5.12.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 297/19
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Republikken Polen) den 23. september 2009 — Prezes Urzędu Ochrony Konkurencji i Konsumentów mod Tele2 Polska Spółka sp. z o.o., nu Netia S.A.
(Sag C-375/09)
2009/C 297/25
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Najwyższy
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Prezes Urzędu Ochrony Konkurencji i Konsumentów.
Sagsøgt: Tele2 Polska Spółka sp. z o.o., nu Netia S.A.
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (1) fortolkes således, at en national konkurrencemyndighed ikke kan vedtage en beslutning om, at der ikke foreligger en konkurrencebegrænsende adfærd som omhandlet i artikel 82 EF, når det efter sagens gennemførelse er blevet fastslået, at virksomheden ikke har handlet i strid med forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling i henhold til denne traktatbestemmelse?
2)
Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 5, tredje punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 i en situation, hvor den nationale konkurrencemyndighed i henhold til national ret — når det er blevet fastslået, at virksomheden ikke har handlet i strid med forbuddet i artikel 82 EF — kun kan afslutte kartelsagen ved at vedtage en beslutning, hvorved det fastslås, at der ikke foreligger nogen konkurrencebegrænsende adfærd, fortolkes således, at bestemmelsen udgør det umiddelbare retsgrundlag for en beslutning om, »at der ikke er nogen grund til, at de griber ind«?
(1) EFT 2003 L 1, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy