30.1.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 24/45
Sag anlagt den 8. december 2009 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik
(Sag C-508/09)
2010/C 24/78
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Zadra og D. Recchia, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Den Italienske Republik
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 9 i direktiv 79/409/EØF (1), idet regionen Sardinien har indført og anvender bestemmelser vedrørende tilladelser til at fravige ordningen med beskyttelse af vilde fugle, der ikke opfylder betingelserne i nævnte direktivs artikel 9.
—
Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen er af den opfattelse, at den lovgivning, som regionen Sardinien har indført, ikke er i overensstemmelse med forskrifterne i artikel 9 i direktiv 79/409.
Regionallov nr. 2 af 13. februar 2004 om udtagning til jagtformål i medfør af en fravigelse af den almindelige beskyttelsesordning, og dekret 3/V af 2004 og 8/IV af 2006, som er udstedt med hjemmel i den ovenfornævnte regionale lov, opfylder ikke kravene i direktivets artikel 9, for så vidt som
—
det videnskabelige organ anmodes undertiden om en udtalelse, og i tilfælde af et benægtende svar, efterkommes udtalelsen ikke, og andre gange anmodes der slet ikke om en udtalelse,
—
der mangler en tilstrækkelig begrundelse (vedrørende de betingelser, der skal overholdes ved udtagning til jagtformål i medfør af en fravigelse af den almindelige beskyttelsesordning, overvejelse af alternative løsninger, sandsynlige resultater),
—
der er findes ikke nogen passende kontrolordning, hvormed det kan kontrolleres, om betingelserne for fravigelsen er opfyldt, således at de nødvendige skridt kan tages rettidigt,
—
den regionale lov kræver ikke, at betingelserne i direktivets artikel 9, stk. 2, skal være opfyldt, og derfor er der heller ikke nogen henvisning hertil i undtagelsesbestemmelserne.
Lov nr. 2 af 13. februar 2004 blev ændret ved regional lov nr. 4 af 11. maj 2006. Til trods for disse ændringer opfylder hverken lov nr. 2 af 13. februar 2004 eller dekret nr. 2225/DecA/3 af 30. januar 2009, udstedt med hjemmel i denne lov, kravene i direktivets artikel 9, idet
—
den omstændighed, at der kan foretages en høring af det videnskabelige organ, ikke er til hinder for, at der vedtages mangelfulde undtagelsesbestemmelser for så vidt angår berettigelse og begrundelse, eller at der udstedes undtagelsesbestemmelser uden, at der foretages en høring af det videnskabelige organ,
—
den ændrede regionale lov 2/2004 tager fortsat ikke hensyn til, at de konkrete undtagelsesbestemmelser skal henvise til betingelserne i artikel 9, stk. 2, i direktiv 79/409 (dekret 2225 er i denne henseende ligeledes mangelfuldt).
(1) Rådets direktiv 79/409/EØF af 2.4.1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy