DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
17. december 2009
Sag C-197/09 RX-II
M
mod
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA)
»Fornyet prøvelse af dommen i sag T-12/08 P – sagen moden til påkendelse – retfærdig rettergang – kontradiktionsprincippet – påvirkning af fællesskabsrettens ensartede anvendelse eller sammenhæng«
Angående: Fornyet prøvelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Appelafdelingen) den 6. maj 2009, M mod EMEA (sag T-12/08 P), hvorved Retten for det første ophævede kendelsen afsagt den 19. oktober 2007 af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling), M mod EMEA (sag F-23/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), og annullerede beslutningen truffet den 25. oktober 2006 af EMEA, for så vidt som der herved blev givet afslag på M’s ansøgning af 8. august 2006 om at forelægge Invaliditetsudvalget sagen, og for det andet tilpligtede EMEA at udbetale en erstatning på 3 000 EUR til sagsøgeren.
Udfald: Den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Appelafdelingen) den 6. maj 2009, M mod EMEA (sag T-12/08 P), påvirker fællesskabsrettens ensartede anvendelse og sammenhæng, idet Retten som appelinstans har fortolket begrebet »sagen er moden til påkendelse« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 61 i statutten for Domstolen og artikel 13, stk. 1, i bilaget hertil, således, at Retten havde mulighed for at overtage behandlingen af den pågældende sag og efter en bedømmelse af realiteten træffe afgørelse om påstanden om godtgørelse for den påståede ikke-økonomiske skade og tilpligte EMEA at udbetale en erstatning på 3 000 EUR, uanset den omstændighed, at den for Retten indbragte appel vedrørte førsteinstansens behandling af en formalitetsindsigelse, og selv om der vedrørende det punkt i sagen, som Retten havde overtaget til behandling, ikke havde fundet nogen kontradiktorisk drøftelse sted for denne eller for Retten for EU-personalesager som førsteinstans. Punkt 3 og 5 i konklusionen i dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Appelafdelingen) den 6. maj 2009, M mod EMEA (sag T-12/08 P), ophæves. Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret. M, EMEA, Den Italienske Republik, Republikken Polen, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen (de fem sidste parter har afgivet skriftlige bemærkninger eller indlæg vedrørende de spørgsmål, der er genstand for den fornyede prøvelse) bærer deres egne omkostninger i forbindelse med den fornyede prøvelse.
Sammendrag
1. Appel – appellanten givet medhold – appelinstansens endelige afgørelse af sagen – betingelse – sagen er moden til påkendelse – begreb
(Statutten for Domstolen, art. 61, stk. 1, og bilag I, art. 13, stk. 1)
2. Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – kontradiktionsprincippet – rækkevidde
3. Retspleje – formalitetsindsigelse – formål – pligt for den part, der fremsætter indsigelsen, til at gøre sine argumenter om sagens realitet gældende i et processkrift – foreligger ikke
(Domstolens procesreglement, art. 91; procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 114)
4. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
5. Fornyet prøvelse – konstateret påvirkning af fællesskabsrettens ensartede anvendelse eller sammenhæng – bedømmelseskriterier – virkninger
(Statutten for Domstolen, art. 62b, stk. 1)
1. En sag er i princippet ikke moden til at blive påkendt af appelretten i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 13, stk. 1, i bilag I hertil, når førsteinstansen har givet medhold i en formalitetsindsigelse og dermed afvist sagen uden at henskyde denne indsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet. I en appelsag er det imidlertid på visse betingelser muligt at træffe afgørelse om realiteten i en sådan sag. Dette kan for det første være muligt, når ophævelsen af den anfægtede dom eller kendelse nødvendigvis indebærer, at der træffes afgørelse om sagens realitet, eller for det andet når den materielle prøvelse af annullationssøgsmålet er baseret på de argumenter, som parterne har fremført under appelsagen som følge af den argumentation, førsteinstansen har lagt til grund.
Det er korrekt, at artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, der regulerer den afgørelse, der træffes af Retten i Første Instans, når appellen er velbegrundet, ikke har fuldstændigt samme ordlyd som statuttens artikel 61, stk. 1, som er den bestemmelse, Domstolen skal anvende. I en situation, hvor det viser sig, at førsteinstansen fejlagtigt har givet medhold i formalitetsindsigelsen og dermed afvist sagen uden at henskyde denne indsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet, skal begrebet »sagen er moden til påkendelse« imidlertid fortolkes på samme måde ved anvendelsen af disse bestemmelser, uanset den omstændighed at artikel 61 i modsætning til artikel 13, stk. 1, indrømmer Domstolen en vis skønsmargen, når sagen er moden til påkendelse, eftersom Domstolen kan hjemvise sagen til førsteinstansen. Under disse særlige omstændigheder må det fastslås, at sagen ikke er moden til påkendelse, og at den skal hjemvises til førsteinstansen, uden at der herved udøves nogen form for skønsmæssig beføjelse.
