11.2.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 39/4
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 15. december 2011 — Jan Voogsgeerd mod Navimer SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van Cassatie van België — Belgien)
(Sag C-384/10) (1)
(Romkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser - arbejdsaftale - parternes lovvalg - ufravigelige bestemmelser i den lov, der finder anvendelse i mangel af parternes lovvalg - fastlæggelse af denne lov - arbejdstager, der udfører sit arbejde i mere end én kontraherende stat)
2012/C 39/06
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Hof van Cassatie van België
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Jan Voogsgeerd
Sagsøgt: Navimer SA
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Hof van Cassatie van België — fortolkning af artikel 6, stk. 2, litra b), i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT L 266, s. 1) — lovvalget i mangel af aftale herom, arbejdsaftale — arbejdstager, som ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land — førstemaskinmester
Konklusion
1)
Artikel 6, stk. 2, i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, der blev åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, skal fortolkes således, at den nationale ret, for hvem sagen er indbragt, først skal fastlægge, om arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, som er det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de forhold, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.
2)
I tilfælde af, at den forelæggende ret finder, at den i den for retten indbragte sag ikke kan træffe afgørelse efter denne konventions artikel 6, stk. 2, litra a), skal den nævnte konventions artikel 6, stk. 2, litra b), fortolkes på følgende måde:
—
Begrebet »(arbejdsgiverens) forretningssted, som har antaget arbejdstageren« skal forstås således, at det udelukkende henviser til det forretningssted, som har foretaget antagelsen af arbejdstageren, og ikke det forretningssted, hvortil arbejdstageren er tilknyttet i kraft af den faktiske udførelse af sit arbejde.
—
Besiddelse af retsevne udgør ikke et krav, som arbejdsgiverens forretningssted i denne bestemmelses forstand skal opfylde.
—
Forretningsstedet for en anden virksomhed end den, som formelt optræder som arbejdsgiver, og med hvem denne virksomhed opretholder forbindelser, kan klassificeres som »forretningssted« som omhandlet i den nævnte konventions artikel 6, stk. 2, litra b), såfremt objektive omstændigheder gør det muligt at fastslå, at der foreligger en faktisk situation, der er forskellig fra den situation, som fremgår af aftalens ordlyd, og dette selv om instruktionsbeføjelsen ikke formelt er blevet overdraget til denne anden virksomhed.
(1) EUT C 317 af 20.11.2010.
Full & Egal Universal Law Academy