3.7.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 179/26
Appel iværksat den 6. maj 2010 af Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH til prøvelse af dom afsagt den 3. marts 2010 af Retten (Sjette Afdeling) i sag T-321/07 — Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-216/10 P)
2010/C 179/42
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH (ved Rechtsanwälte R. Kunze, G. Würtenberger)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Applus Servicios Tecnológicos, SL
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Retten den 3. marts 2010 i sag T-321/07, Lufthansa AirPlus Servicekarten GmbH mod KHIM — Applus Servicios Tecnológicos, SL (herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i en sag til prøvelse af afgørelse truffet den 7. juni 2007 af Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret om stadfæstelse af Indsigelsesafdelingens afgørelse, hvorved indsigelsen rejst mod EF-varemærkeansøgning nr. 002 933 356 blev forkastet, ophæves.
—
Efter afslutningen af den skriftlige forhandling fastsættes et tidspunkt for et retsmøde ved Domstolen.
—
Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har gjort gældende, at Rettens dom bør ophæves af følgende grunde:
—
Det var med urette, at Retten stadfæstede appelkammerets vurdering vedrørende kriterierne for, at der foreligger risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i varemærkeforordningen (1).
—
Det var med urette, at Retten afviste appellantens indsigelse i henhold til varemærkeforordningens artikel 8, stk. 5.
—
Retten tilsidesatte varemærkeforordningens artikel 75, da den fastslog, at appelkammeret »ud fra procesøkonomiske hensyn« med rette kunne undlade at foretage en fuldstændig prøvelse af appellantens øvrige argumenter, navnlig dem der vedrørte appellantens ældre varemærkeregistrerings særpræg.
—
Dommen er i strid med varemærkeforordningens artikel 76.
—
Det var med urette, at Retten accepterede, at den omstændighed, at Harmoniseringskontoret ikke underrettede appellanten om, at der var sket ejerskifte i forhold til EF-varemærkeansøgningerne — hvorved appellanten blev frataget muligheden for at fremkomme med bemærkninger til ejerskiftet — ikke udgjorde en grov tilsidesættelse af appellantens ret til at blive hørt.
—
Retten traf en afgørelse om sagens omkostninger, der ikke var i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i EU-retten.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy