5.2.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 38/2
Appel iværksat den 17. december 2010 af Brookfield New Zealand Ltd og Elaris SNC til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 13. september 2010 i sag T-135/08, Schniga mod CPVO — Elaris og Brookfield New Zealand (Gala Schnitzer)
(Sag C-534/10 P)
2011/C 38/03
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Brookfield New Zealand Ltd og Elaris SNC (ved Rechtsanwalt M. Eller)
De andre parter i appelsagen: EF-Sortsmyndigheden (CPVO) og Schniga GmbH
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom ophæves.
—
Sagen hjemvises til Retten med henblik på ny afgørelse eller subsidiært frifindelse ved endelig dom i sagen, der er anlagt af Schniga GmbH, og dermed stadfæstelse af afgørelse af 21. november 2007 truffet af Appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden i sagerne A-003/2007 og A-004/2007.
—
Sagens omkostninger tilbagebetales.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har gjort gældende, at den appellerede dom bør ophæves af følgende grunde:
I. Det tredje anbringende, som sagsøgeren Schniga GmbH har anført, skal afvises. Ulovlig undersøgelse af de faktiske omstændigheder foretaget af Appelkammeret. Tilsidesættelse af artikel 73, stk. 2, i forordning nr. 2100/94 (1) (herefter »forordningen«).
—
Det tredje anbringende, der er anført af sagsøgeren Schniga GmbH til støtte for søgsmålet om annullation af Appelkammerets afgørelse og lagt til grund af Retten i den appellerede dom, burde have været afvist, idet det indebar en undersøgelse af faktiske omstændigheder, der ikke var lovlig i henhold til forordningens artikel 73, stk. 2.
—
Retten har tilsidesat forordningens artikel 73, stk. 2, ved ulovligt at have undersøgt Appelkammerets undersøgelsesarbejde vedrørende indholdet af den særlige meddelelse, der er omhandlet i forordningens artikel 55, stk. 4, samt sagsøgerens forståelse heraf.
II. Tilsidesættelse af forordningens artikel 55, stk. 4, sammenholdt med artikel 61, stk. 1, litra b), og artikel 80.
—
Retten antog direkte (eller forudsatte) urigtigt, at forordningens artikel 55, stk. 4, giver prøvningsmyndigheden kompetence til i særlige tilfælde at afgive meddelelser, hvis overtrædelse ikke alene med hensyn til beskaffenheden af det materiale, der skal fremlægges inden for en nærmere bestemt frist, men også med hensyn til dokumentationen for denne beskaffenhed, medfører afslag på en ansøgning i henhold til forordningens artikel 61, stk. 1, litra b).
—
Retten antog direkte (eller forudsatte) urigtigt, at forordningens artikel 55, stk. 4, giver prøvningsmyndigheden kompetence til i særlige tilfælde at opdele sine meddelelser i to selvstændige og uafhængige meddelelser, hvoraf den ene vedrører selve materialet og den anden dokumentationen for beskaffenheden, og hvis overtrædelse medfører afslag på en ansøgning i henhold til forordningens artikel 61, stk. 1, litra b).
—
Retten antog direkte (eller forudsatte) endvidere urigtigt, at forordningens artikel 55, stk. 4, sammenholdt med artikel 61, stk. 1, litra b), giver prøvningsmyndigheden kompetence til at godtage en ny forelæggelse af materiale, i en situation, hvor den tidligere fastsatte frist for forelæggelse af materiale af en vis beskaffenhed allerede var udløbet, alene af den grund, at fristen for fremsendelse af dokumentation for beskaffenheden af materialet endnu ikke var udløbet.
—
Retten antog direkte (eller forudsatte) urigtigt, at forordningens artikel 55, stk. 4, sammenholdt med artikel 61, stk. 1, litra b), giver prøvningsmyndigheden kompetence til at tillade en ny forelæggelse af virusfrit materiale, selv efter at fristen for forelæggelse af det nævnte materiale var udløbet, og efter at det stod helt klart, at det pågældende materiale ikke var virusfrit.
—
Retten antog direkte (eller forudsatte) tillige urigtigt — henset til at det forelagte materiale var behæftet med virus, og at der derfor ikke kunne sendes og heller ikke blev sendt noget sundhedscertifikat for materialet — at ordene »så snart som muligt« med hensyn til opfordringen til at sende det manglende sundhedscertifikat for det materiale, der allerede var forelagt, ikke kunne betragtes som en frist og i hvert fald ikke som en udløbet frist i en særlig meddelelse som omhandlet i forordningens artikel 55, stk. 4, der førte til afslag på ansøgningen i henhold til forordningens artikel 61, stk. 1, litra b).
—
Retten antog direkte (eller forudsatte) også urigtigt, at forordningens artikel 55, stk. 4, giver prøvningsmyndigheden fuld skønsbeføjelse til — uden nogen form for hierarkisk kontrol eller domstolskontrol — at sikre den retlige præcision og klarhed af sine særlige meddelelser, hvis overtrædelse medfører afslag på en ansøgning i henhold til forordningens artikel 61, stk. 1, litra b), og antog direkte (eller forudsatte) desuden urigtigt, at et sådant skøn kan foretages a) uanset om ansøgeren formelt og rettidigt har begæret genindsættelse i sine tidligere rettigheder i henhold til forordningens artikel 80, og b) uden hensyn til ansøgerens forståelse af en sådan meddelelse, eller om den pågældende ansøger er i god eller ond tro i sin fortolkning af meddelelsen.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27.7.1994 om EF-sortsbeskyttelse, EFT L 227, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy