18.12.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 346/23
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Regensburg (Tyskland) den 11. juni 2010 — G mod Cornelius de Visser
(Sag C-292/10)
2010/C 346/38
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landgericht Regensburg
Parter i hovedsagen
Sagsøger: G
Sagsøgt: Cornelius de Visser
Præjudicielle spørgsmål
a)
Er artikel 6, stk. 1, første afsnit, første sætningsled, i traktaten om Den Europæiske Union i Lissabontraktatens affattelse (herefter »TEU«), sammenholdt med artikel 47, stk. 2, første punktum, i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (herefter »EUCh«), eller andre europæiske retsforskrifter til hinder for en såkaldt offentlig forkyndelse i henhold til national ret (i henhold til §§ 185-188 i den tyske lov om civil retspleje (herefter »Zivilprocessordnung«) ved ophængning af meddelelsen om stævningen i en måned på retstavlen ved den ret, som er ansvarlig for stævningen), når modparten i en (påbegyndende) civilretlig sag ganske vist angiver en adresse inden for Den Europæiske Unions område (herefter »Unionsområdet«) på sin website, men forkyndelse ikke var mulig, idet den sagsøgte ikke opholdt sig der, og det i øvrigt ikke var muligt at fastslå, hvor den sagsøgte for tiden opholdt sig?
b)
Såfremt spørgsmål a) under punkt 2 besvares bekræftende:
Er den nationale ret forpligtet til at undlade at anvende de nationale bestemmelser, som tillader offentlig forkyndelse, jf. EU-Domstolens hidtidige retspraksis (senest sag C-341/08 […]), selv om en sådan tilsidesættelseskompetence ifølge national ret kun tilkommer (den tyske) Bundesverfassungsgericht
og
skal sagsøgeren for at kunne gennemføre sine rettigheder tilsende retten en ny adresse for sagsøgte, hvor forkyndelse kan finde sted, til fornyet forkyndelse af søgsmålet, idet en gennemførelse af sagen i henhold til national ret i mangel på kendskab til sagsøgtes opholdssted ikke ville være mulig uden offentlig forkyndelse?
c)
Såfremt spørgsmål a) under punkt 2 besvares benægtende: Er artikel 26, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (herefter »fuldbyrdelsesforordningen«), i det foreliggende tilfælde til hinder for afsigelse af en udeblivelsesdom i henhold til § 331 i Zivilprocessordnung, som er et tvangsfuldbyrdelsesdokument på et ubestridt krav i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (herefter »tvangsfuldbyrdelsesforordningen«), for så vidt angår afsigelse af dom til betaling af godtgørelse på et beløb af mindst 20 000,00 EUR med tillæg af renter og sagsomkostninger på et beløb af 1 419,19 EUR med tillæg af renter?
De følgende spørgsmål stilles under den forudsætning, at sagsøgeren under hensyntagen til EU-Domstolens svar på de under punkt 2 a)-c) stillede spørgsmål stadig vil kunne gennemføre søgsmålet.
d)
Finder fuldbyrdelsesforordningen under hensyntagen til dennes artikel 4, stk. 1, og artikel 5, nr. 3), også anvendelse i tilfælde, hvor den sagsøgte i et civilt søgsmål på grund af drift af en website stævnes med påstand om undladelse, oplysninger og skadeserstatning og ganske vist (formodentlig) er unionsborger i henhold til artikel 9, andet punktum, TEU, men har ubekendt opholdssted, og det dermed også er tænkeligt, men dog under ingen omstændigheder sikkert, at han for tiden befinder sig uden for Unionens område og også uden for resten af anvendelsesområdet for konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgået i Lugano den 16. september 1988 (herefter »Luganokonventionen«), og hvor den nøjagtige placering af den server, hvorpå en website er lagret, ikke er bekendt, men det dog er nærliggende, at den kunne befinde sig inden for Unionens område?
