16.5.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 113/21
Appel iværksat den 16. februar 2009 af Hotel Cipriani Srl til prøvelse af dom afsagt den 28. november 2008 af Retten i Første Instans (Sjette Udvidede Afdeling) i de forenede sager T-254/00, T-270/00 og T-277/00, Hotel Cipriani SpA m.fl. mod Kommissionen
(Sag C-73/09 P)
2009/C 113/42
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Hotel Cipriani SpA (ved avvocato A. Bianchini)
De andre parter i appelsagen: Società Italiana per il gas SpA (Italgas), Den Italienske Republik, Coopservice — Servizi di fiducia Soc. coop. rl, Comitato »Venezia vuole vivere« og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Appellanten har nedlagt følgende påstande
a)
Den appellerede dom ophæves.
b)
Der gives appellanten medhold i de i første instans nedlagte påstande:
—
Kommissionens i første instans anfægtede beslutning (1) annulleres.
—
Subsidiært annulleres artikel 5 i nævnte beslutning, for så vidt som der i bestemmelsen er fastsat en tilbagesøgningsforpligtelse, der ifølge Kommissionens fortolkning ligeledes omfatter støtte, der er ydet i overensstemmelse med de minimis-reglen, og/eller nævnte artikel annulleres, for så vidt som den indeholder en forpligtelse til at betale renter efter en sats, der overstiger den rentesats, der betales af nævnte virksomhed for egen gæld.
c)
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Med det første appelanbringende gør Hotel Cipriani gældende, at der er sket tilsidesættelse og foretaget urigtig anvendelse af artikel 87, stk. 1, EF, idet begrundelsen for Rettens dom er utilstrækkelig eller selvmodsigende. De bestemmelser i lovgivningen, der er blevet anset for at være i strid med artikel 87 EF, hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene på fællesmarkedet i hotel- og restaurationssektoren (hvor Hotel Cipriani netop driver virksomhed), hvilket skyldes, at forholdene vedrørende Venedig kommune er så specielle, at der ikke forekommer nogen påvirkning af fællesmarkedet, fordi den omhandlede nedsættelse af bidrag begrænser sig til at kompensere for de særlige omkostninger, der belaster virksomhederne som følge af vanskeligheden ved at drive virksomhed på det relevante geografiske marked på samme vilkår som dem, der er gældende på andre dele af fællesmarkedet. Retten tog ikke disse særlige omstændigheder i betragtning i passende omfang, idet den uden at foretage en passende gennemgang af spørgsmålet begrænsede sig til at antage, at den til virksomhederne i Venedig ydede støtte oversteg de miljøbetingede ulemper, hvilket udgør en manglende eller selvmodsigende begrundelse af den appellerede dom.
2.
Med det andet appelanbringende har Hotel Cipriani gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse og foretaget urigtig anvendelse af artikel 87, stk. 3, litra c), EF, idet begrundelsen for Rettens dom savner logik. Først Kommissionen og siden Retten har lagt til grund, at undtagelsen vedrørende regioner i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c, EF ikke fandt anvendelse, hvilket er urigtigt, idet — således som det i betydeligt omfang blev godtgjort for Retten — det relevante geografiske marked berettiger den ved den statslige lovgivning bevilligede nedsættelse af de sociale bidrag, der alene tilsigter bevarelse af den socioøkonomiske struktur i byen Venedig, uden — således som det også åbenbart følger af forrige anbringende — at medføre nogen påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne til skade for konkurrencen.
3.
Med det tredje appelanbringende har Hotel Cipriani gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse og foretaget urigtig anvendelse af artikel 87, stk. 3, litra d), EF, idet begrundelsen for Rettens dom savner logik. Det er i denne sag åbenbart, at nedsættelsen af de sociale bidrag er blevet ydet med henblik på bevarelse af Venedig kommunes ubestridelige kulturelle og kunstneriske arv, hvilket indebærer store omkostninger for virksomhederne i laguneområdet, der ikke rammer andre virksomheder, der er beliggende på andre områder. Rettens afgørelse, for så vidt som de bl.a. af Hotel Cipriani i denne sammenhæng fremførte betragtninger er blevet forkastet, fastslår med urette, at det ikke er blevet godtgjort, at de virksomheder, der anlagde søgsmål, hver især bar omkostninger forbundet med bevarelse af Venedigs kulturelle og kunstneriske arv. Denne antagelse er urigtig set fra flere perspektiver og navnlig, fordi det i rigeligt omfang blev godtgjort, herunder for Kommissionen, at hele Venedigs historiske centrum som sådan er blevet underlagt begrænsninger med henblik på at beskytte den arkitektoniske kulturarv.
4.
Med det fjerde appelanbringende har Hotel Cipriani gjort gældende, at den bestemmelse, der indeholder forpligtelsen til at tilbagesøge den tildelte støtte, er ugyldig som følge af en tilsidesættelse af artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (2). Den i nævnte artikel 14 omhandlede forpligtelse til at tilbagesøge den påtænkte støtte finder ikke anvendelse, idet den i dette tilfælde er i strid med almindelige fællesskabsretlige principper, nemlig proportionalitets-, ligebehandlings- og retssikkerhedsprincippet, således som det også blev gjort gældende for Retten.
5.
Med det femte appelanbringende har Hotel Cipriani gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 15 i forordning nr. 659/1999. Beslutningen blev vedtaget af Kommissionen den 25. november 1999, hvilket var efter udløbet af den 10-årige frist, der er fastsat i nævnte artikel 15 (der givetvis finder anvendelse i denne sag ratione temporis), eftersom virkningerne af den hævdede statsstøtte går tilbage til lov nr. 171/1973 med betegnelsen »Legge speciale per Venezia«.
(1) Kommissionens beslutning 2000/394/EF af 25.11.1999 om fritagelse for og nedsættelse af sociale bidrag i Venedig og Chioggia i henhold til lov nr. 30/1997 og nr. 206/1995 (EFT 2000 L 150, s. 50).
(2) EFT L 83, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy