4.12.2010
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/15
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Prešov (Den Slovakiske Republik) den 16. september 2010 — Jana Pereničová og Vladislav Perenič mod S.O.S. financ, spol. sro
(Sag C-453/10)
2010/C 328/28
Processprog: slovakisk
Den forelæggende ret
Okresný súd Prešov
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Jana Pereničová og Vladislav Perenič
Sagsøgt: S.O.S. financ, spol. sro
Præjudicielle spørgsmål
1)
Indebærer forbrugerbeskyttelsen i henhold til artikel 6, stk. 1 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1), at aftalen i det hele, i de tilfælde, hvor der er konstateret urimelige kontraktvilkår, skal anses for ikke at være bindende for forbrugeren, selv om aftalen er mest gunstig for forbrugeren?
2)
Skal det forhold, at den erhvervsdrivende i aftalen anfører lavere årlige omkostninger i procent (ÅOP) end det faktisk er tilfældet, anses for at udgøre en urimelig handelspraksis over for forbrugeren i henhold til kriterierne for en urimelig handelspraksis som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (2) og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis)? Såfremt der fastslås, at der er tale om en urimelig handelspraksis i henhold til direktiv 2005/29/EF, har det da betydning for kreditaftalens gyldighed og for opfyldelsen af målsætningen i artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, at det ville være mest gunstigt for forbrugeren, hvis kontrakten bliver kendt ugyldig?
(1) EFT L 95, s. 29.
(2) EUT L 149, s. 22.
Full & Egal Universal Law Academy