e)
Hvis fuldbyrdelsesforordningen finder anvendelse i dette tilfælde: Skal udtrykket »det sted, hvor skadestilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« i forordningens artikel 5, nr. 3), når der gennem indholdet af en internet-website vil (kunne) foregå en krænkelse af personlige rettigheder, fortolkes således,
at den berørte person (herefter »sagsøgeren«) kan rejse sag med påstand om at få nedlagt forbud, udlevering af oplysninger og skadeserstatning mod websitens indehaver (herefter »sagsøgte«) ved domstolene i enhver medlemsstat, hvorfra websiten kan downloades, uafhængigt af, hvor (inden for eller uden for Unionens område) sagsøgte er hjemmehørende,
eller
at retterne i en medlemsstat, hvor websitens indehaver ikke er hjemmehørende, eller hvor der ikke findes nogen holdepunkter for, at sagsøgte befinder sig på denne medlemsstats område, kun er kompetente, såfremt det anfægtede indhold eller websiten har en særlig tilknytning til den stat, hvor retten er beliggende (indlandstilknytning), der rækker ud over den blotte mulighed af at kunne downloade websiten?
f)
Hvis en sådan indlandstilknytning kræves: Efter hvilke kriterier defineres en sådan tilknytning?
Er det afgørende, om den anfægtede website i henhold til indehaverens bestemmelse målrettet (også) henvender sig til internetbrugere i den stat, hvor retten er beliggende, eller er det tilstrækkeligt, at de oplysninger, der kan downloades fra websiten, objektivt har en tilknytning til den stat, hvor retten er beliggende, i den forstand, at der i denne stat, alt efter det konkrete tilfældes art, særlig på grund af det påtalte indhold, rent faktisk kan være indtruffet eller vil kunne indtræffe en kollision mellem de modstridende interesser — på den ene side sagsøgerens interesse i respekt for sine personlige rettigheder og på den anden side indehaverens interesse i frit at kunne udforme sin website — henholdsvis er indtruffet en sådan kollision, derved at en eller flere af den i sine personlige rettigheder krænkede persons bekendte har fået kendskab til websitens indhold?
g)
Har det betydning for konstateringen af den særlige indlandstilknytning, hvor mange gange den anfægtede website er besøgt fra den stat, i hvilken retten er beliggende?
h)
Såfremt den forelæggende ret i henhold til de foregående spørgsmål er kompetent til at behandle sagen: Gælder retsgrundsætningerne i EU-Domstolens dom af 7. marts 1995 (sag C-68/93 […]) også for det i det foregående beskrevne tilfælde?
i)
Såfremt det for etablering af et værneting ikke er nødvendigt med en særlig indlandstilknytning, eller såfremt der allerede foreligger en indlandstilknytning, når de anfægtede informationer objektivt har en tilknytning til den stat, hvor retten er beliggende, i den forstand, at der i denne stat, alt efter det konkrete tilfældes art, særligt på grund af det påtalte indhold, rent faktisk kan være indtruffet eller vil kunne indtræffe en kollision mellem de modstridende interesser, henholdsvis er indtruffet en sådan kollision, derved at en eller flere af den i sine personlige rettigheder krænkede persons bekendte har fået kendskab til websitens indhold, og indlandstilknytning ikke er afhængig af, hvor mange gange den anfægtede website er besøgt fra den stat, i hvilken retten er beliggende, eller hvis fuldbyrdelsesforordningen slet ikke finder anvendelse på den foreliggende sag:
Skal artikel 3, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (herefter benævnt e-handelsdirektivet) da fortolkes således, at disse bestemmelser har en kollisionsretlig karakter i den forstand, at de også fortrænger de nationale kollisionsnormer på det civilretlige område, og det alene er retten i oprindelseslandet, der finder anvendelse,
eller
er disse bestemmelser et korrektiv på materielretligt niveau, som sagligt ændrer indholdet af det materielretlige resultat, som følger af det nationale retssystems fastlæggelse af den anvendelige ret ud fra de nationale kollisionsnormer, og som reduceres til at passe til oprindelseslandets krav?
j)
Såfremt e-handelsdirektivets artikel 3, stk. 1 og 2, har kollisionsretlig karakter:
Foreskrives det i de anførte bestemmelser, at det kun er den materielle ret i oprindelseslandet, der skal anvendes, eller gælder dette også oprindelseslandets kollisionsnormer med den følge, at en henvisning fra retten i oprindelseslandet til retten i bestemmelseslandet fortsat er mulig?
k)
Såfremt e-handelsdirektivets artikel 3, stk. 1 og 2, har kollisionsretlig karakter:
Skal tjenesteyderens (formodentlige) nuværende opholdssted, hans opholdssted ved påbegyndelsen af offentliggørelsen af fotografierne af sagsøgeren eller den (formodentlige) placering af den server, hvorpå websiten er lagret, anvendes ved bestemmelsen af tjenesteyderens hjemsted?
Full & Egal Universal Law Academy