9.10.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 274/4
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesarbeitsgericht Köln (Tyskland) den 29. juni 2010 — Land Nordrhein-Westfalen mod Sylvia Jansen
(Sag C-313/10)
2010/C 274/05
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landesarbeitsgericht Köln
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Land Nordrhein-Westfalen
Sagsøgt: Sylvia Jansen
Præjudicielle spørgsmål
Spørgsmål 1
a)
Er det foreneligt med meningen med og formålet med § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (1), at der ved den retlige efterprøvelse af, hvorvidt fornyelsen af en tidsbegrænset kontrakt i det enkelte tilfælde er begrundet i objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a, udelukkende skal tages udgangspunkt i de forhold, der gør sig gældende på det tidspunkt, hvor en sådan fornyet kontrakt indgås, uden hensyntagen til, hvor mange tidsbegrænsede kontrakter der er gået forud for den pågældende kontrakt, eller:
b)
Indebærer meningen med og formålet med rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), der består i at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter, at der skal stilles desto strengere krav til de »objektive omstændigheder«, jo flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter der er gået forud for den, der nu skal efterprøves, eller jo længere den pågældende arbejdstager allerede forudgående har været ansat på grundlag af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter?
Spørgsmål 2
Er § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse til hinder for anvendelsen af en national retsforskrift som § 14, stk. 1, andet punktum, nr. 7, i den tyske lov om deltidsbeskæftigelse og tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (Gesetz über Teilzeitarbeit und befristete Arbeitsverträge, herefter »TzBfG«), hvorefter der alene inden for den offentlige sektor kan indgås flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med den »objektive begrundelse«, at arbejdstageren aflønnes af budgetmidler, der i henhold til budgetbestemmelserne til en tidsbegrænset ansættelse, mens sådanne økonomiske hensyn i forhold til arbejdsgivere i den private sektor ikke anerkendes som »objektiv begrundelse«?
Spørgsmål 3
a)
Er den retsforskrift vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er beskrevet i spørgsmål 2 (dvs. TzBfG’s § 14, stk. 1, andet punktum, nr. 7), i overensstemmelse med rammeaftalen, hvis den budgetbestemmelse, som TzBfG’s § 14, stk. 1, andet punktum, nr. 7, henviser til, indeholder en tilstrækkeligt konkret målsætning med tidsbegrænsningen, der navnlig hænger sammen med den pågældende aktivitet og betingelserne for udførelsen heraf (jf. Domstolens dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., sammendrag punkt 2)?
Såfremt spørgsmål 3 a) besvares bekræftende:
b)
Foreligger der en sådan tilstrækkeligt konkret målsætning, når finansloven, som i den foreliggende sag i § 7, stk. 3, i lov af 3. februar 2004 om vedtagelse af budgetterne for delstaten Nordrhein-Westfalen for regnskabsårene 2004/2005 (herefter »HG NW 2004/2005«), blot bestemmer, at budgetbevillingerne skal anvendes til en tidsbegrænset beskæftigelse som »vikar«?
Såfremt spørgsmål 3 b) besvares bekræftende:
c)
Gælder dette også, såfremt der ved beskæftigelse som »vikar« i denne forstand ikke blot forstås en beskæftigelse, der enten har til formål at dække en midlertidigt øget arbejdsbyrde eller at afløse en midlertidigt fraværende fastansat medarbejder i dennes funktion, men det derimod også anses for at falde ind under begrebet »vikar«, når arbejdstageren aflønnes af budgetmidler, der er blevet frigjort, fordi en fastansat medarbejder, der er ansat ved samme tjenestested, er midlertidigt fraværende, selv om »vikaren« varetager arbejdsopgaver, der må henregnes til arbejdsgiverens faste, varige behov og ikke har nogen indholdsmæssig relation til den funktion, som den midlertidigt fraværende fastansatte medarbejder udøver, eller:
d)
Er den fortolkning af begrebet »vikar«, der er beskrevet i spørgsmål 3 c), i modstrid med meningen med og formålet med rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der består i at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter, og det princip, der blev fastslået i Angelidaki-sagen (Domstolens dom af 23.4.2009, forenede sager C-378/07 — C-380/07, sammendrag punkt 2), hvorefter § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse er til hinder for, at nationale bestemmelser anvendes »på en sådan måde, at fornyelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor anses for at være berettiget på grundlag af »objektive omstændigheder« i bestemmelsens forstand, med den ene begrundelse, at disse kontrakter er støttet på lovregler, der tillader fornyelsen af sådanne kontrakter for at dække visse midlertidige behov, selv om de nævnte behov i virkeligheden er faste og varige«?
Spørgsmål 4
Tilsidesætter en medlemsstat § 8, stk. 3, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, når den i den lov, hvormed direktiv 1999/70/EF skal gennemføres i national ret, for den offentlige sektor generelt indfører en budgetmæssig begrundelse for tidsbegrænset ansættelse den, der er som beskrevet i spørgsmål 2, og som i den nationale lovgivning før vedtagelsen af direktiv 1999/70/EF i tilsvarende form kun gjaldt for mindre delområder af den offentlige sektor (videregående uddannelser)? Indebærer en sådan tilsidesættelse, at den nationale retsforskrift ikke længere må anvendes?
(1) EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43.
Full & Egal Universal Law Academy