4.4.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 82/11
Appel iværksat den 8. januar 2009 af Gerasimos Potamianos til prøvelse af dom afsagt den 15. oktober 2008 af Retten i Første Instans (Syvende Afdeling) i sag T-160/04, Potamianos mod Kommissionen
(Sag C-4/09 P)
(2009/C 82/21)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Gerasimos Potamianos (ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Ophævelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Syvende Afdeling) den 15. oktober 2008 i sag T-160/04, Potamianos mod Kommissionen, hvorved Retten forkastede samtlige de påstande, som appellanten havde nedlagt i sit søgsmål af 26. april 2004 anlagt til prøvelse af ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forlænge appellantens kontrakt som midlertidigt ansat.
—
Ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat annulleres.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har fremsat fire anbringender til støtte for sin appel.
Ved det første anbringende gør appellanten gældende, at Rettens fortolkning, hvorefter afgørelsen om ikke at forlænge hans kontrakt var støttet på grunde forbundet med tjenestens interesse, er fejlagtig. Appellantens overordnede anmodede nemlig ved flere lejligheder om, at hans kontrakt blev forlænget. Der foreligger derimod objektive, relevante og overensstemmende forhold, hvoraf fremgår, at anvendelsen af den antikumulationsregel, hvorefter varigheden af en midlertidig ansats ansættelse højst kan udgøre seks år, udgjorde det eneste grundlag for afgørelsen om ikke at forlænge appellantens kontrakt.
Ved det andet anbringende gør appellanten gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at vurdere, at han ikke havde ansøgt om den pågældende stilling, selv om han rettidigt havde anmodet om forlængelse af sin kontrakt og gentaget sin anmodning herom flere gange selv efter bekendtgørelsen af meddelelsen om den ledige stilling.
Ved det tredje anbringende gør appellanten gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at konkludere, at ansættelsesmyndigheden ikke har begået magtfordrejning. Formålet med ansættelsen af kontraktansatte var nemlig at nedbringe antallet af ledige stillinger i Kommissionen og navnlig at afbøde virkningerne af, at kun få ansøgere havde bestået en udvælgelsesprøve.
Dette formål opnås imidlertid på ingen måde ved at afvise at forlænge appellantens ansættelseskontrakt som følge af anvendelsen af antikumulationsreglen, eftersom meddelelsen om hans stilling blev bekendtgjort før bekendtgørelsen af listen over beståede ansøgere. Endvidere er en anden midlertidig ansat blevet ansat for et længere tidsrum i stillingen, men kontrakterne for alle de øvrige midlertidigt ansatte, der var ansat for en kort periode i samme afdeling, uden videre blev forlænget uden nogen forudgående bekendtgørelse.
Desuden er ligebehandlingsprincippet blevet tilsidesat, eftersom kontrakten for de øvrige midlertidigt ansatte, der befinder sig i en tilsvarende situation (bortset fra deres anciennitet), blev forlænget, uden nogen bekendtgørelse af deres stillinger i modsætning til den fremgangsmåde, der blev anvendt i appellantens tilfælde. I denne sammenhæng blev bevisbyrden med urette omvendt under proceduren for Retten, eftersom det påhvilede sagsøgte og ikke sagsøgeren at godtgøre, at de regler, sagsøgte selv har vedtaget, var blevet overholdt.
Full & Egal Universal Law Academy