15.8.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 193/25
Sag anlagt den 10. juni 2009 — BT Pension Scheme Trustees mod Kommissionen
(Sag T-230/09)
2009/C 193/41
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: BT Pension Scheme Trustees Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers J. Derenne og A. Müller-Rappard)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Beslutningen annulleres.
—
Subsidiært annulleres beslutningens artikel 1, for så vidt den henviser til, at statsstøtte ulovligt blev iværksat, ligesom beslutningens artikel 2, artikel 3, første led, og artikel 4, annulleres, for så vidt som disse bestemmelser henviser til tilbagebetaling af støtte.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Den foreliggende sag er anlagt af forvalterne af British Telecommunications Pension Scheme (herefter »BTPS«) — pensionsordningen støttet af British Telecommunications plc (herefter »BT«) — der er ansvarlig for administrationen af ordningen, især for indsamlingen og investeringen af bidragene samt udbetalingen af ydelser til BT’s pensionerede ansatte og deres familiemedlemmer i overensstemmelse med stiftelsesdokumenterne, der gælder for BTPS, og generel lovgivning.
Ved dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 685 endelig udg. af 11. februar 2009 (statsstøtte nr. C 55/2007 (ex NN 63/2007, CP 106/2006)) for så vidt som den betegner den pågældende foranstaltning — »fritagelsen« for BTPS for at betale bidrag til pensionsgarantifonden (herefter »PGF«) »for så vidt angår modtagerens pensionsforpligtelser dækket af statsgarantien« — som ulovlig og uforenelig statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, for så vidt som den foreskriver, at støtten skal søges tilbagebetalt fra modtageren med renter fra den dato, hvor den trådte i kraft, og indtil den dato, hvor den tilbagebetales.
I det første anbringende anfører sagsøgeren, at beslutningen stred mod artikel 87, stk. 1, EF i fire henseender:
For det første er betingelsen om selektivitet ifølge sagsøgeren blevet tilsidesat ved, at beslutningen ikke klart fastlægger det korrekte referencesystem og dets mål, og at Kommissionen derfor urigtigt fandt, at BTPS drog fordel af en såkaldt »fritagelse«.
For det andet hævdes det, at betingelsen for økonomisk fordel er blevet tilsidesat, idet Kommissionen ikke kunne lægge til grund, at BT var begunstiget af økonomisk fordel i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, fordi forvalterne betaler et reduceret bidrag til PGF’en, uden at have sammenlignet BT’s samlede situation med konkurrenternes, der ikke lider under den samme strukturelle ulempe, hvad angår pensionsomkostninger, som BT.
For det tredje anføres det, at betingelsen for konkurrencefordrejning og samhandelspåvirkning er blevet tilsidesat ved, at der i mangel af nogen fordel, som det er påpeget lige ovenfor, ikke kan være nogen form for konkurrencefordrejning og/eller samhandelspåvirkning.
For det fjerde gør sagsøgeren gældende, at betingelsen for overførsel af statslige midler er blevet tilsidesat ved, at beslutningen ikke kunne have klassificeret overførslen af statslige midler i forbindelse med statsgarantien som den relevante overførsel af statslige midler med det formål at klassificere umuligheden for BTPS til at deltage i PGF’en som statsstøtte.
I det andet anbringende hævder sagsøgeren, at beslutningen tilsidesætter artikel 253 EF ved, at den ikke giver nogle begrundelser, for så vidt angår de følgende punkter:
—
Begrundelsen vedrørende vurderingen af det generelle referencesystem gennem dens analyse af tilstedeværelsen af en selektiv fordel er modstridende;
—
for så vidt angår analyse af betingelsen for selektivitet, særligt ved ikke detaljeret at udføre den tretrins analyse, som relevant retspraksis foreskriver.
—
Kommissionen har angiveligt utilstrækkeligt begrundet, hvorfor den anser de yderligere forpligtelser, der er pålagt BT ved privatisering, for irrelevante for formålet med at fastslå BT’s samlede stilling på markedet i sammenligning med konkurrenternes.
—
Kommissionen undlod angiveligt at forklare, hvordan overførslen af statslige midler vedrørende statsgarantien kunne udgøre den relevante overførsel af statslige midler for adskillige fritagelser (i henhold til bestemmelserne i Pensions Act 2004), som følger af tilstedeværelsen af statsgarantien.
I det tredje anbringende hævder sagsøgeren, at beslutningen tilsidesætter begrebet om ulovlig støtte i henhold til artikel 88, stk. 3, EF sammenholdt med artikel 1, litra f), og artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (1), ved, at der ikke er nogen støtte, som kan kræves tilbagebetalt, hverken fra BT eller fra BTPS’en og dens forvalter, idet den angivelige støtte som et resultat af en betinget aftale ikke har været iværksat.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT 1999 L 83, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy