30.1.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 24/36
Appel iværksat den 20. november 2009 af Inalca SpA — Industria Alimentari Carni e Cremonini SpA til prøvelse af kendelse afsagt den 4. september 2009 af Retten i Første Instans (Sjette Afdeling) i sag T-174/06, Inalca SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag C-460/09 P)
2010/C 24/65
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Inalca SpA — Industria Alimentari Carni e Cremonini SpA (ved avvocati F. Sciandone og C. D’Andria)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede kendelse ophæves, og sagen hjemvises til Retten, for at denne tager stilling til sagen i betragtning af de bemærkninger, Domstolen måtte fremsætte.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i denne sag og i sag T-174/06.
Anbringender og væsentligste argumenter
A)
Sondringen mellem det processuelle kriterium om begyndelse på forældelsesfristen og efterprøvelsen af, om ansvarsbetingelserne foreligger: i) selvmodsigelse i begrundelsen og ii) tilsidesættelse af EF-retspraksis
Den appellerede kendelses begrundelse er åbenbart selvmodsigende for så vidt den dels henviser til fast EF-retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for sagsanlæg med påstand om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold først begynder at løbe, når samtlige betingelser foreligger for skadeserstatningsansvaret og navnlig når skaden, der skal erstattes, er sket, dels afviser sagsøgernes argument om, at den anfægtede skrivelses skadevoldende virkninger først med sikkerhed indtrådte, da Kommissionen vedtog sin beslutning af 3. oktober 2006 (1).
Retten har endvidere tilsidesat EF-retspraksis ved at fastsætte den oprindelige forældelsesfrist under henvisning til sagsøgernes materielle tab.
B)
Søgsmålets forældelsesfrist hvad angår udgifterne til retshjælp, juridisk konsulentbistand og personaleudgifter: i) begrundelsen er selvmodsigende og åbenbart ulogisk og ii) EF-retspraksis er tilsidesat
Den appellerede kendelses begrundelse er klart selvmodsigende, idet Retten først fremsætter et generelt princip hvad angår vedvarende tab for derefter at undlade at anvende dette generelle princip som led i arten (umiddelbar eller ej) af udgifterne til retshjælp, juridisk konsulentbistand og personaleudgifter. Kendelsen er endvidere behæftet med åbenbar manglende logik, eftersom Retten på den ene side har anerkendt, at de afholdte udgifter til at stille forsikringsgarantier var vedvarende, mens den på den anden side har udelukket, at udgifterne til retshjælp, som øjensynligt blev gentaget i årenes løb, var vedvarende, inden der blev truffet endelig afgørelse i de forskellige procedurer iværksat efter OLAF’s undersøgelse.
Retten har endvidere handlet i strid med sin egen praksis, som i årenes løb har anerkendt, at juridisk konsulentbistand ikke er umiddelbar.
C)
Afvisning af påstanden om erstatning for tab, som følger af en manglende profit: forvanskning af argumenterne og tilsidesættelse af artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement
Retten har tilsidesat procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og har forvansket sagsøgernes argumenter, idet den ikke har taget hensyn til de talrige beviser fremlagt under sagen, og idet den har fundet, at påstanden om sagsøgernes tab, som følger af en manglende profit, ikke var fornødent præciseret.
D)
Det ikke-økonomiske tab: tilsidesættelse af retspraksis og åbenbar ulogisk begrundelse
Retten har, ved at betegne det ikke-økonomiske tab som umiddelbart og ikke vedvarende uden at tage hensyn til det ikke-økonomiske tabs særlige kendetegn, åbenbart tilsidesat EF-retspraksis. Den appellerede kendelse er endvidere behæftet med en åbenbar mangel på logik, idet Retten for at begrunde, at det ikke-økonomiske tab ikke var vedvarende, har lagt vægt på en retspraksis, der udelukkende vedrører materielle tab.
E)
Det ikke-økonomiske tab: tilsidesættelse af artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, tilsidesættelse af EF-retspraksis om ikke-økonomisk tab og en åbenbar ulogisk begrundelse
Retten har tilsidesat artikel 44, stk. 1, litra c), ved at afvise påstanden om erstatningen for ikke-økonomisk tab, fordi den mangler den fornødne præcision, idet sagsøgerne ikke blot har klaget over et generisk immaterielt tab, men har forelagt Retten talrige beviser, som der imidlertid er blevet set fuldstændig bort fra.
Retten har endvidere tilsidesat den relevante retspraksis om erstatning for ikke-økonomisk tab, som ved at fastsætte tabets størrelse har anvendt parametre, der i sig selv ses vanskeligt at kunne gøres op eller godtgøres ved beviser.
Retten har herefter yderligere foretaget urigtig retsanvendelse ved en åbenbart ulogisk begrundelse, idet den for at begrunde den manglende præcision af påstanden om erstatning for ikke-økonomisk tab har lagt vægt på retspraksis, der udelukkende vedrører materielle tab.
F)
Urigtig retsanvendelse hvad angår betingelsen om årsagsforbindelse
Retten har foretaget urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at der ikke er direkte årsagsforbindelse mellem fremsendelsen af skrivelsen af 6. juli 1998 fra de italienske myndigheder, som lå til grund for de italienske myndigheders tilbagebetalingsskrivelser til sagsøgerne, og sagsøgernes tab, dvs. betalingen af forsikringsgarantier stillet for at udsætte den umiddelbare tilbagebetaling af de anfægtede beløb.
G)
Tilsidesættelse af princippet om rimelig sagsbehandlingstid: i) ophævelse af den appellerede kendelse og ii) senere fastslåelse af manglen med henblik på erstatningssøgsmålet
Retten har tilsidesat den almindelige fællesskabsretlige grundsætning om en rimelig sagsbehandlingstid, der ligeledes er anerkendt i artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder.
(1) Kommissionens beslutning 2006/678/EF af 3.10.2006 om den finansielle behandling af visse uregelmæssigheder begået af erhvervsdrivende i forbindelse med regnskabsafslutningen for udgifter, som finansieres af EUGFL, Garantisektionen (EUT L 278, s. 24).
Full & Egal Universal Law Academy