16.5.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 113/22
Appel iværksat den 19. februar 2009 af Società Italiana per il gas SpA (Italgas) til prøvelse af dom afsagt den 28. november 2008 af Retten i Første Instans (Sjette Udvidede Afdeling) i de forenede sager T-254/00, T-270/00 og T-277/00, Hotel Cipriani SpA m.fl. mod Kommissionen
(Sag C-76/09 P)
2009/C 113/43
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Società Italiana per il gas SpA (Italgas) (ved avvocati M. Merola, M. Pappalardo og T. Ubaldi)
De andre parter i appelsagen: Hotel Cipriani SpA, Den Italienske Republik, Coopservice — Servizi di fiducia Soc. coop. rl, Comitato »Venezia vuole vivere« og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves.
—
Beslutningens (1) artikel 1 og 2, for så vidt som den af Italien ydede støtte herved erklæres for uforenelig med fællesmarkedet, og artikel 5 annulleres, eller, subsidiært, hjemvises sagen til Retten i medfør af artikel 61 i statutten for Domstolen.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
—
Det gøres for det første gældende, at der er sket urigtig retsanvendelse ved anvendelsen af artikel 87, stk. 1, EF og at der er givet en utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår de undersøgte nedsættelser af sociale bidrags kompenserende karakter og vedrørende beviset for fordrejning af konkurrencevilkårene og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Det var således med urette, at Retten på trods af, at den anerkendte, at en foranstaltning ikke udgør støtte, hvis støtten er begrænset til at kompensere for objektive økonomiske ulemper, alligevel lagde til grund, at dette princip ikke fandt anvendelse i denne sag, fordi i) der skal være en direkte sammenhæng mellem kompensationens størrelse og de ekstraomkostninger, som virksomhederne må bære på grund af deres placering i Venedigs og Chioggias laguneområde, og ii) de yderligere omkostninger, som afholdes af de begunstigede virksomheder, skal beregnes på grundlag af de gennemsnitlige omkostninger for virksomhederne i Fællesskabet og ikke for virksomhederne på fastlandet. Endvidere har Retten ikke været opmærksom på den i den anfægtede beslutning indeholdte selvmodsigelse, der består i, at Kommissionen ved bedømmelsen af situationen for den virksomhed, der er blevet betroet vandforvaltningen, har fastslået, at en foranstaltnings karakter af kompensation også kan anerkendes, når der ikke foreligger nogen sammenhæng mellem omfanget af offentlig intervention og de af virksomhederne afholdte ekstraomkostninger, og at sidstnævnte ikke nødvendigvis bør beregnes ved sammenligning med de gennemsnitlige omkostninger for virksomheder i Fællesskabet.
—
Det gøres for det andet gældende, at der er sket urigtig retsanvendelse i forbindelse med anvendelsen af artikel 87, stk. 1, EF og retspraksis vedrørende bevisbyrde, for så vidt som Kommissionen har kvalificeret de omtvistede foranstaltninger som støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, ligesom det gøres gældende, at den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet. Retten har nærmere bestemt med urette lagt til grund, at det ikke påhvilede Kommissionen, men Den Italienske Republik og de øvrige parter, at godtgøre, at betingelserne i henhold til artikel 87, stk. 1, EF vedrørende visse kategorier af virksomheder eller sektorer, der var omfattet af nedsættelsen af sociale bidrag, var opfyldt, hvorved den lagde til grund, at den anfægtede beslutning, hverken var i strid med artikel 87, stk. 1, EF eller ligebehandlingsprincippet, ligesom den ikke indeholdt en selvmodsigende eller utilstrækkelig begrundelse. Endvidere har Retten undladt at tage stilling til det af appellanten i stævningen anførte anbringende om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF angående princippet om forbud mod forskelsbehandling og den åbenbart selvmodsigende begrundelse vedrørende prøvelsen af undtagelsen i henhold til artikel 86, stk. 2, EF.
—
Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder og beviser, ligesom der er sket urigtig retsanvendelse i forbindelse med håndhævelsen af Kommissionens proceduremæssige forpligtelser og princippet om en omhyggelig og upartisk undersøgelse af sagen. Det fremgår af den dokumentation, der er fremlagt i første instans, at Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de for den fremlagte faktiske omstændigheder og beviser og således i væsentligt omfang har foretaget urigtig retsanvendelse, idet den har undladt at fastslå, at Kommissionen ikke havde opfyldt sine proceduremæssige forpligtelser og de forpligtelser, der ved udøvelsen af dens beføjelser i henhold til artikel 87 og 88 EF, påhviler den til at foretage en gennemgang, der er omhyggelig og nøjagtig samt udføres uden forskelsbehandling.
—
Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at der er foretaget urigtig retsanvendelse, og at den appellerede dom er støttet på en selvmodsigende og utilstrækkelig begrundelse, for så vidt som bedømmelsen af spørgsmålet vedrørende den anfægtede beslutnings manglende begrundelse blev bedømt i lyset af den retlige rækkevidde af Kommissionens skrivelser af 29. august og 29. oktober 2001 i forbindelse med prøvelsen af kravene til virkningen af de omtvistede afgiftslettelser på konkurrencen og samhandelen. På baggrund af den ved traktaten indførte kontrolordning vedrørende statsstøtte er Rettens opfattelse urigtig og utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som Retten i) har konkluderet, at begrundelsen for beslutningen var tilstrækkelig til, at de italienske myndigheder kunne identificere de virksomheder, der i henhold til den anfægtede beslutning var forpligtede til at tilbagebetale den modtagne støtte, og ii) har underspillet den retlige rækkevidde af de angivelser og supplerende angivelser, som Kommissionen har meddelt de italienske myndigheder i sine skrivelser af 29. august og 29. oktober 2002, idet den har kvalificeret dem som handlinger, der er foretaget inden for rammerne af det loyale samarbejde mellem de nationale myndigheder og Kommissionen.
(1) Kommissionens beslutning 2000/394/EF af 25.11.1999 om fritagelse for og nedsættelse af sociale bidrag i Venedig og Chioggia i henhold til lov nr. 30/1997 og nr. 206/1995 (EFT 2000 L 150, s. 50).
Full & Egal Universal Law Academy