15.8.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 193/11
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) den 8. juni 2009 — Flachglas Torgau GmbH mod Bundesrepublik Deutschland
(Sag C-204/09)
2009/C 193/14
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesverwaltungsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Flachglas Torgau GmbH
Sagsøgt: Bundesrepublik Deutschland
Præjudicielle spørgsmål
1.
a)
Skal artikel 2, nr. 2, andet punktum i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (1) fortolkes således, at alene sådanne organer eller institutioner, som det i henhold til medlemsstatens lovgivning påhviler at træffe den endelige (bindende) afgørelse i lovgivningsproceduren, udøver lovgivende myndighed, eller udøves lovgivende myndighed også af sådanne organer eller institutioner, som medlemsstatens lovgivning giver beføjelser og ret til deltagelse i lovgivningsproceduren, navnlig ved at fremsætte lovforslag og fremsætte udtalelser til lovforslag?
b)
Vil medlemsstaterne kun kunne bestemme, at definitionen på offentlige myndigheder ikke omfatter organer eller institutioner, når de udøver dømmende eller lovgivende myndighed, hvis deres forfatningsmæssige bestemmelser på datoen for direktivets udstedelse ikke samtidigt indeholder en adgang til klage og domstolsprøvelse som omhandlet i artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF?
c)
Vil organer eller institutioner, når de udøver lovgivende myndighed, kun være udelukket fra definitionen på offentlige myndigheder for tidsrummet frem til lovgivningsprocedurens afslutning?
2.
a)
Stiller lovgivningen krav om tavshedspligt for så vidt angår sagsbehandling som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første punktum, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF, når den til gennemførelsen af direktiv 2003/4 vedtagne nationalretlige bestemmelse generelt fastslår, at anmodningen om adgang til miljøoplysninger afslås, i det omfang offentliggørelsen af oplysningerne vil kunne have en skadelig indvirkning på oplysningspligtige instansers tavshedspligt for så vidt angår sagsbehandling, eller vil dette kræve, at en særlig lovbestemmelse pålægger tavshedspligten for så vidt angår sagsbehandling?
b)
Stiller lovgivningen krav om tavshedspligt for så vidt angår sagsbehandling som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første punktum, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF, når det af en almindelig uskreven retsgrundsætning i national ret følger, at de offentlige myndigheders sagsbehandling ikke er offentlig?
(1) EFT L 41, s. 26.
Full & Egal Universal Law Academy