20.11.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 317/22
Appel iværksat den 16. september 2010 af BNP Paribas og Banca Nazionale del Lavoro SpA (BNL) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 1. juli 2010 i sag T-335/08, BNP Paribas og BNL mod Kommissionen
(Sag C-452/10 P)
2010/C 317/39
Processprog: italiensk
Parter
Appellanter: BNP Paribas og Banca Nazionale del Lavoro SpA (BNL) (ved avvocati R. Silvestri, G. Escalar og M. Todino)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen.
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 1. juli 2010 i sag T-335/08, BNP Paribas og Banca Nazionale del Lavoro mod Kommissionen, meddelt ved telefax den 1. juli 2010 (EUT C 221, s. 39), ophæves i sin helhed.
—
Følgelig tages påstandene nedlagt i første instans om annullation af Kommissionens beslutning 2008/711/EF af 11. marts 2008, K(2008) 869 endelig om Italiens statsstøtte C 15/07 (ex NN 20/07) i form af skattelettelser for en række kreditinstitutter i forbindelse med omstrukturering (EUT L 237, s. 70) til følge.
—
Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet afgørelse i overensstemmelse med Domstolens dom.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Retten har ikke udøvet en grundig kontrol af Kommissionens beslutning, og har afholdt sig fra at efterprøve, om Kommissionens valg om ikke at tage hensyn til situationen for de offentlige organer med henblik på at fastlægge den kritiserede ordnings selektive karakter, var lovlig.
2)
Retten har tilsidesat Domstolens praksis, hvorefter en specifik skatteforanstaltning kan begrundes i lyset af den almindelige afgiftsordnings opbygning, og har i sin bedømmelse alene anvendt de kriterier, som Kommissionen selv har angivet i sin beslutning.
3)
Retten har tilsidesat retspraksis om kravet vedrørende en statsstøttes selektive karakter, hvorefter en skatteforanstaltnings selektive karakter ganske enkelt skal vurderes under hensyn til de virkninger, som denne kan få, hvad de skattemæssige aspekter angår.
4)
Retten har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, idet den fejlagtigt antog, at den almindelige justeringsordning ikke gav virksomheder mulighed for at justere skatteudgiften for aktiver i forbindelse med virksomheder, der er modtaget til gengæld for den største bogførte værdi.
5)
Endelig har Retten med urette sat sig i Kommissionens sted ved at anføre nye grunde til støtte for den anfægtede beslutning fra Kommissionen.
Full & Egal Universal Law Academy