivelsen »ren chokolade« for så vidt angår varer, som ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, er der i den italienske lovgivning indført en yderligere betegnelse for chokoladevarer afhængigt af, om de kan anses for »rene« eller »ikke rene«. Denne sondring udgør i det væsentlige en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1 og 5, i direktiv 2000/36, og er i strid med Domstolens praksis. Domstolen har nemlig fastslået, at chokoladevarer, som indeholder op til højst 5% af visse andre vegetabilske fedtstoffer, er identiske (jf. dom af 16.1.2003, sag C-14/00, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 513, præmis 87).
20 Kommissionen har henvist til, at anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør er underlagt en streng regulering. En sådan anvendelse er ikke kun begrænset til de seks stoffer, der er opført i en udtømmende fortegnelse i bilag II til direktiv 2000/36. Anvendelsen må heller ikke udgøre mere end 5% af det færdige produkt. Som det fremgår af niende betragtning til direktivet, kræves det endvidere, at oplysningen vedrørende vegetabilske fedtstoffer er korrekt, neutral og objektiv, således at forbrugeren ikke vildledes. Derfor bestemmer direktivets artikel 2, stk. 2, at angivelsen »[i]ndeholder også andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør« skal stå »i nærheden af«, men ikke i selve varebetegnelsen. Fællesskabslovgiver har haft til hensigt at informere forbrugerne om, hvorvidt chokoladevarer indeholder andet vegetabilsk fedtstof end kakaosmør gennem mærkning og ikke gennem anvendelse af en særlig varebetegnelse.
21 Sondringen i den italienske lovgivning er ifølge Kommissionen i mere end en forstand vildledende for en gennemsnitsforbruger, eftersom anvendelsen af adjektivet »ren« hverken er korrekt, neutral eller objektiv, og dermed i sig selv vildledende.
22 For det første indebærer ordet »ren«, at varer, som ikke er forsynet med denne oplysning, opfattes negativt.
23 Den omstændighed, at der skabes to kategorier af chokoladevarer, når loven kun foreskriver en, er også vildledende for forbrugeren, idet denne foranlediges til at tro, at der findes to kategorier chokolade.
24 Endelig er oplysningen »ren chokolade« ikke tilstrækkelig præcis til at oplyse forbrugeren om, at den omhandlede chokolade kun indeholder kakaosmør, og at der ikke er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer.
25 Den Italienske Republik har ikke bestridt den omstændighed, at de varebetegnelser, som er omhandlet i bilag I til direktiv 2000/36, er bindende, og at de er opregnet udtømmende. Den har imidlertid gjort gældende, at varebetegnelsen ikke er den eneste oplysning, der fremgår af etiketten. Det er åbenlyst, at medlemsstaterne kan tilføje andre oplysninger på etiketten, navnlig med henblik på at informere forbrugerne om, at der ikke er anvendt andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Det er således muligt at tilføje enhver anden oplysning, som ikke indebærer en forveksling med varebetegnelsen, der altid skal være en af de betegnelser, der er opregnet i bilag I.
26 Den italienske lovgiver har hverken haft til hensigt at indføre en ny varebetegnelse eller et nyt kvalitetskriterium, som ikke beror på et kakaoindhold, der overstiger den foreskrevne minimumsgrænse, men på en eksklusiv anvendelse af kakaosmør. Adjektivet »ren« skal ikke anses for en henvisning til kvaliteten, men er alene beskrivende. Formålet hermed er således udelukkende at angive den omhandlede vares sammensætning, uden at der tages stilling til, om varen er af en bedre kvalitet. Ifølge Den Italienske republik er artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 således i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1 og 5, i direktiv 2000/36.
27 Den italienske regering har gjort gældende, at formålet med tilføjelsen af adjektivet »ren« er at angive, at det udelukkende er kakaosmør, der er anvendt som vegetabilsk fedt, og intet andet. Dette forklarer, hvorfor tilføjelsen af adjektivet »ren« til varebetegnelsen ikke har indflydelse på selve denne betegnelse, der forbliver det samme. Det kan derfor ikke gøres gældende, at der er indført en ny varebetegnelse, som ikke fremgår af bilag I til direktiv 2000/36.
