29.1.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 30/15
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 26. oktober 2010 — Josef Geistbeck og Thomas Geistbeck mod Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH
(Sag C-509/10)
2011/C 30/24
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Josef Geistbeck og Thomas Geistbeck
Sagsøgt: Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH
Præjudicielle spørgsmål
Den Europæiske Unions Domstol forelægges i henhold til artikel 267, stk. 1, litra b), og stk. 3, TEUF følgende spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (herefter »sortbeskyttelsesforordningen«) (1) og Kommissionens forordning (EF) nr. 1768/95 af 24. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende landbrugsundtagelsen i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse (herefter »udsåningsforordningen«) (2):
a)
Skal den rimelige godtgørelse, som en landbruger skal betale indehaveren af en EF-sortsbeskyttelse i henhold til sortbeskyttelsesforordningens artikel 94, stk. 1, for udnyttelse af en beskyttet sort til produktion af formeringsmateriale, og som ikke har opfyldt de forpligtelser, der er fastsat i sortbeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, og udsåningsforordningens artikel 8, beregnes på grundlag af det gennemsnitlige beløb, der opkræves for produktion på licens af en tilsvarende mængde formeringsmateriale af beskyttede sorter af den pågældende planteart i samme område, eller skal det i stedet beregnes på grundlag af det (lavere) beløb, der skal betales for lovlig produktion i henhold til sortbeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, fjerde led, og udsåningsforordningens artikel 5?
b)
Såfremt der alene skal betales vederlag for lovlig dyrkning:
Kan indehaveren af sortsbeskyttelsen i den anførte situation, hvor en enkelt, culpøs overtrædelse har fundet sted, beregne et samlet beløb for den skade, der skal erstattes i henhold til sortbeskyttelsesforordningens artikel 94, stk. 2, på grundlag af gebyret for meddelelse af en licens til produktion af formeringsmateriale?
c)
Kan der, eller skal der endog ved fastsættelse af den rimelige godtgørelse, der skal betales i henhold til sortbeskyttelsesforordningens artikel 94, stk. 1, eller den yderligere erstatning, der skal betales i henhold til sortbeskyttelsesforordningens artikel 94, stk. 2, tages hensyn til en særlig kontrolindsats, som udføres af en organisation, der varetager et stort antal rettighedshaveres rettigheder, således at der tilkendes et vederlag på det dobbelte af den sædvanligt aftalte godtgørelse eller af det vederlag, der skal betales i henhold til sortbeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, fjerde led?
(1) EFT L 227, s. 1.
(2) EFT L 173, s. 14.
Full & Egal Universal Law Academy