15.8.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 193/15
Sag anlagt den 16. juni 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Malta
(Sag C-220/09)
2009/C 193/20
Processprog: maltesisk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved J. Aquilina og W. Wils, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Republikken Malta
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Republikken Malta har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1), idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre bilaget nævnt i artikel 3, stk. 3, samt artikel 5, tredje punktum, i direktiv 91/13/EØF i national ret.
—
Republikken Malta tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har gjort gældende, at Republikken Malta ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre bilaget nævnt i artikel 3, stk. 3, samt artikel 5, tredje punktum, i direktiv 91/13/EØF (herefter »direktivet«) i national ret.
Kommissionen har anført, at mens den enkelte medlemsstat ikke nødvendigvis er forpligtet til at gennemføre et direktiv ved lovgivningsmæssige foranstaltninger, er det tvingende nødvendigt, at det ved national ret sikres, at de nationale myndigheder anvender direktivet effektivt i dets helhed, at den nationale retstilstand er tilstrækkeligt præcis og klar, og at borgerne gøres fuldt ud bekendt med deres rettigheder og i givet fald kan påberåbe sig dem ved de nationale domstole.
Kommissionen har navnlig med hensyn til bilaget nævnt i direktivets artikel 3, stk. 3, gjort gældende, at gennemførelsen af bilaget i maltesisk ret er både nødvendig og vigtig. Kommissionen har anført, at eftersom bilaget til direktivet indeholder en liste af vejledende og forklarende karakter, udgør det en informationskilde for både de nationale myndigheder, der er ansvarlige for anvendelsen af gennemførelsesforanstaltningerne, og for de borgere, der er berørt heraf. For at opfylde det med direktivet tilsigtede mål er medlemsstaterne derfor forpligtede til at vælge form og midler for gennemførelsen således, at det i tilstrækkelig grad sikres, at borgerne kan få kendskab til direktivet.
Kommissionen har anført, at Republikken Malta ikke har truffet de fornødne foranstaltninger til at sikre, at borgerne gøres bekendt med listen i bilaget til direktivet i dens helhed, særligt punkt 1, litra a), f), g) og h), samt punkt 1, litra q), i sin helhed. Desuden har Republikken Malta ikke anført, at bilaget til direktivet var gengivet i dets helhed i forarbejderne, som ifølge den maltesiske retstradition udgør et væsentligt fortolkningsbidrag, til loven om gennemførelse af direktivet. Endvidere er det ikke angivet, at offentligheden ville blive informeret herom på anden vis.
Med hensyn til gennemførelsen af direktivets artikel 5, tredje punktum, i maltesisk ret har Kommissionen anført, at gennemførelsen heraf i maltesisk ret er både nødvendig og vigtig, eftersom bestemmelsen i nævnte punktum er en retligt bindende bestemmelse, som udvider forbrugernes rettigheder og højner deres beskyttelse samt bidrager til at fastlægge det med direktivet tilsigtede mål.
(1) EFT L 95, s. 29.
Full & Egal Universal Law Academy