6.11.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 301/18
Appel iværksat den 15. september 2010 af Grain Millers, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 9. juli 2010 i sag T-430/08 — Grain Millers, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), Grain Millers GmbH & Co. KG
(Sag C-447/10 P)
2010/C 301/26
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Grain Millers, Inc. (ved advokaterne L.-E. Ström og K. Martinsson)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), Grain Millers GmbH & Co. KG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) den 9. juli 2010 i sag T-430/08, hvorved Retten stadfæstede den afgørelse, som var truffet af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) den 23. juli 2008 (sag R 478/2007-2), ophæves i sin helhed, og Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale omkostningerne ved EU-Domstolen og Retten, og de sagsøgte tilpligtes at betale omkostningerne ved appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og ved Indsigelsesafdelingen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Grain Millers GmbH & KG fremlagde tilstrækkeligt bevis for brugen af tegnet GRAIN MILLERS til at opfylde betingelserne i forordningens (1) artikel 8, stk. 4, således at det nævnte tegn er til hinder for appellantens EF-varemærkeansøgning nr. 003650256 GRAIN MILLERS.
Retten har tidligere i præmis 33-35 i dommen af 24. marts 2009 i de forenede sager T-318/06 — T-321/06, Alberto Jorge Moreira da Fonsecal mod KHIM — General Optica, udtalt sig om formålet med betingelsen »som ikke kun har lokal betydning« i forordningens artikel 8, stk. 4, hvilket er at begrænse de mulige tvister til dem, der eksisterer mellem tegn, der faktisk er betydningsfulde, og at dette forudsætter, at der ikke kun tages hensyn til den geografiske dimension, men også til den økonomiske dimension af tegnets betydning, som skal bedømmes i henhold til varigheden af den periode, hvori tegnet opfyldte sin erhvervsmæssige funktion, og brugens omfang. Retten valgte imidlertid ikke denne fremgangsmåde i den appellerede dom, og der er intet, der tyder på, at Retten overhovedet havde kendskab til de i dommen fastlagte principper.
Appellanten har gjort gældende, at Retten fejlagtigt fastslog, at der i artikel 8, stk. 4, ikke kræves bevis for reel brug af tegnet, hvorpå indsigelsen støttes, således som krævet i henhold til forordningens artikel 43, stk. 2.
Retten har således fejlagtigt tilsidesat tidligere retspraksis vedrørende bevisbedømmelse og kravet om tilstrækkeligt bevis.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT L 11, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy