17.3.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 80/2
Domstolens dom (Første Afdeling) af 9. februar 2012 — Márton Urbán mod Vám- és Pénzügyőrség Észak-alföldi Regionális Parancsnoksága (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hajdú-Bihar Megyei Bíróság — Ungarn)
(Sag C-210/10) (1)
(Vejtransport - overtrædelse af reglerne vedrørende brug af fartskriver - medlemsstaternes forpligtelse til at fastsætte forholdsmæssigt afpassede sanktioner - fast bøde - sanktionens forholdsmæssighed)
2012/C 80/03
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Hajdú-Bihar Megyei Bíróság
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Márton Urbán
Sagsøgt: Vám- és Pénzügyőrség Észak-alföldi Regionális Parancsnoksága
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hajdú-Bihar Megyei Bíróság — fortolkning af artikel 19, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT L 102, s. 1) og af artikel 13-16 i Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport (EFT L 370, s. 8) — nationale forskrifter, hvorefter alle overtrædelser af reglerne vedrørende anvendelsen af diagramark udløser en bøde af samme størrelse uden hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed, og uden at der er fastsat disculperende omstændigheder — medlemsstaternes forpligtelse til at fastsætte sanktioner i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet
Konklusion
1)
Proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at det er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007 om fastsættelse af størrelsen på de bøder, der kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer (a közúti árufuvarozáshoz és személyszállításhoz kapcsolódó egyes rendelkezések megsértése esetén kiszabható bírságok összegéről szóló 57/2007. Korm. rendelet), af 31. marts 2007, som fastsætter pålæg af en bøde på et fast beløb for alle overtrædelser, uanset disses grovhed, af reglerne vedrørende anvendelsen af diagramark i artikel 13-16 i Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport, som ændret ved forordning nr. 561/2006.
2)
Proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007 om fastsættelse af størrelsen på de bøder, der kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer, som indfører et objektivt ansvar. Derimod skal proportionalitetskravet fortolkes således, at det er til hinder for størrelsen af den sanktion, der er fastsat ved denne ordning.
(1) EUT C 195 af 17.7.2010.
Full & Egal Universal Law Academy