21.11.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 282/26
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bezirksgericht Linz (Østrig) den 31. august 2009 — straffesag mod Jochen Dickinger, Franz Ömer
(Sag C-347/09)
2009/C 282/45
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bezirksgericht Linz
Parter i straffesagen
Jochen Dickinger, Franz Ömer
Præjudicielle spørgsmål
1)
a)
Skal artikel 43 EF og 49 EF fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som den der er indeholdt i § 3, sammenholdt med § 14f. og § 21 i den østrigske lov om hasardspil (Glückspielgesetz), ifølge hvilken
—
en koncession til lotterivirksomhed (eksempelvis lotterier, elektroniske lotterier, m.v.) kun kan tildeles en enkelt koncessionsansøger for en periode på op til 15 år, og hvorefter denne koncessionsansøger blandt andet skal være et kapitalselskab med hjemsted i Østrig, ikke må oprette filialer udenfor Østrig, skal råde over en indbetalt anparts- henholdsvis aktiekapital på mindst 109 000 000 EUR, og efter omstændighederne må forventes at ville opnå det bedste afgiftsprovenu for forbundsstaten;
—
en koncession til kasinodrift kun kan tildeles højst tolv koncessionsansøgere for en periode på op til 15 år, og hvorefter disse blandt andet skal være aktieselskaber med hjemsted i Østrig, ikke må oprette filialer udenfor Østrig, skal råde over en indbetalt aktiekapital på mindst 22 000 000 EUR, og efter omstændighederne må forventes at ville opnå det bedste afgiftsprovenu for de lokale myndigheder?
Disse spørgsmål er des mere påtrængende på baggrund af, at Casinos Austria AG er indehaver af samtlige tolv kasinokoncessioner, som blev tildelt den 18. december 1991 for maksimumsperioden på 15 år, og som i mellemtiden er blevet forlænget uden offentligt udbud eller bekendtgørelse.
b)
I bekræftende tilfælde, kan en sådan lovgivning retfærdiggøres med begrundelse i det almene hensyn til en begrænsning af spillevirksomhed, selv når koncessionsindehaverne i en quasi-monopolitisk struktur på deres side med omfattende reklameudgifter forsøger at udvide området for hasardspil?
c)
I bekræftende tilfælde, skal den forelæggende ret ved prøvelsen af forholdsmæssigheden af en sådan lovgivning, som forfølger det mål at forebygge strafbare handlinger ved at underkaste de erhvervsdrivende, som er aktive indenfor dette område, kontrol og ved således at styre hasardspilsaktiviteter ind i baner, som er underlagt denne kontrol, tage i betragtning, at lovgivningen også omfatter grænseoverskridende tjenesteydere, selv om disse allerede i den medlemsstat, hvor de er hjemmehørende, omfattes af strenge betingelser og kontrol i forbindelse med deres koncession?
2)
Skal de grundlæggende friheder i EF-traktaten, især den frie udveksling af tjenesteydelser i henhold til artikel 49 EF, fortolkes således, at en medlemsstats strafferetlige bestemmelser også skal bedømmes i forhold til fællesskabsretten, hvis de er egnet til at forhindre eller vanskeliggøre udøvelsen af en af de grundlæggende friheder, uanset at det forsat principielt henhører under medlemsstaternes kompetence at lovgive indenfor det strafferetlige område?
3)
a)
Skal artikel 49 EF sammenholdt med artikel 10 EF fortolkes således, at den kontrol og de garantier, som foretages, henholdsvis ydes, i den medlemsstat, hvor en tjenesteyder er hjemmehørende, under hensyntagen til princippet om gensidig tillid skal tages i betragtning i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen modtages?
b)
I bekræftende tilfælde, skal artikel 49 EF endvidere fortolkes således, at det, såfremt der foretages en begrænsning i den frie udveksling af tjenesteydelser begrundet i et alment hensyn, skal overvejes, hvorvidt dette almene hensyn allerede med de retsforskrifter, kontrolforanstaltninger og inspektioner, som tjenesteyderen er underlagt i den stat, hvor vedkommende er hjemmehørende, i tilstrækkelig grad er blevet tilgodeset?
c)
I bekræftende tilfælde, skal der ved prøvelsen af forholdsmæssigheden af en bestemmelse i en medlemsstat, som under strafansvar forbyder grænseoverskridende udbud af tjenesteydelser i form af hasardspil uden licens fra denne medlemsstat, tages hensyn til, at de ordensmæssige hensyn, som den stat, hvor tjenesteydelserne modtages, påberåber sig som begrundelse for begrænsningen af den grundlæggende frihed, allerede i tilstrækkelig grad er taget i betragtning gennem strenge bevillings- og tilsynsprocedurer i den stat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende?
d)
I bekræftende tilfælde, skal den forelæggende ret derved ved prøvelsen af forholdsmæssigheden af en sådan begrænsning tage hensyn til, at kontrollen i henhold til de relevante forskrifter i det land, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, endog er mere indgående end i det land, hvor tjenesteydelsen modtages?
e)
Kræver proportionalitetsprincippet endvidere, såfremt der gælder et strafsanktioneret forbud mod hasardspil, som er begrundet i ordensmæssige hensyn, f.eks. beskyttelsen af spillere og kriminalitetsbekæmpelse, at den forelæggende ret skal foretage en sondring mellem på den ene side de udbydere, som uden nogen form for tilladelse udbyder hasardspil, og på den anden side de udbydere, som er hjemmehørende og har koncession i andre medlemsstater, og som driver deres virksomhed under udøvelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser?
f)
Skal der endelig ved prøvelsen af forholdsmæssigheden af en bestemmelse i en medlemsstat, som under strafansvar forbyder grænseoverskridende udbud af tjenesteydelser i form af hasardspil uden koncession eller tilladelse fra denne medlemsstat, tages hensyn til, at det for en i en anden medlemsstat behørigt licenseret udbyder af hasardspil på grund af objektive, indirekte diskriminerende adgangshindringer ikke var muligt at opnå en indenlandsk licens, og at procedurerne for licensudstedelse og tilsyn i etableringsstaten yder et i det mindste sammenligneligt beskyttelsesniveau?
4)
a)
Skal artikel 49 EF fortolkes således, at den midlertidige karakter af præstationen af tjenesteydelserne udelukker, at tjenesteyderen vil kunne udstyre sig med bestemte former for infrastruktur (som eksempelvis en server) i modtagermedlemsstaten uden at blive anset for hjemmehørende i denne medlemsstat?
b)
Skal artikel 49 EF endvidere fortolkes således, at en bestemmelse, hvorved det forbydes indenlandske udbydere af supportydelser at gøre det lettere for en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat at levere sine tjenesteydelser, også udgør en begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser, når udbyderne af supportydelser er hjemmehørende i den samme medlemsstat som en del af modtagerne af tjenesteydelserne?
Full & Egal Universal Law Academy