2. Kontradiktionsprincippet er en del af retten til forsvar. Dette princip gælder for enhver procedure, som kan munde ud i, at en fællesskabsinstitution træffer en beslutning, der berører en persons interesser føleligt. Princippet omfatter i almindelighed retten for sagens parter til at tage stilling til de omstændigheder og dokumenter, der ligger til grund for en retsafgørelse, og til at udtale sig om de beviser og indlæg, der er indgivet til retsinstansen, såvel som om de retlige anbringender, som denne af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse. Med henblik på at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren. Fællesskabets retsinstanser håndhæver kontradiktionsprincippet og overholder det selv. Princippet skal komme alle parter i procedurer ved Fællesskabets retsinstanser til gode, uanset vedkommendes retlige status. Fællesskabsinstitutionerne kan derfor også støtte ret herpå, når de er parter under en sådan sag.
3. En sagsøgt kan ikke kritiseres for frivilligt at have valgt ikke at gøre sine argumenter om sagens realitet gældende for førsteinstansen, idet sagsøgte bevidst har begrænset sit forsvar til at fremsætte en formalitetsindsigelse. Adgangen til at fremsætte en formalitetsindsigelse, der omhandles i både artikel 91 i Domstolens procesreglement og artikel 114 i Rettens procesreglement som et særskilt processuelt stridsspørgsmål under en verserende sag, gør det nemlig muligt ud fra procesøkonomiske hensyn i første omgang at begrænse forhandlingerne og prøvelsen af sagen til spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan realitetsbehandles. Formalitetsindsigelsen gør det således muligt at undgå, at parternes indlæg og retsinstansens vurdering vedrører sagens realitet, når sagen alligevel ikke kan antages til realitetsbehandling. Når en sag derimod antages til realitetsbehandling, eftersom formalitetsindsigelsen afvises, eller når spørgsmålet bliver henskudt til afgørelse i forbindelse med realiteten, skal der i et senere led i sagen finde en form for meningsudveksling sted angående sagens realitet.
Det ville derfor være i strid med formålet med de bestemmelser, der regulerer formalitetsindsigelsesmuligheden, at kræve, at en sagsøgt, der gør en sådan indsigelse gældende, for en sikkerheds skyld samtidigt – eller når vedkommende har fået medhold i sagen ved første instans – i sit svarskrift under appelsagen skal gøre sine argumenter om sagens realitet gældende.
4. Den fulde prøvelsesret, der indrømmes Fællesskabets retsinstanser i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, indebærer, at vedkommende retsinstans i de tvister, den behandler, skal finde en fuldstændig løsning. Som følge af denne prøvelsesret har retsinstansen, selv i mangel af behørig påstand herom, beføjelse til ikke blot at foretage annullation, men også til ex officio at tilpligte sagsøgte at betale en erstatning for den ikke-økonomiske skade, som dens tjenestefejl har forvoldt. Fællesskabets retsinstanser kan imidlertid i princippet ikke støtte deres afgørelse på et retligt anbringende, som rejses af egen drift, selv om det er et anbringende, der angår grundlæggende retsprincipper, uden forinden at have opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger om det pågældende anbringende.
Den fulde prøvelsesret, som tilkommer Fællesskabets retsinstanser i tvister om pengebeløb mellem fællesskabsinstitutionerne og deres ansatte, indebærer dermed ikke, at disse retsinstanser er beføjede til i en sådan tvist at undlade at anvende de processuelle regler, der er forbundet med kontradiktionsprincippet.
5. En dom, i hvilken Retten har fraveget Domstolens faste praksis vedrørende to processuelle regler, der ikke udelukkende vedrører sagens genstand, og som spiller en stor rolle inden for Fællesskabets retsorden, er en afgørelse, der påvirker fællesskabsrettens ensartede anvendelse eller sammenhæng i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen, når et vist spørgsmål behandles for første gang i denne dom, som således kan skabe præcedens for fremtidige sager.
I henhold til artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen kan Domstolen ikke begrænse sig til at konstatere, at fællesskabsrettens ensartede anvendelse eller sammenhæng påvirkes, uden også at fastlægge, hvilke virkninger denne konstatering har i den omhandlede sag. En sådan dom skal derfor ophæves, og sagen skal hjemvises til førsteinstansen.
Full & Egal Universal Law Academy