9.10.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 274/14
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 30. juli 2010 — Elenca Srl mod Ministero dell’Interno
(Sag C-385/10)
2010/C 274/21
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Elenca Srl
Sagsøgt: Ministero dell’Interno
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er det i første instans anfægtede cirkulære og de nationale bestemmelser, hvortil der henvises deri [dvs. cirkulære nr. 4853 fra Indenrigsministeriet af 18.5.2009, og navnlig lovdekret nr. 152 af 2.4.2006] forenelige med fællesskabsretten og med de bestemmelser, som der specifikt er henvist til ovenfor? Indebærer cirkulæret og de nationale bestemmelser navnlig en tilsidesættelse af de principper og regler, der er fastsat i direktiv 89/106/EØF (1) om byggevarer, som på ingen måde gør CE-mærkning obligatorisk, men som tværtimod bestemmer (i artikel 6, stk. 1 og 2), at medlemsstaterne »[…] ikke [kan] modsætte sig, at varer, som opfylder dette direktivs bestemmelser, omsættes, markedsføres eller tages i brug på deres område«, sørger for, at »brug af sådanne varer til det formål, de er bestemt til, ikke hindres af regler eller betingelser, som pålægges af offentlige organer eller af private organer, der optræder som offentligt foretagende eller offentligt organ på grund af en monopolstilling«, og skal tillade, at varer, der ikke er omfattet af artikel 4, stk. 2, markedsføres på deres område, hvis de opfylder nationale bestemmelser, der er i overensstemmelse med traktaten, indtil de i kapitel II og III omhandlede europæiske tekniske specifikationer fastsætter andet?
2)
Udgør det anfægtede cirkulære og de nationale bestemmelser, hvortil der henvises heri, en tilsidesættelse navnlig af EF-traktatens artikel 28-31, som forbyder indførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning for så vidt som den omstændighed, at markedsføringen af et produkt, der har oprindelse i en anden medlemsstat i Fællesskabet — som tilfældet er i den foreliggende sag — underlægges et teknisk krav, nemlig anbringelsen af CE-mærket, som kun er mulig og tilladt, hvis der findes en tilsvarende harmoniseret bestemmelse, reelt forhindrer indførsel og distribution af det omhandlede produkt i Italien i strid med de principper, der er fastsat i de nævnte bestemmelser i EF-traktaten og i fællesskabsretten, som sikrer frihed og konkurrence, og som opstiler krav om anvendelse af principper, som er egnede til at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling samt sikre gennemsigtighed og proportionalitet og respekt for de enkelte virksomheders rettigheder?
3)
Har den nationale lovgiver og de administrative myndigheder i lyset af de bestemmelser, der følger af fællesskabsretten, og som har til formål at sikre en effektiv konkurrence også i den i denne tvist omhandlede sektor, ikke pligt til at undlade at vedtage de lovgivningsmæssige foranstaltninger, som er indeholdt i cirkulæret og i lovdekret nr. 152/2006 som nævnt ovenfor?
4)
Endelig, er beskyttelsen af pluralisme og konkurrence i den omhandlede sektor, som er garanteret i EU-retten, sikret ved nationale bestemmelser — såsom lovdekret nr. 152/2006 (navnlig artikel 285 og bilag IX, afsnit II, punkt 2.7 og 3.4), som indfører og pålægger de ovennævnte restriktioner?
(1) EFT 1989 L 40, s. 12.
Full & Egal Universal Law Academy