28 Den Italienske Republik har anført, at angivelsen »ren chokolade« udelukkende er beskrivende, idet den blot formidler en oplysning til forbrugeren, som denne forbruger er berettiget til i henhold til tiende betragtning til direktiv 2000/36 og 2000/13. På baggrund af denne information beslutter forbrugeren dernæst frit, hvilken vare vedkommende ønsker at købe. I en situation, hvor forbrugeren er fuldt ud informeret om, at andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør kan indgå i sammensætningen af chokoladevarer, vil en sådan oplysning nærmere bestemt opfattes som en oplysning om, hvorvidt der er anvendt vegetabilsk fedtstof eller ej.
Domstolens bemærkninger
Klagepunktet om tilsidesættelse af forpligtelserne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/36 og artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/13
29 Hvad angår en tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/36 og artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/13, skal det, som bemærket af Kommissionen, indledningsvis konstateres, at der med artikel 3 i direktiv 2000/36 er blevet foretaget en fuldstændig harmonisering af varebetegnelserne for kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum, som har til formål at sikre det indre markeds enhedspræg. De varebetegnelser, som er opregnet i bilag I til direktiv 2000/36, er i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, både bindende og forbeholdt de varer, som er omfattet af dette bilag. For at kunne anvende adjektiver, der betegner kvalitet, skal de særlige betingelser, der er foreskrevet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/36, være opfyldt. Det følger desuden af direktivets artikel 4, at for de i bilag I definerede produkter må medlemsstaterne ikke vedtage nationale bestemmelser, der ikke er hjemlet i direktiv 2000/36. Heraf følger, at der med direktivets artikel 3 er gennemført en fuldstændig harmonisering af varebetegnelserne for chokoladevarer. Den Italienske Republik har i øvrigt aldrig bestridt, at disse betegnelser er bindende.
30 Denne fortolkning understøttes desuden af forarbejderne til direktivet. I syvende betragtning til Rådets direktiv 73/241/EØF af 24. juli 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (EFT L 228, s. 23) er det angivet, at »i visse medlemsstater tillades det, at der i chokoladevarer anvendes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og der gøres i vidt omfang brug af denne tilladelse; der kan dog ikke allerede nu træffes afgørelse om mulighederne og de nærmere regler for at udvide brugen af disse fedtstoffer til hele Fællesskabet; da de økonomiske og tekniske oplysninger, der i øjeblikket er til rådighed, ikke gør det muligt at vedtage en endelig holdning, bør situationen derfor undersøges på ny i lyset af den fremtidige udvikling«.
31 På grund af forskellene i medlemsstaternes ordninger var det således ikke muligt for fællesskabslovgiver på tidspunktet for vedtagelsen af direktiv 73/241 at indtage en endelig holdning vedrørende spørgsmålet om konsekvenserne for betegnelsen og mærkningen ved at anvende andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i kakao- og chokoladevarer. Rådet for den Europæiske Union nøjedes derfor med at indføre en foreløbig ordning vedrørende anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, som i overensstemmelse med direktivets artikel 14, stk. 2, litra a), skulle tages op til fornyet vurdering inden for en frist på tre år.
32 Fællesskabslovgiver foreskrev derfor i direktiv 2000/36, at tilsætningen af vegetabilske erstatningsfedtstoffer ikke indebærer, at der skal anvendes andre varebetegnelser for disse varer, men at etiketten skal være forsynet med supplerende oplysninger. Hvad angår chokoladevarer, som er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, sikrer artikel 2 i direktiv 2000/36, sammenholdt med niende betragtning hertil, en korrekt, neutral og objektiv forbrugeroplysning ud over ingredienslisten gennem brugen af formuleringen »indeholder også andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør«.
33 I tiende betragtning til direktiv 2000/36 er det, uden at der stilles krav om anvendelse af nogen særlig påtegning, angivet, at det i mærkningen af chokoladevarer kan anføres, at der ikke er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, forudsat at oplysningen er korrekt, neutral og objektiv og ikke vildleder forbrugerne.
34 Hvad angår vurderingen af den italienske lovgivnings forenelighed med bestemmelserne i direktiv 2000/36, således som disse er gengivet og henset til den sammenhæng, de indgår i, skal det for det første bemærkes, at artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 bestemmer, at mærkningen af visse chokoladevarer, som ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, kan indeholde ordet »ren« sammen med ordet »chokolade« som tillæg til eller som en del af varebetegnelserne. Hvis tilføjelsen af »mælk«, »hvid« eller »fyldt« til ordet »chokolade« imidlertid skal anses for at udgøre et lignende antal nye varebetegnelser, gør det samme sig gældende for så vidt angår tilføjelsen af ordet »ren«.
