18.2.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 49/9
Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. december 2011 — Tomasz Ziolkowski (sag C-424/10), Barbara Szeja, Maria-Magdalena Szeja og Marlon Szeja (sag C-425/10) mod Land Berlin (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Tyskland)
(Forenede sager C-424/10 og C-425/10) (1)
(Fri bevægelighed for personer - direktiv 2004/38/EF - ret til tidsubegrænset ophold - artikel 16 - lovligt ophold - ophold i henhold til national ret - ophold tilbagelagt før den omhandlede borgers oprindelseslands tiltrædelse af Unionen)
2012/C 49/14
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesverwaltungsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Tomasz Ziolkowski (sag C-424/10), Barbara Szeja, Maria-Magdalena Szeja og Marlon Szeja (sag C-425/10)
Sagsøgt: Land Berlin
Procesdeltager: Vertreter des Bundesinteresses beim Bundesverwaltungsgericht
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Bundesverwaltungsgericht — fortolkning af artikel 16, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158, s. 77) — unionsborger, der i overensstemmelse med værtsmedlemsstatens ret har haft lovligt ophold i denne medlemsstat i mere end fem år, men som i denne periode aldrig har opfyldt kravene i artikel 7 i direktiv 2004/38/EF — begrebet »lovligt ophold« — ophold, der kun har varet i fem år, hvis man medregner perioder, der er tilbagelagt før tidspunktet for den pågældendes oprindelsesmedlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union — fastsættelse af den varighed af opholdet, der er nødvendig for at erhverve ret til permanent ophold
Konklusion
1)
Artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF skal fortolkes således, at en unionsborger, der alene i henhold til national ret har haft ophold i mere end fem år i værtsmedlemsstaten, ikke skal anses for at have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold i overensstemmelse med denne bestemmelse, når han under dette ophold ikke opfyldte betingelserne i samme direktivs artikel 7, stk. 1.
2)
Opholdsperioder, som en tredjelandsstatsborger har tilbagelagt i en medlemsstat før dette tredjelands tiltrædelse af Unionen, skal — hvis der ikke findes særlige bestemmelser i tiltrædelsesakten — tages i betragtning med henblik på erhvervelse af ret til tidsubegrænset ophold i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38, forudsat at de er tilbagelagt i overensstemmelse med de i direktivets artikel 7, stk. 1, nævnte betingelser.
(1) EUT C 301 af 6.11.2010.
Full & Egal Universal Law Academy