31.7.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 209/14
Sag anlagt den 6. maj 2010 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik
(Sag C-220/10)
2010/C 209/22
Processprog: portugisisk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved P. Guerra e Andrade og S. Pardo Quintillán, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Den Portugisiske Republik
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Den Portugisiske Republik
—
har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bilag II til direktiv 91/271/EØF (1), sammenholdt med direktivets artikel 6, stk. 1, idet den har kortlagt alle de kystnære vandområder ved øen Madeira og alle de kystnære vandområder ved øen Porto Santo som mindre følsomme områder uden at anvende de kriterier, som er fastsat i nævnte bilag II, og navnlig uden at have gennemført omfattende undersøgelser, hvoraf det fremgår, at de respektive spildevandsudledninger ikke vil påvirke miljøet negativt
—
har tilsidesat artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/271/EØF, idet den foretager en mindre vidtgående rensning end foreskrevet i direktivets artikel 4 af byspildevand fra byområder med over 10 000 PE (personækvivalent) — som det er tilfældet for byområderne Funchal og Câmara de Lobos med spildevandsudledninger til de kystnære vandområder ved øen Madeira — uden at have gennemført omfattende undersøgelser, hvoraf det fremgår, at de respektive spildevandsudledninger ikke vil påvirke miljøet negativt
—
har tilsidesat artikel 3 og 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke har sikret, at byområdet Albufeira/Armação de Pêra er forsynet med kloaknet til opsamling af byspildevand i overensstemmelse med artikel 3, og ikke har sikret, at dette spildevand i overensstemmelse med direktivets artikel 5 renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4
—
har tilsidesat artikel 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 5 har sikret, at byspildevandet fra byområdet Beja renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4
—
har tilsidesat artikel 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 5 har sikret, at byspildevandet fra byområdet Chaves renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4
—
har tilsidesat artikel 3 og 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke har sikret, at fem byområder beliggende ved Tejo-flodmundingen — dvs. Barreiro/Moita, Fernão Ferro, Montijo, Quinta do Conde og Seixal — er forsynet med kloaknet til opsamling af byspildevand i overensstemmelse med artikel 3, og idet den for så vidt angår seks byområder, som udleder deres spildevand til Tejo-flodmundingens venstre bred — dvs. Barreiro/Moita, Corroios/Quinta da Bomba, Fernão Ferro, Montijo, Quinta do Conde og Seixal — ikke har sikret i overensstemmelse med direktivets artikel 5, at dette spildevand renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4
—
har tilsidesat artikel 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 5 har sikret, at byspildevandet fra byområdet Elvas renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4
—
har tilsidesat artikel 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 5 har sikret, at byspildevandet fra byområdet Tavira renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4
—
har tilsidesat artikel 3 og 5 i direktiv 91/271/EØF, idet den ikke har sikret, at byområdet Viseu er forsynet med kloaknet til opsamling af byspildevand i overensstemmelse med artikel 3, og ikke har sikret, at dette spildevand i overensstemmelse med direktivets artikel 5 renses mere vidtgående end foreskrevet i artikel 4.
—
Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Der er flere byområder, som ikke opfylder direktivets bestemmelser. Seks af disse byområder opfylder ikke kravene i artikel 3, og tolv byområder opfylder ikke kravene i artikel 5.
Visse af de omhandlede byområder gennemfører ingen form for rensning af deres byspildevand.
I henhold til direktivet kræves der en mere vidtgående rensning af byspildevand, som udledes til følsomme områder, end af spildevand, som udledes til andre områder.
I overensstemmelse med del B i bilag II kan et hav eller havområde kortlægges som mindre følsomt område, hvis udledningen af spildevand ikke påvirker miljøet negativt på grund af områdets morfologi, hydrologi eller særlige hydrauliske forhold.
Direktivets artikel 6, stk. 2, fastsætter betingelserne for, at byspildevand, der udledes til mindre følsomme områder, kan renses mindre vidtgående. Bestemmelsen fastsætter bl.a., at byspildevand fra byområder med mellem 10 000 og 150 000 PE, der udledes til kystnære vandområder, kun kan renses mindre vidtgående, såfremt det af omfattende undersøgelser fremgår, at udledningerne ikke vil påvirke miljøet negativt, og forudsat at Kommissionen meddeles alle relevante oplysninger om disse undersøgelser.
(1) Rådets direktiv 91/271/EØF af 21.5.1991 om rensning af byspildevand, EFT L 135, s. 40.
Full & Egal Universal Law Academy