4.2.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 32/9
Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. november 2011 — National Grid Indus BV mod Inspecteur van de Belastingdienst Rijnmond/kantoor Rotterdam (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof te Amsterdam — Nederlandene)
(Sag C-371/10) (1)
(Flytning af et selskabs faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat end den, hvor selskabet er stiftet - etableringsfrihed - artikel 49 TEUF - beskatning af latente kapitalgevinster af aktiver tilhørende et selskab, der flytter sit hjemsted mellem medlemsstater - fastsættelse af skattebeløbet på tidspunktet for flytningen af hjemstedet - øjeblikkelig opkrævning af skatten - proportionalitet)
2012/C 32/14
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Gerechtshof te Amsterdam
Parter i hovedsagen
Sagsøger: National Grid Indus BV
Sagsøgt: Inspecteur van de Belastingdienst Rijnmond/kantoor Rotterdam
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Gerechtshof te Amsterdam — fortolkning af artikel 43 EF (nu artikel 49 TEUF) — nationale skatteregler, der fastsætter en øjeblikkelig exitskat for selskaber, som flytter deres sæde eller aktiver til en anden medlemsstat
Konklusion
1)
Et selskab, der er stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning, som flytter sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat, uden at denne flytning berører dets egenskab af selskab i førstnævnte medlemsstat, kan påberåbe sig artikel 49 TEUF med henblik på at anfægte lovligheden af en beskatning, der er pålagt selskabet af førstnævnte medlemsstat i forbindelse med nævnte flytning af hovedsæde.
2)
Artikel 49 TEUF skal fortolkes således:
—
Den er ikke til hinder for en medlemsstats skattelovgivning, hvorefter skattebeløbet af latente kapitalgevinster af aktiverne i et selskab fastsættes endeligt — uden at hverken kurstab eller kapitalgevinster, der kan realiseres senere, tages i betragtning — på det tidspunkt, hvor selskabet på grund af flytningen af sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat ophører med at oppebære skattepligtig indkomst i førstnævnte medlemsstat. Det er herved uden betydning, at de beskattede latente kapitalgevinster hænger sammen med en valutagevinst, der som følge af de skatteregler, der gælder i værtsmedlemsstaten, ikke kommer til udtryk dér.
—
Den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter skat på latente kapitalgevinster af aktiverne i et selskab, som flytter sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat, øjeblikkeligt opkræves på samme tidspunkt som nævnte flytning.
(1) EUT C 328 af 4.12.2010.
Full & Egal Universal Law Academy