7.11.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 267/37
Appel iværksat den 11. august 2009 af A2A SpA, tidligere ASM Brescia SpA, til prøvelse af dom afsagt den 11. juni 2009 af Retten i Første Instans (Ottende Udvidede Afdeling) i sag T-189/03, ASM Brescia SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag C-318/09 P)
2009/C 267/68
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: A2A SpA, tidligere ASM Brescia SpA (ved avvocati A. Santa Maria, A. Giardina, C. Croff og G. Pizzonia)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen i sag T-189/03 ophæves på grund af en overtrædelse af fællesskabsretten, bl.a. artikel 87 EF, såvel som på grund af en begrundelsesmangel, for så vidt som Retten kvalificerer den treårige fritagelse for selskabsskat som statsstøtte.
—
Dommen ophæves på grund af en forkert og selvmodsigende anvendelse af fællesskabsretten, for så vidt som Retten ikke kvalificerer den treårige fritagelse for selskabsskat som eksisterende statsstøtte.
—
Dommen ophæves på grund af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, for så vidt som den bekræfter, at pålægget om tilbagesøgning i beslutningen er lovligt.
—
Følgelig annulleres beslutningen (1), for så vidt som den bekræfter, at overgangsordningen til sikring af kontinuiteten i beskatningen af offentlige forsyningsværker med offentlig aktiemajoritet udgør statsstøtte og er uforenelig med fællesmarkedet (beslutningens artikel 2), og/eller for så vidt som beslutningen pålægger Italien at tilbagesøge den nævnte støtte fra modtagerne (beslutningens artikel 3).
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Med det første anbringende har A2A gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF, og at der foreligger en begrundelsesmangel, for så vidt som Retten kvalificerer den treårige fritagelse for selskabsskat som statsstøtte. Appellanten har nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen i beslutningen i det foreliggende tilfælde ikke har påvist, at to af betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF, er opfyldt, dvs. forvridningen af konkurrencen og påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne. Retten har heller ikke i tilstrækkeligt omfang kontrolleret de forudsætninger, som Kommissionen har lagt til grund for kvalificeringen som »støtte«, hvilket den imidlertid burde have gjort i overensstemmelse med den »fulde« kontrol, som kræves i Fællesskabets retspraksis.
2)
Med det andet anbringende har appellanten subsidiært gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 88 EF og begrundelsespligten, og har i denne forbindelse nedlagt påstand om ophævelse af dommen, for så vidt som den kvalificerer den treårige fritagelse for selskabsskat som »ny støtte«. Retten har især ved nøjagtigt at gentage Kommissionens påstande afvist, at foranstaltningerne vedrørende en treårig skattefritagelse til fordel for kommunale værker, som blev omdannet til aktieselskaber, kan betragtes som »eksisterende støtte«. Man når derimod frem til det modsatte synspunkt under henvisning til, at den pågældende ordning vedrørende fritagelse for selskabsskat, der eksisterede inden ikrafttrædelsen af EF-traktaten, også fandt anvendelse på kommunale værker, der, som Kommissionen selv har erkendt, udgør den samme økonomiske enhed som selskaber i henhold til lov nr. 142/90.
3)
Endelig har A2A med det tredje anbringende mere subsidiært nedlagt påstand om ophævelse af dommen på grund af tilsidesættelse af fællesskabsretten og dens principper, for så vidt som dommen bekræfter lovligheden af pålægget om tilbagesøgning i beslutningen. Ifølge appellanten bør dommen ophæves, for så vidt som den — i strid med fællesskabsretspraksis — støtter lovligheden af det generelle pålæg indeholdt i beslutningen og i det væsentlige bekræfter den fuldstændigt manglende skønsbeføjelse for de nationale myndigheder.
(1) Kommissionens beslutning 2003/193/EF af 5.6.2002 om skattefritagelser og lån på lempelige vilkår, som Italien har indrømmet til fordel for offentlige forsyningsværker med offentlig aktiemajoritet (EUT 2003 L 77, s. 21).
Full & Egal Universal Law Academy