12.2.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 46/4
Appel iværksat den 25. november 2010 af Éditions Odile Jacob SAS til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 13. september 2010 i sag T-279/04, Éditions Jacob mod Kommissionen
(Sag C-551/10 P)
2011/C 46/06
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Éditions Odile Jacob SAS (ved advokaterne O. Fréget, M. Struys, M. Potel-Saville og L. Eskenazi)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Lagardère SCA
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 13. september 2010 i sag T-279/04, Éditions Odile Jacob SAS mod Kommissionen, hvorved Kommissionen blev frifundet i den af Odile Jacob anlagte sag, ophæves.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder dem som Éditions Odile Jacob SAS har afholdt i første instans.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen påberåbt sig fire anbringender.
Med det første anbringende har Éditions Odile Jacob påberåbt sig en fejlagtig anvendelse af fusionsbegrebet i forordning 4064/89 (1), og en fejl ved den retlige kvalifikation af et aktiesalg i strid med de relevante kriterier for bedømmelsen af fusionen i henhold til artikel 3, stk. 3 i forordning 4064/89. For det første har Retten ved at isolere aktiesalget, hvorved Natexis Banques Populaires (NBP) var midlertidig indehaver af Vivendi Universal Publishing, fra det retlige arrangement, der førte til Lagardère's erhvervelse af kontrol over VUP, tilsidesat det generelle formål med fusionskontrol, der sigter til at forstå de økonomiske realiteter, som ligger bag en flerhed af juridiske dispositioner. Hermed har Retten ud over at skabe en ny undtagelse til forordning nr. 4064/89, som gør det muligt for aktiesalg — uanset hvilken bærende virksomhed med ansvaret for at sælge aktierne, der er tale om — at undgå fusionskontrol, ligeledes berøvet forordningens artikel 3, stk. 5, litra a), sin effektive virkning.
For det andet har Retten ved ikke at kvalificere aktiesalget i henhold til artikel 3, stk. 5, litra a) i forordning 4064/89, under alle omstændigheder anvendt forordningens artikel 3, stk. 3, fejlagtigt og ufuldstændigt, begrænset alene til en fortolkning af de kontraktoplysninger, som har struktureret den omtvistede transaktion.
Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke har draget de retlige konsekvenser af de processuelle tilsidesættelser, som Kommissionen har begået. Ved at undtage disse overtrædelser fra enhver form for kontrol med forordning 4064/89 — navnlig vedrørende tilsidesættelsen af suspensionsforpligtelsen, den manglende underretning, som kan give Kommissionen kompetence, og omgåelsen gennem den åbenlyse erstatning af køberen — har Retten godkendt en omgåelse af loven, hvilket kan sidestilles med Kommissionens magtfordrejning.
Éditions Odile Jacob har med det tredje anbringende påberåbt sig den retlige fejl, som Retten har begået ved ikke via ugyldighed at påtale den tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som Kommissionens beslutning er behæftet med. Dette anbringende vedrører navnlig den manglende begrundelse vedrørende kvalificeringen af den omtvistede transaktion og anvendelsen af artikel 3, stk. 5, litra a), i forordning 4064/89, til en del af denne transaktion, og at der er tale om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Med det fjerde og sidste anbringende har appellanten påberåbt sig de retlige fejl og åbenbart urigtige skøn, som Retten anlagde i strid med de retlige kriterier for bedømmelsen af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling og tilsagnenes egnethed i forhold til Kommissionens konstateringer.
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy