30.1.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 24/39
Appel iværksat den 26. november 2009 af Evets Corp. til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 23. september 2009 i forenede sager T-20/08 og T-21/08 — Evets Corp. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-479/09 P)
2010/C 24/69
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Evets Corp. (ved solicitor S. Ryan)
Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen afsagt af Retten i Første Instans ophæves.
—
Det fastslås, at begæringen om restitutio in integrum blev indgivet inden for den i artikel 78, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (1) fastsatte frist.
—
Sagen hjemvises til Retten i Første Instans, således at denne igen kan hjemvise sagen til appelkammeret, som skal tage stilling til det materielle spørgsmål, om der var udvist den efter omstændighederne fornødne omhu med henblik på fornyelsen af de omhandlede varemærker.
—
Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger ved Domstolen og Retten i Første Instans.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Denne appel vedrører en begæring om restitutio in integrum i henhold til artikel 78, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (herefter »EF-varemærkeforordningen«). Det omhandlede varemærke var bortfaldet som følge af manglende betaling af fornyelsesgebyret.
2)
Varemærkeindehaveren havde delegeret ansvaret for betalingen af fornyelsesgebyret til en tredjemand. Som følge af en utilsigtet fejl blev fornyelsesgebyret imidlertid ikke betalt inden fristudløbet.
3)
Harmoniseringskontoret udstedte meddelelser om annullation til den retligt udpegede repræsentant for varemærkeindehaveren, som ikke var den tredjemand, som var ansvarlig for betalingen af fornyelsesgebyret. Repræsentanten fremsendte meddelelserne til varemærkeindehaveren, som modtog dem adskillige dage senere.
4)
Herefter indgav varemærkeindehaveren en begæring om restitutio in integrum i henhold til artikel 78, stk. 2. Denne begæring blev indgivet mindre end to måneder efter varemærkeindehaveren selv modtog meddelelserne om annullation, men mere end to måneder efter at den retligt udpegede repræsentant havde modtaget dem.
5)
Artikel 78, stk. 2, kræver, at begæringen skal indgives skriftligt inden to måneder fra ophøret af den hindring, der var årsag til den manglende overholdelse af fristen. Det med denne appel rejste spørgsmål vedrører fastsættelsen af datoen, hvorfra denne periode begynder at løbe.
6)
Varemærkeindehaveren påstår, at den relevante dato er tidspunktet, da denne modtog meddelelsen. Varemærkeindehaveren havde selv gennem en tredjemand påtaget sig ansvaret for at betale fornyelsesgebyret. Det var først, da indehaveren faktisk modtog en sådan meddelelse, at denne opdagede fejlen og havde mulighed for at bringe hindringen til ophør.
7)
Retten i Første Instans tiltrådte imidlertid Harmoniseringskontorets påstand om, at den relevante dato var modtagelsestidspunktet hos varemærkeindehaverens retligt udpegede repræsentant, som Harmoniseringskontoret havde sendt meddelelsen til. Harmoniseringskontoret påberåbte sig regel 77, som bestemmer, at »[e]n meddelelse fra Kontoret til den behørigt udpegede repræsentant har samme retsvirkning som en meddelelse til fuldmagtsgiveren«.
8)
Varemærkeindehaveren har med denne appel påstået følgende:
i)
Formålet med ligestillingsbestemmelsen i regel 77 er at fastslå, at Harmoniseringskontoret har opfyldt sin meddelelsespligt, når den fremsender partens repræsentant en meddelelse vedrørende omstændigheder, i forhold til hvilke denne repræsentant har fuldmagt til at handle. Harmoniseringskontoret har derefter ikke pligt til at foretage sig yderligere. Dette er imidlertid ikke nogen relevant overvejelse i den foreliggende sag.
ii)
I forbindelse med frister for betaling af fornyelsesgebyr er »hindringen« bragt til ophør i forhold til fristen, når varemærkeindehaveren selv og/eller den person, som denne specifikt har bemyndiget til at forestå betaling, reelt bliver opmærksom på den utilsigtede manglende betaling. Enhver anden konklusion ville gøre den pågældende bestemmelse indholdsløs: Navnlig vil professionelle repræsentanter altid kende til og forventes at kende til de relevante frister, således at Harmoniseringskontorets fremsendelse af en meddelelse til ham eller hende som hovedregel alligevel vil være irrelevant.
iii)
Betaling af fornyelsesgebyret er en simpel pengeoverførsel, som ikke kræver retlig repræsentation. En part kan derfor selv betale gebyret eller bemyndige en anden person til at gøre det. Når en parts »repræsentant« — som har repræsenteret parten i sager for Harmoniseringskontoret — ikke også har et specifikt ansvar for at betale fornyelsesgebyr, er meddelelsen om den manglende betaling til denne repræsentant uden relevans. Dette er ikke meddelelse til parten og kan ikke anses som sådan. Nævnte repræsentant er ikke retligt ansvarlig for at reagere på en sådan meddelelse (men kan videresende den til sin klient af professionel høflighed).
iv)
I forhold til de faktiske omstændigheder sådan som dem i den foreliggende sag er en repræsentant i andre anliggender ikke den »behørigt udpegede repræsentant« i forhold til betaling af fornyelsesgebyret. Meddelelse til ham eller hende opfylder derfor ikke kravene i regel 77 og gør ikke ligestillingsbestemmelsen anvendelig.
v)
Sammenfattende er den relevante person, der skal tages hensyn til, personen med ansvar for at udføre den pågældende handling. Først når denne person bliver opmærksom på den manglende overholdelse, kan den relevante frist for at indgive begæring begynde at løbe.
vi)
Om end bestemmelserne i den europæiske patentkonvention ikke er bindende i fællesskabsretten, er det dog klart, at de har en stærkt vejledende karakter. Når der fra Den Europæiske Patentmyndighed foreligger retspraksis om en tilsvarende formulering, er det meget ønskeligt, at fortolkningen er den samme. Hvis fortolkningen er en anden, må enten den ene eller den anden fortolkning være forkert. Appellanten har gjort gældende, at de parallelle afgørelser fra Den Europæiske Patentmyndighed er korrekte, hvad også gælder deres begrundelse.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT L 11, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy