19.12.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 312/25
Sag anlagt den 20. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Finland
(Sag C-405/09)
2009/C 312/40
Processprog: finsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved A. Caeiros og M. Huttunen)
Sagsøgt: Republikken Finland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Republikken Finland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 6 og artikel 9-11 i forordningerne (EØF, Euratom) nr. 1552/89 (1) og (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (2) samt artikel 220 i forordning (EØF) nr. 2913/92 (3), idet de finske myndigheder har anvendt en administrativ praksis, hvorefter Fællesskabets egne indtægter først fastlægges, efter at afgiftsskyldneren er blevet indrømmet en frist på mindst 14 dage til at afgive bemærkninger i sagen. Dermed har de finske myndigheder ikke overholdt den fastsatte frist for kreditering af egne indtægter ved efteropkrævning af told, hvorved betalingen af de omhandlede egne indtægter til Fællesskabet er blevet forsinket.
—
Republikken Finland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
1)
Kommissionen har anlagt sag mod Republikken Finland vedrørende overholdelsen af artikel 2, 6 og artikel 9-11 i forordningerne (EF, Euratom) nr. 1552/89 og (EF, Euratom) nr. 1150/2000 om Fællesskabets egne indtægter samt artikel 220 i EF-toldkodeksen (EØF) nr. 2913/92. Sagen angår spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt den af toldmyndighederne efteropkrævede told bliver krediteret Fællesskabets konto for egne indtægter, dvs. hvornår Fællesskabet har den af medlemsstaten opkrævede told til sin disposition.
2)
Efter Kommissionens opfattelse tilsidesætter Finland ved efteropkrævningen af skyldig told forordningerne om egne indtægter og EF-toldkodeksen, eftersom de finske myndigheder, før de udsteder en endelig afgørelse om efteropkrævning, indrømmer afgiftsskyldneren en periode på mindst 14 dage til at afgive bemærkninger. Grundet denne høringsprocedure bliver krediteringen af Fællesskabets konto for egne indtægter forsinket.
(1) Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29.5.1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22.5.2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1).
(3) Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy