25.9.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 260/11
Appel iværksat den 27. juli 2010 af Pye Phyo Tay Za til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 19. maj 2010 i sag T-181/08, Pye Phyo Tay Za mod Rådet for Den Europæiske Union, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen
(Sag C-376/10 P)
2010/C 260/15
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Pye Phyo Tay Za (ved D. Anderson, QC, barrister M. Lester og solicitor G. Martin)
De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom ophæves i sin helhed
—
Det fastslås, at forordning nr. 194/2008 (1) af 25. februar 2008 er ugyldig for så vidt angår appellanten
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appellantens omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Appellanten har gjort gældende, at følgende væsentligste fejl går igen igennem hele Rettens dom. Retten har tiltrådt det af Rådet anførte om, at det var begrundet at indefryse appellantens midler, idet han er »familiemedlem« til en »ledende forretningsmand«, nemlig hans far Tay Za. Retten fastslog, at appellanten derfor ikke var optaget på listen som en individuel person, men som del af en »kategori« af personer, hvilket indebærer, at appellanten mister enhver processuel beskyttelse, som han ville have været berettiget til, hvis han var blevet optaget som en individuel person, herunder kravet om, at institutionerne fremlægger dokumentation, der begrunder optagelsen af appellanten på listen, samt grundlæggende rettigheder til forsvar.
2)
Denne tilgang er ifølge appellanten retligt og faktuelt ukorrekt. Appellanten er ikke medtaget i forordningen, fordi han er del af kategorien »familiemedlemmer«. Han er opført som individuel person under sit eget navn på det udtrykkelige grundlag, at han selv antages at drage fordel af den økonomiske politik, som regeringen i Burma/Myanmar fører. Appellanten er derfor tydeligvis berettiget til beskyttelse af de grundlæggende principper i fællesskabsretten.
3)
Appellanten har endvidere gjort gældende, at Rettens dom er behæftet med følgende væsentlige retlige fejl.
4)
For det første begik Retten en fejl ved at fastslå, at artikel 60 EF og artikel 301 EF udgjorde en passende hjemmel for forordningen. Appellanten har anført, at der ikke findes en tilstrækkelig forbindelse mellem appellanten og militærregimet i Burma/Myanmar. Appellanten er ikke en leder af Burma/Myanmar eller en person, der har forbindelse til en leder, eller direkte eller indirekte er kontrolleret af en leder. Den omstændighed, at han er søn af en person, som Rådet anser for at have draget fordel af regimet, er ikke tilstrækkelig. Retten har urigtigt anført, at eftersom institutionerne (efter Rettens opfattelse) ville have haft kompetence til at indføre en mere indgribende handelsembargo i forhold til Burma/Myanmar, har de ligeledes kompetence til at pålægge denne indefrysning af en individuel persons midler.
5)
For det andet begik Retten en fejl ved at fastslå, at appellanten har bevisbyrden i forbindelse med afkræftelse af formodningen for, at han drager fordel af regimet. Det burde påhvile Rådet at begrunde pålæggelsen af restriktive foranstaltninger på appellanten og fremlægge dokumentation til at underbygge denne pålæggelse.
6)
For det tredje var det med urette, at Retten fastslog, at Rådet havde opfyldt sin forpligtelse til at begrunde, at appellanten blev medtaget i forordningen. Det er appellantens opfattelse, at i det tilfælde, hvor Rådet medtager en navngivet individuel person i en forordning på det udtrykkelige grundlag, at denne person drager fordel af et regimes økonomiske politik, skal Rådet angive faktiske og specifikke grunde herfor, som vedrører appellanten personligt.
7)
For det fjerde begik Retten en fejl ved at fastslå, at retten til forsvar ikke fandt anvendelse på appellanten. Retten til forsvar, herunder retten til en retfærdig rettergang og effektiv domstolsprøvelse, er grundlæggende elementer i retstilstanden i Den Europæiske Union, der altid finder anvendelse, når EU-institutionerne pålægger en foranstaltning, der direkte er til ulempe for en individuel person. Retten begik endvidere en fejl ved at fastslå, at appellantens ret til forsvar (hvis det blev lagt til grund, at denne ret fandt anvendelse) ikke var krænket, eftersom en høring ikke ville have givet anledning til et andet resultat, da appellanten ikke er fremkommet med oplysninger, der kan føre til en anden vurdering.
8)
For det femte anvendte retten urigtige kriterier for prøvelse af afgørelser om at optage en person i et bilag til en forordning om indefrysning af midler. Retlig prøvelse af lovligheden af en sådan afgørelse omfatter en bedømmelse af de faktiske forhold og omstændigheder, der påberåbes som begrundelse for afgørelsen, og den dokumentation og de oplysninger, der ligger til grund for denne bedømmelse.
9)
Endelig begik Retten en fejl ved at forkaste appellantens argumenter om, at hans ejendomsret var tilsidesat, og at forordningen var ubegrundet og uforholdsmæssig, for så vidt som den fandt anvendelse på appellanten.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 194/2008 af 25.2.2008 om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og ophævelse af forordning (EF) nr. 817/2006 (EUT L 66, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy