26.9.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 233/8
Appel iværksat den 22. juli 2009 af Caisse fédérale du Crédit mutuel Centre Est Europe (CFCMCEE) til prøvelse af dom afsagt den 20. maj 2009 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) i de forenede sager T-405/07 og 406/07, CFCMCEE mod KHIM
(Sag C-282/09 P)
2009/C 233/13
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Caisse fédérale du Crédit mutuel Centre Est Europe (CFCMCEE) (ved avocats P. Greffe og L. Paudrat)
Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt den 20. maj 2009 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) ophæves, for så vidt som den delvis frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked i de af sagsøgeren anlagte sager og stadfæstede dets afgørelser truffet den 10. juli 2007 (sag R 119/2007-1) og den 12. september 2007 (sag R-120/2007-1), for så vidt som de afslog EF-varemærkeansøgningerne PAYWEB CARD nr. 003861051 og P@YWEB CARD nr. 003861044 for følgende varer og tjenesteydelser:
—
»smartkort eller mikroprocessorkort, magnetiske kort, magnetiske identitetskort eller mikroprocessorkort til identificering, magnetiske betalingskort eller mikroprocessorbetalingskort, kreditkort, hævekort, mekanismer til forudbetaling for fjernsynsapparater« i klasse 9.
—
»ejendomsmæglervirksomhed, ulykkesforsikringer, inkassobureauer, finansielle analyser, forsikringer, vurdering af fast ejendom, udstedelse af værdikuponer, sparekasser, veksling af penge, verifikation af checks, udstedelse af rejsechecks, finansiel rådgivningsvirksomhed, forsikringsmæglervirksomhed, ejendomsmæglervirksomhed, deponering af værdigenstande, deponering af værdigenstande i pengeskabe, vurderinger og finansiel vurdering (forsikring, banker, ejendomsmæglervirksomhed), finansiel information (forsikring, banker, ejendomsmæglervirksomhed), forvaltning af formuer, finansiel information, opkrævning af husleje, tegning af sygeforsikringer, søforsikringer, livsforsikringer, onlineinformation om finans- og bankanliggender, interaktive computerstyrede finansielle oplysninger« i klasse 36,
—
»kommunikation via computerterminaler, transmission af telegrammer, telegramexpedition, information vedrørende telekommunikation, elektroniske meddelelser, transmission af meddelelser, transmission af meddelelser og billeder formidlet via computer, transmission via satellit« i klasse 38.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har i det væsentlige påberåbt sig to anbringender til støtte for sin appel.
Med sit første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten ikke opfyldte sin begrundelsespligt og dermed tilsidesatte artikel 253 EF og artikel 73 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (1), idet den ikke annullerede de anfægtede afgørelser truffet af Harmoniseringskontoret på grund af manglende begrundelse. I disse afgørelser foretog Harmoniseringskontorets appelkammer en helhedsvurdering af det fornødne særpræg ved ordtegnene PAYWEB CARD og P@YWEB CARD for de pågældende varer og tjenesteydelser uden at begrunde disse afgørelser i forhold til hver enkelt af dem. En generel begrundelse er imidlertid alene mulig, såfremt varer og tjenesteydelser har en tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse med hinanden, således at de udgør en tilstrækkeligt homogen kategori eller gruppe, hvilket åbenlyst ikke er tilfældet i den foreliggende sag, idet de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af registreringsansøgningen, opfylder forskellige funktioner.
Med sit andet anbringende har appellanten anfægtet Rettens bedømmelse, hvorefter der foreligger en vis overlapning i de respektive anvendelsesområder for de absolutte registreringshindringer i artikel 7, stk. 1, litra b)-d), i forordning nr. 40/94. Ifølge Domstolens praksis er hver enkelt af de registreringshindringer, der er opregnet i forordningens artikel 7, stk. 1, nemlig uafhængig af de øvrige og skal bedømmes hver for sig. Retten begik således en fejl ved anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra b), i relation til varerne i klasse 9, idet den ikke foretog en reel individuel bedømmelse af den registreringshindring, som følger af bestemmelsen.
(1) EFT 1994 L 11, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy