28.1.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 25/13
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 10. november 2011 — Norma-A SIA og Dekom SIA mod Latgales plānošanas reģions, som er indtrådt i rettighederne efter Ludzas novada dome (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākās tiesas Senāts — Letland)
(Sag C-348/10) (1)
(Offentlige kontrakter - direktiv 2004/17/EF - artikel 1, stk. 3, litra b) - direktiv 92/13/EØF - artikel 2d, stk. 1, litra b) - begrebet »koncessionskontrakt om tjenesteydelser« - levering af offentlige bustransportydelser - ret til at udnytte tjenesteydelsen og betaling til tjenesteyderen af et beløb i kompensation for tab - risiko for driften begrænset i henhold til national lovgivning og kontrakten - klageprocedurer ved tildeling af kontrakter - umiddelbar anvendelighed af artikel 2d, stk. 1, litra b), i direktiv 92/13/EØF på kontrakter indgået inden fristen for gennemførelse af direktiv 2007/66/EF)
2012/C 25/20
Processprog: lettisk
Den forelæggende ret
Augstākās tiesas Senāts
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Norma-A SIA og Dekom SIA norma
Sagsøgt Latgales plānošanas reģions, som er indtrådt i rettighederne efter Ludzas novada dome
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Augstākās tiesas Senāta Administratīvo lietu departaments — fortolkning af artikel 1, stk. 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT L 134, s. 1), og artikel 2d, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT L 76, s. 14), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter (EFT L 335, s. 31) — begrebet koncession af tjenesteydelser — kontrakt om offentlige bustransportydelser, som modsvares af en ret til at levere ydelsen og den ordregivende myndigheds betaling til tjenesteyderen af en kompensation for tab forbundet med driften, idet risikoen som er forbundet med levering af disse ydelser er begrænset ved national lovgivning og nævnte kontrakt — klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter — annullationssøgsmål vedrørende koncessionskontrakten — direkte anvendelighed i Letland af artikel 2d, stk. 1, litra b), i direktiv 92/13/EØF på kontrakter indgået inden udløbet af gennemførelsesfristen for direktiv 2007/66/EF
Konklusion
1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester skal fortolkes således, at en kontrakt, hvorved den valgte tilbudsgiver i medfør af de offentligretlige bestemmelser og kontraktbestemmelser, som regulerer leveringen af disse ydelser, ikke påtager sig en væsentlig del af den risiko, som den ordregivende myndighed løber, udgør en »tjenesteydelseskontrakt« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra d). Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede transaktion skal kvalificeres som en koncessionskontrakt om tjenesteydelser eller en offentlig tjenesteydelseskontrakt under hensyntagen til alle den nævnte transaktions karakteristika.
2)
Artikel 2d, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007, finder ikke anvendelse på offentlige kontrakter, der er indgået inden udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2007/66.
(1) EUT C 246 af 11.9.2010.
Full & Egal Universal Law Academy