16.1.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 11/11
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof te Amsterdam (Nederlandene) den 29. juli 2009 — straffesag mod X
(Sag C-297/09)
2010/C 11/20
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Gerechtshof te Amsterdam
Part i straffesagen
X
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er en situation, hvorunder en person, der har unionsborgerskab, men over for hvem der består alvorlig mistanke om, at hovedformålet med personens ophold i en anden medlemsstat af De Europæiske Fællesskaber end den, hvori han er statsborger, er at begå strafbare handlinger, omfattet af EF-traktatens gyldighedsområde, især af artikel 12, 18, 43 ff. og 49 ff.?
2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende i forhold til EF-traktatens artikel 18:
a)
Skal en bestemmelse som artikel 67, stk. 2, i den nederlandske strafferetsplejelov, der tillader fængsling af personer, der omfattes af EF-traktatens artikel 18, men som har en fast bopæl eller et fast opholdssted i en anden medlemsstat end Nederlandene, anses for en hindring for retten til frit at færdes og opholde sig som omhandlet i denne bestemmelse?
b)
Såfremt dette er tilfældet, udgør denne bestemmelse da, for så vidt som den af hensyn til en effektiv efterforskning, opklaring og domfældelse tillader fængsling af unionsborgere, der har fast bopæl eller et fast opholdssted i en anden medlemsstat end Nederlandene, en gyldig begrundelse, der er baseret på objektive omstændigheder vedrørende hensynet til almenvellet, uafhængig af den pågældende person, og som står i et rimeligt forhold til det i den nationale ret forfulgte formål?
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende i forhold til artikel 49 ff. EF:
3)
Skal en bestemmelse som artikel 67, stk. 2, i den nederlandske strafferetsplejelov, der tillader fængsling af statsborgere i en medlemsstat, der har en fast bopæl eller et fast opholdssted i en anden medlemsstat end Nederlandene, anses for en hindring for den fri udveksling af tjenesteydelser, jf. EF-traktatens artikel 49, for så vidt der er tale om forskelsbehandling på det grundlag, at tjenesteyderen ikke har en fast bopæl eller noget fast opholdssted i det land, hvor ydelsen præsteres, men i en anden EF-medlemsstat?
Såfremt et af spørgsmålene 2 og 3 besvares benægtende:
4)
Skal en bestemmelse som artikel 67, stk. 2, i den nederlandske strafferetsplejelov, der tillader fængsling af statsborgere i en medlemsstat, der har en fast bopæl eller et fast opholdssted i en anden medlemsstat end Nederlandene, anses for udtryk for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt efter artikel 12 EF (almindeligt forbud mod forskelsbehandling inden for EF-traktatens gyldighedsområde), 43 ff. EF (forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet på området for den frie etableringsret) og 49 ff. EF (forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet på området for fri udveksling af tjenesteydelser)?
For så vidt et af spørgsmålene 3 og 4 besvares bekræftende:
5)
Er en bestemmelse som artikel 67, stk. 2, i den nederlandske strafferetsplejelov, for så vidt som den af hensyn til en effektiv efterforskning, opklaring og domfældelse tillader fængsling af unionsborgere, der har en fast bopæl eller et fast opholdssted i en anden medlemsstat end Nederlandene, en gyldig begrundelse i forhold til hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, som omhandlet i EF-traktatens artikel 45-48 og 55?
Full & Egal Universal Law Academy