4.7.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 153/43
Sag anlagt den 14. april 2009 — Den Hellenske Republik mod Kommissionen
(Sag T-158/09)
2009/C 153/85
Processprog: græsk
Parter
Sagsøger: Den Hellenske Republik (ved B. Karrà, I. Chalkìas og S. Papaioannou)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens anfægtede beslutning K(2009) 810 af 13. februar 2009»vedrørende inddrivelse af udgifter, der finansieres af EUGFL, når virksomhederne har handlet ulovligt«, annulleres eller forandres, for så vidt den vedrører Den Hellenske Republik.
—
Sagsøgeren tilbagebetales de 50 %, der blev tilbageholdt i henhold til artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/05, da der ikke foreligger en ulovlig adfærd i henhold til artikel 32, stk. 3, 4 og 6-13 (undtaget stk. 7), og skyldneren heller ikke er insolvent i henhold til artikel 32, stk. 2.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen har i beslutning K(2009) 810 af 13. februar 2009, »vedrørende inddrivelse af udgifter, der finansieres af EUGFL, når virksomhederne har handlet ulovligt«, pålagt sagsøgeren finansielle korrektioner for 13 348 979,02 EUR som følge af en ifølge Kommissionen påvist forsømmelse fra de græske myndigheders side i en periode på fire år fra den første rapport om konstatering af en uregelmæssighed, og fordi de ikke har tilbagesøgt uberettiget støtte til 5 virksomheder i vindyrkningssektoren, bomuldssektoren m.fl., samt 8 emballagevirksomheder, som var omfattet af støtteordningen for forbrug af olivenolie.
Den Hellenske Republik har med det første annullationsanbringende anført, at der i ingen af de 13 undersøgte tilfælde foreligger en gyldig hjemmel for at pålægge korrektionen, eftersom Kommissionen har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 31, stk. 1, og artikel 32, stk. 8, i forordning (EF) nr. 1290/2005 (1). Sagsøgeren har ligeledes anført, at Kommissionen har begået en klar væsentlig fejl og foretaget en fejlvurdering af de faktiske omstændigheder vedrørende de kompetente hellenske myndigheders handlinger, samt at den anfægtede beslutnings begrundelse, som er støttet på en urigtig forudsætning om, at fristen på fire år, regnet fra den første konstatering af en uregelmæssighed, var udløbet, uden at tilbagesøgningsproceduren eller en gyldig tilbagesøgningsprocedure var indledt, ikke opfylder kravene i artikel 253 EF, fordi den er mangelfuld og ubestemt, og Grækenlands argumenter ikke er blevet gendrevet under de bilaterale høringer og under proceduren for tvistbilæggelsesorganet.
Med det andet annullationsanbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen i fire tilfælde med urette ikke har anvendt artikel 32, stk. 5, litra e), og artikel 32, stk. 6, litra a) og b), i forordning nr. 1290/05, men i stedet artikel 32, stk. 1 og 8, i fire tilfælde, hvorved den pågældende udgift er pålagt sagsøgeren i stedet for EUGFL.
Med det tredje annullationsanbringende har sagsøgeren anført, at ordlyden af artikel 32 i forordning (EF) nr. 1290/05, som fastsætter en årlig frist for iværksættelsen af de administrative og retslige procedurer i henhold til national lovgivning for at foretage tilbagesøgningen, som løber fra den første retslige eller administrative rapport, udelukkende vedrører uregelmæssigheder, der finder sted efter ikrafttrædelsen af den pågældende forordning og ikke kan vedrøre uregelmæssigheder, der er konstateret ti år tidligere, hvor andre bestemmelser, som ikke foreskrev en lignende frist, men derimod krævede overholdelse af en rimelig for kontrollen, fandt anvendelse.
Med det fjerde annullationsanbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionens urimelige krav om at pålægge sagsøgeren de pågældende beløb, efter at der er forløbet 15-20 år fra den ulovlige adfærd, er forældet som følge af procedurens urimeligt lange varighed, og at der ellers foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
Endelig har sagsøgeren med det femte annullationsanbringende påberåbt sig den omstændighed, at der ikke foreligger en uregelmæssighed i henhold til artikel 32, stk. 3, 4, 6 og 8-13, at tilbagesøgningen under alle omstændigheder er omfattet af 24 måneders-reglen, i medfør af artikel 31, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1290/2005, samt at pålæggelsen af de tilsvarende beløb for en periode, der langt overskrider 24 måneder fra meddelelsen af kontrolresultaterne, er behæftet med en mangel og skal annulleres.
(1) Berigtigelse til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21.6.2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy