12.9.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 220/25
Appel iværksat den 14. juli 2009 af Edwin Co. Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) den 14. maj 2009 i sag T-165/06, Elio Fiorucci mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-263/09 P)
2009/C 220/51
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Edwin Co. Ltd (ved avvocati D. Rigatti, M. Bertani, S. Verea, K.P. Muraro og M. Balestriero)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Elio Fiorucci
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves.
—
Elio Fiorucci tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Den appellerede dom er dels først og fremmest behæftet med en tilsidesættelse og en fejlagtig anvendelse af varemærkeforordningens (1) artikel 52, stk. 2, litra a). De relative hindringer for registrering, der i henhold til denne bestemmelse medfører, at et varemærke, der består af navnet på en person, der er en anden end den, der har anmeldt mærket til registrering, erklæres ugyldigt, udgøres af det faktum, at den, der ønsker at få det erklæret ugyldigt, i henhold til nationale retsregler er indehaver af en eneret til dette navn. I henhold til CPI’s (2) artikel 8, stk. 3, er Elio Fiorucci endnu ikke indehaver af nogen rettigheder af denne art. CPI’s artikel 8, stk. 3, forbeholder ham snarere blot ret til en senere registrering af tegnet »Elio Fiorucci«, som han imidlertid aldrig kan udnytte, eftersom det pågældende varemærke ville komme i konflikt med Edwins varemærke, med hensyn til ordet »Fiorucci«. I denne sammenhæng har Retten i Første Instans erklæret Edwins varemærke »Elio Fiorucci« ugyldigt på grundlag af hindringer, der ikke eksisterer, og som aldrig kan komme til det. Der er i den grad tale om en tilsidesættelse og en fejlagtig anvendelse af varemærkeforordningens artikel 52, stk. 2, litra a), fordi bestemmelsen, hvis den fortolkes korrekt, kun kan anvendes, såfremt den, der rejser ugyldighedsindsigelsen, allerede er indehaver af (eller i det mindste har mulighed for at opnå) en eneret til brugen af sit navn som varemærke.
2.
Den appellerede dom er følgelig behæftet med en tilsidesættelse og en fejlagtig anvendelse af CPI’s artikel 8, stk. 3. I modsætning til det, som Retten lagde til grund, anvendes denne bestemmelse nemlig kun på personnavne, der har opnået et ikke-kommercielt omdømme, og den kan følgelig ikke finde anvendelse på varemærke, som består af et efternavn, der på baggrund af en påstand, der faktisk er uomtvistelig, oprindelig har opnået et kommercielt omdømme.
Denne fortolkning af CPI’s artikel 8, stk. 3, følger først og fremmest af bestemmelsens ordlyd, der udtrykkelig angiver, at den omhandlede beskyttelse udelukkende er forbeholdt personnavne, der har opnået et omdømme »i kunstnerisk, litterær, videnskabelig, politisk eller sportslig sammenhæng«. Denne konklusion understøttes af en systematisk analyse af italiensk varemærkeret, hvoraf det fremgår, at et omdømme, der er opstået i kommerciel sammenhæng, er beskyttet ved CPI’s artikel 12, stk. 1, litra b), og d), mens CPI’s artikel 8, stk. 3, kun vedrører det omdømme, der er oprindeligt er fremkommet i ikke-kommerciel sammenhæng. Det er heller ikke muligt at anvende begge disse bestemmelser på det samme tegn, eftersom der derved ville opstå to uforenelige enerettigheder til varemærket. Ved at registrere sit eget efternavn som varemærke (og efterfølgende overdrage retten til Edwin) har Fiorucci således opbrugt alle redskaber til at udnytte sit eget omdømme til kommerciel brug. Han kan følgelig ikke påberåbe sig CPI’s artikel 8, stk. 3, med henblik på at få erklæret Edwins varemærke »Elio Fiorucci« ugyldigt.
På den anden side er Edwins foreslåede fortolkning af CPI’s artikel 8, stk. 3, med den følge, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, i overensstemmelse med denne bestemmelses formål, der er at forhindre, at der uberettiget opnås fordele af en, der registrerer et tegn, der har opnået omdømme ved andres fortjeneste. Edwin har nemlig ikke optrådt som snylter, eftersom appellanten ved at erhverve varemærket »Fiorucci« for et betydeligt beløb har betalt dyrt for retten til at nyde godt af det omdømme, der er forbundet med navnet på den kendte designer fra Milano.
