13.3.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 63/23
Appel iværksat den 4. december 2009 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt den 23. september 2009 af Retten i Første Instans (Syvende Afdeling) i sag T-263/07, Estland mod Kommissionen
(Sag C-505/09 P)
2010/C 63/38
Processprog: estisk
Parter
Appellant: Europa-Kommissionen (ved E. Kružíková, E. White og E. Randvere, som befuldmægtigede)
De andre parter i appelsagen: Republikken Estland, Republikken Litauen, Den Slovakiske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves.
—
Republikken Estland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Kommissionen er af den opfattelse, at dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (herefter »Retten«) bør ophæves af følgende grunde:
1)
Retten har tilsidesat artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans, idet den fandt, at sagen kunne antages til realitetsbehandling i forhold til artikel 1, nr. 3) og 4), artikel 2, nr. 3) og 4), samt artikel 3, stk. 2 og 3, i Kommissionens beslutning af 4. maj 2007 (om den nationale plan for tildeling af drivhusgasemissionskvoter, som Republikken Estland har fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (1)). Retten fastslog fejlagtigt, at sagen vedrørende beslutningen kunne antages til realitetsbehandling i sin helhed, uanset at sagsøgeren kun havde anført søgsmålsgrunde for annullation i forhold til artikel 1, nr. 1) og 2), artikel 2, nr. 1) og 2), samt artikel 3, stk. 1.
2)
Retten begik en fejl i forhold til direktivets artikel 9, stk. 1 og 3, idet den ved fastsættelsen af omfanget af Kommissionens kontrolbeføjelse og Kommissionens beføjelse i anvendelsen af direktivets artikel 9, stk. 3, anlagde en urigtig fortolkning af ligebehandlingsprincippet og af direktivets formål. Tildelingsplanerne er ikke klassiske foranstaltninger til gennemførelse af et direktiv, som bliver vurderet a posteriori. Hvis man accepterede, at hver medlemsstat fremlagde sine egne data, som ikke blev kontrolleret, ville dette indebære risiko for, at medlemsstaterne ikke ville blive behandlet lige. Formålet med direktivet vil dog kun kunne opfyldes, hvis kvoteefterspørgslen overstiger udbuddet. Man må sondre mellem den øvre grænse for den samlede kvotemængde, der kan tildeles, og den samlede kvotemængde, der kan tildeles.
3)
Retten har fejlfortolket rækkevidden af princippet om god forvaltning. Udarbejdelsen af tildelingsplanen har været medlemsstatens opgave, og Kommissionen har ikke haft nogen beføjelse til at udbedre mangler heri, men alene til at vurdere, om tildelingsplanen var forenelig med direktivet.
4)
Retten har anlagt en urigtig retlig vurdering af bestemmelserne i Kommissionens beslutning, idet den antog, at artikel 1, nr. 1) og 2), artikel 2, nr. 1) og 2), samt artikel 3, stk. 1, ikke kunne adskilles fra de andre bestemmelser i Kommissionens beslutning, og annullerede beslutningen i sin helhed. I realiteten er det ikke umuligt at adskille bestemmelserne, da det af opbygningen af og begrundelsen for Kommissionens beslutning klart fremgår, at hvert nummer i artikel 2 ikke lader sig adskille fra det tilsvarende nummer i artikel 1, men ikke at numrene i artikel 2 indbyrdes er uadskillelige. Det samme gælder for artikel 1.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32).
Full & Egal Universal Law Academy