21.3.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 69/29
Appel iværksat den 29. januar 2009 af Den Hellenske Republik til prøvelse af dom afsagt den 19. november 2008 af Retten i Første Instans (Ottende Afdeling) i sag T-404/05, Den Hellenske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag C-43/09 P)
(2009/C 69/53)
Processprog: græsk
Parter
Appellant: Den Hellenske Republik (ved Charalambos Méïdanis og M. Tassopoulou)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Appellen tages til følge.
—
Dommen afsagt den 19. november 2008 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-404/05, Den Hellenske Republik mod Kommissionen, som er genstand for denne appel, ophæves i sin helhed.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans har i sin dom af 19. november 2008, som denne appel vedrører, frifundet Kommissionen. Den Hellenske Republik har til støtte for appellen af nævnte dom påberåbt sig tre anbringender.
Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i Første Instans har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af fællesskabsretten for så vidt angår Kommissionens kompetence ratione temporis til at pålægge den pågældende finansielle korrektion, og at dommen indeholder en usammenhængende begrundelse.
Det andet anbringende er støttet på argumentet om, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af fællesskabsretten for så vidt angår en tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft hvad angår overholdelsen af offentliggørelsesforanstaltninger, og at dens dom i denne forbindelse indeholder en usammenhængende begrundelse.
Det tredje anbringende er støttet på en tilsidesættelse af det fællesskabsretlige proportionalitetsprincip.
Full & Egal Universal Law Academy