35 Det skal imidlertid konstateres, at direktiv 2000/36 hverken indeholder varebetegnelsen »ren chokolade« eller giver en national lovgiver mulighed for at indføre et sådant navn.
36 Eftersom artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 gør det muligt at foretage en sådan ændring af varebetegnelsen, er denne bestemmelse under disse omstændigheder i strid med den bindende og udtømmende ordning vedrørende varebetegnelser, som er indført ved artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/36 og reguleret i direktivets artikel 4.
37 Som påpeget af Kommissionen skal det for det andet bemærkes, at den ordning med dobbeltbetegnelser, som den italienske lovgiver har indført, heller ikke opfylder kravene i artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/13, hvorefter forbrugeren har ret til en korrekt, neutral og objektiv oplysning, som ikke vildleder.
38 Selv om Den Italienske Republik med rette har understreget, at forbrugerne har ret til at blive oplyst korrekt, er en ændring af varebetegnelserne, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, ikke desto mindre en uegnet metode til at nå dette mål.
39 Det skal nemlig i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen har fastslået, at den omstændighed, at kakao- og chokoladevarer, som opfylder kravene vedrørende mindsteindhold i direktiv 73/241, nu erstattet af direktiv 2000/36, tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, ikke ændrer disse produkters karakter så væsentligt, at de forvandles til andre produkter (jf. dom af 16.1.2003, sag C-12/00, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 459, præmis 92, og dommen i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 87).
40 Det fremgår af denne retspraksis, at anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør inden for de i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/36 fastsatte grænser ikke i sig selv indebærer en tilstrækkelig stor ændring af disse varer til at kunne berettige, at de gives forskellige varebetegnelser.
41 Med henblik på at sikre forbrugerne korrekte oplysninger er det derimod tilstrækkeligt, at produktet forsynes med en etiket, som neutralt og objektivt oplyser forbrugerne om, at produktet indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Spanien, præmis 93, og dommen i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 88).
42 Heraf følger, at selv om anvendelsen af adjektivet »ren« ifølge den italienske lovgivning ikke er obligatorisk, er muligheden for at indføre andre varebetegnelser end de i direktiv 2000/36 foreskrevne af en sådan art, at den antyder, at der er forskel på de omhandlede varers karakteristiske egenskaber.
43 For så vidt som artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 gør det muligt at opretholde to kategorier af varebetegnelser, der hovedsageligt vedrører samme vare, er den egnet til at vildlede forbrugerne og herigennem hindre deres adgang til en korrekt, neutral og objektiv oplysning.
44 Det følger af det ovenstående, at artikel 6 tilsidesætter kravene i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/36 og artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/13. Det første klagepunkt er således begrundet.
Klagepunktet om tilsidesættelse af forpligtelserne i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/36
45 Med henblik på at besvare Kommissionens klagepunkt skal det, således som bemærket i denne doms præmis 29-36, konstateres, at der med artikel 3 i direktiv 2000/36, således som reguleret i direktivets artikel 4, er indført en fuldstændig harmonisering af varebetegnelserne for chokoladevarer. Inden for rammerne af denne bindende og udtømmende ordning skal de særlige betingelser, der er foreskrevet i direktivets artikel 3, stk. 5, være opfyldt, for at der kan tilføjes adjektiver, som betegner kvalitet.
46 Det må imidlertid konstateres, at artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 langt fra opfylder disse betingelser, idet bestemmelsen for visse chokoladevarer – bl.a. dem, der er omhandlet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/36 – fastsætter en mulighed for, at ordet »ren« tilføjes eller indgår i angivelsen »chokolade« i varebetegnelserne, når disse varer ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.
47 Da artikel 6 i lovdekret nr. 178/2003 tillader at supplere varebetegnelserne for de varer, som er angivet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/36, med en sådan angivelse, der refererer til et kvalitetskriterium, opfylder den dermed ikke de i bestemmelsen opstillede krav.
48 Der må således gives Kommissionen medhold i det andet klagepunkt.
49 Henset til de ovenstående betragtninger, skal det herefter fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dels artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/36, dels artikel 3, stk. 1, i nævnte direktiv, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/13, idet den har indført en mulighed for at supplere mærkningen af chokoladevarer, der ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, med adjektivet »ren«.
Sagens omkostninger
50 Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):
1) Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dels artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/36/EF af 23. juni 2000 om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum, dels artikel 3, stk. 1, i nævnte direktiv, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler, idet den har indført en mulighed for at supplere mærkningen af chokoladevarer, der ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, med adjektivet »ren«.
2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy