4.7.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 153/27
Appel iværksat den 27. april 2009 af Iride SpA og Iride Energia SpA til prøvelse af dom afsagt den 11. februar 2009 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-25/07, Iride SpA og Iride Energia SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag C-150/09 P)
2009/C 153/51
Processprog: italiensk
Parter
Appellanter: Iride SpA og Iride Energia SpA (ved avvocati L. Radicati di Brozolo, M. Merola og T. Ubaldi)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Dommen ophæves.
—
De allerede under sagen i første instans fremsatte påstande tages til følge, subsidiært hjemvises sagen til Retten i Første Instans til afgørelse i henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge retsinstanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har påberåbt sig to appelanbringender til støtte for deres påstande:
Det første anbringende vedrører urigtig retsanvendelse ved anvendelsen af artikel 253 EF, idet den anfægtede beslutning ikke er begrundet. Retten har nemlig foretaget urigtig retsanvendelse, idet den har fundet, at følgende skal opfylde begrundelsespligten i artikel 253 EF hvad angår spørgsmålet, om kravene i artikel 87, stk. 1, EF foreligger i denne sag: i) den blotte konklusion, hvorved Kommissionen erklærede, at den fandt, at den pågældende foranstaltning skulle anses for statsstøtte, ii) Kommissionens mulighed for at anvende beslutningen om at indlede undersøgelsen og en tidligere og anden beslutning for at begrunde den anfægtede retsakt med henvisning til en anden retsakt.
Det andet anbringende vedrører Rettens fordrejning af søgsmålsgrundene og urigtige retsanvendelse ved vurderingen af rækkevidden af Deggendorf-dommen med henblik på en vurdering af denne sag. Retten har særligt foretaget følgende:
i)
Retten har fordrejet sagsøgernes søgsmålsgrunde forelagt i første instans ved heraf at udlede søgsmålsgrundenes påståede forvanskning af undersøgelsesproceduren inden for statsstøtte, uden at den imidlertid reelt har klargjort, hvori denne forvanskning består.
ii)
Retten har undladt at fremhæve Kommissionens fejl i vurderingen af Deggendorf-dommen i forhold til denne sag, som består i ikke at have foretaget en konkret og specifik analyse af den konkurrencefordrejende virkning og fordrejning af samhandlen inden for fællesmarkedet, der følger af den nye støttes kumulering med den tidlige ikke tilbagebetalte støtte.
iii)
Retten har undladt at bemærke Kommissionens fejl ved vurderingen af rækkevidden af Deggendorf-dommen i forhold til nærværende sag, som består i de facto at have gjort den manglende tilbagebetaling af tidligere støtte til et yderligere kriterium i vurderingen af en støttes forenelighed som yderligere betingelse og en hindring for støttens forenelighed, som ikke er fastsat i traktaten.
iv)
Retten har undladt at bemærke, at Kommissionens fortolkning af Deggendorf-dommen foretaget for fuldstændighedens skyld er urigtig og i denne sag medfører, at denne dom omdannes til et værktøj, der hverken fremgår af traktaten eller afledt ret, til at bekæmpe en medlemsstats traktatbrud.
v)
Retten har undladt at bemærke, at Kommissionen ved at beslutte at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forhold til den af Italien anmeldte foranstaltning har vist, at den mente, at den besad alle de nødvendige oplysninger til at foretage undersøgelsen af foranstaltningens forenelighed. Kommissionen har herved modsagt den ved den anfægtede beslutning fastsatte opfattelse, hvorefter de italienske myndigheder og det begunstigede selskab under anmeldelsesproceduren ikke havde givet Kommissionen tilstrækkelige oplysninger til at foretage analysen af foranstaltningens forenelighed.
vi)
Retten har foretaget en alvorlig urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at det i henhold til fællesskabsretspraksis ikke er nødvendigt, at Kommissionen foretager en konkret og detaljeret analyse af, om der foreligger egnede forhold til at anse alle kravene i artikel 87, stk. 1, EF for opfyldt for at kunne betegne den pågældende foranstaltning som støtte.
Full & Egal Universal Law Academy