16.5.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 113/25
Sag anlagt den 6. marts 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Irland
(Sag C-95/09)
2009/C 113/48
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved S. Pardo Quintillán og A.A. Gilly, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Irland
Sagsøgerens påstande
Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 19 og efter de øvrige nedennævnte bestemmelser i Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (1)
—
idet medlemsstaten ikke fuldt ud og korrekt har kortlagt følsomme områder som forudsat i direktivets artikel 5, stk. 1
—
idet medlemsstaten ikke fuldt ud og korrekt har opfyldt kravene i direktivets artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 2, artikel 5, stk. 2, artikel 5, stk. 3, artikel 5, stk. 4, og artikel 5, stk. 5, med hensyn til visse følsomme områder
—
idet medlemsstaten ikke senest den 31. december 1998 havde opnået det rensningsniveau, der er omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 2, og artikel 5, stk. 3, med hensyn til byspildevand, der tilledes kloaknet, før det udledes til følsomme områder, for så vidt angår alle udledninger fra byområder med over 10 000 PE
—
idet medlemsstaten for visse byområders vedkommende ikke har sikret, at det opsamlingssystem, der skal etableres efter direktivets artikel 3, stk. 1, opfylder kravene efter direktivets artikel 3, stk. 2
—
idet medlemsstaten ikke har foretaget den første pligtmæssige revision som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 6, inden for den fastsatte frist, dvs. inden den 31. december 1997.
—
Det fastslås desuden, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser efter EF-traktatens artikel 10, idet medlemsstaten ikke har afgivet de oplysninger, som Kommissionen udbad sig i skrivelse af 23. april 1999.
—
Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen er af den opfattelse, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser efter direktivets artikel 3, 5 og 19 og efter EF-traktatens artikel 10 af følgende årsager:
For så vidt angår Boyne Estatuary har Kommissionen konkluderet, at Irland ikke fuldt ud og korrekt har kortlagt følsomme områder i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1, da medlemsstaten ikke har fremsendt en formel kortlægning for dette område. Hvad angår andre områder, der ikke er blevet udpeget som følsomme, har Kommissionen accepteret, at Irland har foretaget en kortlægning som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 1, men finder, at det formelle kortlægningsmateriale ikke er præcist nok med hensyn til afgrænsning af det pågældende følsomme område.
Hvad angår direktivets artikel 3, stk. 1 og 2, indeholder irsk lovgivning en udsættelse af den gennemførelsesfrist, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, fra den 31. december 1998 til den 14. december 2001. Kommissionen fastholder, at direktivet ikke giver adgang til en sådan udsættelse. Kommissionen har ligeledes anført, at for 32 områder, som Irland efterfølgende udpegede som følsomme, opfyldte national lovgivning ikke den i direktivets artikel 5 fastsatte frist.
I relation til de områder, som Irland med urette ikke har udpeget som følsomme, har medlemsstaten ikke i praksis opfyldt forskrifterne i artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 2, 3 og 4, for så vidt angår byområder med over 10 000 PE, samt forskrifterne i artikel 5, stk. 2, 3 og 4, med hensyn til rensningsanlæg for byspildevand, der er omfattet af direktivets artikel 5, stk. 5.
Kommissionen har gjort gældende, at Irland har tilsidesat direktivets artikel 5, stk. 6, da medlemsstaten ikke foretog den første revision af kortlægningen af følsomme områder inden den 31. december 1997.
Kommissionen har endelig anført, at Irland har tilsidesat EF-traktatens artikel 10, da medlemsstaten ikke har fremlagt kortmateriale af præcis karakter, der viser udstrækningen af følsomme områder og relevante afstrømningsområder samt placeringen af byområder, der er omfattet af den frist, der udløb den 31. december 1998.
(1) Rådets direktiv 91/271/EØF af 21.5.1991 om rensning af byspildevand (EFT L 135, s. 40).
Full & Egal Universal Law Academy