19.6.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 161/19
Sag anlagt den 16. marts 2010 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene
(Sag C-141/10)
2010/C 161/28
Processprog: nederlandsk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved V. Kreuschitz og M. van Beek, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Kongeriget Nederlandene
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (1) samt i henhold til artikel 45-48 TEUF, idet det ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på at bringe de bestemmelser, hvorefter bestemte sociale sikringsydelser ikke udbetales til statsborgere fra andre EU-medlemsstater, som er beskæftiget på boreplatforme i Nederlandene, til ophør.
—
Kongeriget Nederlandene tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
1)
I den senere tid har Europa-Parlamentet gentagne gange anmodet Kommissionen om oplysninger vedrørende portugisiske statsborgere, der er beskæftiget på boreplatforme på den nederlandske kontinentalsokkel og har bopæl i Portugal, men som ikke nyder de samme arbejdsvilkår og samme sociale beskyttelse som de arbejdstagere, der har bopæl i Nederlandene.
2)
Som følge heraf har Kommissionen i henhold til artikel 226 EF, nu artikel 258 TEUF, tilstillet Nederlandene en åbningsskrivelse og en begrundet udtalelse. Heri har Kommissionen anført, at de for den sociale sikring gældende bestemmelser i Nederlandene, efter Kommissionens opfattelse, også skal finde anvendelse på alle medarbejdere på nederlandske boreplatforme, der er statsborgere i en anden EU-medlemsstat. De nederlandske myndigheders vægring ved at tilkende disse personer deres sociale sikringsydelser er uforenelig med afsnit II i forordning (EØF) nr. 1408/71, navnlig med artikel 13, stk. 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, heri, samt med artikel 39 — 42 EF (nu artikel 45-48 TEUF).
3)
Endnu har Nederlandene ikke truffet alle foranstaltninger med henblik på at bringe de nationale bestemmelser, hvorefter bestemte sociale sikringsydelser ikke udbetales til statsborgere fra andre EU-medlemsstater, som er beskæftiget på boreplatforme i Nederlandene, til ophør.
4)
På denne baggrund konkluderer Kommissionen, at Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71 samt i henhold til artikel 45-48 TEUF, idet den har vægret at udbetale bestemte sociale sikringsydelser til statsborgere fra andre EU-medlemsstater, som er beskæftiget på boreplatforme i Nederlandene.
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende samt deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2).
Full & Egal Universal Law Academy