Rettens argumentation om, at den beskyttelse, der er fastsat i CPI’s artikel 8, stk. 3, er mere omfattende og ikke et tillæg til den, der er fastsat til at beskytte det omdømme, der er erhvervet af tegn med særpræg på det kommercielle område, forekommer på den anden side ikke overbevisende. Og efter den herskende italienske retslitteratur er forbeholdet vedrørende registrering af tegn med ikke-kommercielt omdømme ifølge CPI’s artikel 8, stk. 3, ikke absolut. Det er under alle omstændigheder ikke mere vidtrækkende end det, der følger af CPI’s artikel 12, stk. 1, litra b) og d), for tegn med kommercielt omdømme/renommé. Sammenfaldet af disse bestemmelsers anvendelsesområde bekræfter endnu engang kravet om, at de anvendes alternativt.
I modsætning til det, som Retten ganske overfladisk har lagt til grund, viser en nøje og indgående analyse af den del af den italienske retslitteratur, der har beskæftiget sig med CPI’s artikel 8, stk. 3 (tidligere artikel 21, stk. 3, første afsnit), at denne bestemmelse efter den fremherskende opfattelse kun finder anvendelse på tegn, der har opnået et omdømme uden for det kommercielle område. Og denne omstændighed bekræftes af de få domme, de italienske retter hidtil har afsagt vedrørende CPI’s artikel 8, stk. 3.
Rettens argumentation, hvorefter Elio Fiorucci under alle omstændigheder kan påberåbe sig beskyttelsen efter CPI’s artikel 8, stk. 3, idet varemærket også har opnået et ikke-kommercielt omdømme (netop på det kuntneriske, kulturelle, økologiske og børnebeskyttelsesmæssige område), virker lige så lidt overbevisende. Det følger snarere af den fremherskende italienske retslitteratur, at når et efternavn, der allerede er blevet registreret af andre, og ved brug har opnået renommé og bekendthed, opnår et ikke-kommercielt omdømme, kan dets indehaver (her Elio Fiorucci) ikke støtte ret på CPI’s artikel 8, stk. 3, for så vidt som kravet om at beskytte indehaveren (her Edwin) mod det renommerede varemærke (her tegnet »Fiorucci«), der tidligere er blevet registreret, er fremherskende.
3.
Den appellerede dom bør endvidere ophæves på grund af manglende begrundelse, for så vidt som Retten har undladt at gennemgå de argumenter og beviser, på grundlag af hvilke Edwin har hævdet at have opnået Elio Fiuruccis samtykke til at registrere hans efternavn som varemærke. Subsidiært gør Edwin gældende, at i tilfælde af, at Domstolen skulle lægge til grund, at hverken den selv eller Retten har kompetence til at behandle den pågældende argumentation, skal den udtrykkeligt anmode appelkammeret (eller et andet kontor eller en anden afdeling) om at gøre det, jf. artikel 63, stk. 6, i EF-varemærkeforordningen og artikel 1d i forordning nr. 216/96 (3).
4.
Den appellerede dom er på den anden side ugyldig på grund af tilsidesættelse eller fejlagtig anvendelse af artikel 63 i EF-varemærkeforordningen, og på grund af manglende hensyntagen til retspraksis, for så vidt som Retten fejlagtigt afviste at undersøge Edwins argumentation støttet på den omstændighed, at appellanten har fra selskabet Fiorucci har erhvervet en faktisk ret til varemærket »Elio Fiorucci« (eller under alle omstændigheder en hvilken som helst ret til at gøre brug af omdømmet heraf). Edwin har subsidiært gjort gældende, at i tilfælde af, at Domstolen skulle lægge til grund, at hverken den selv eller Retten har kompetence til at behandle den pågældende argumentation, skal den udtrykkeligt anmode appelkammeret (eller et andet kontor eller en anden afdeling) om at gøre det (hvilket Retten derimod ikke har gjort), jf. artikel 63, stk. 6, i varemærkeforordningen og artikel 1d i forordning (EF) nr. 216/96.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).
(2) Den italienske varemærkelov
(3) Kommissionens forordning (EF) nr. 216/96 af 5.2.1996 om fastsættelse af forretningsordenen for appelkamrene ved Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked (varemærker og mønstre)
Full & Egal Universal Law Academy