Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 29. marts 2012 – Safilo
(Sag C-529/10)
»Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit – direkte beskatning – bilæggelse af sager, der verserer for den ret, som træffer afgørelse i sidste instans på skatteområdet – misbrug af rettigheder – artikel 4, stk. 3, TEU – friheder sikret ved traktaten – princippet om forbud mod forskelsbehandling – statsstøtte – forpligtelse til at sikre EU-rettens effektive anvendelse«
Medlemsstater – forpligtelser – forpligtelse til loyalt samarbejde – gennemførelse af EU-retten – princippet om forbud mod misbrug af rettigheder – frie kapitalbevægelser – princippet om forbud mod forskelsbehandling – regler om statsstøtte – medlemsstaternes direkte beskatning (art. 4, stk. 3, TEU; art. 63 TEUF og art. 107, stk. 1, TEUF) (jf. præmis 23, 25, 26, 28-33 og domskonkl.)
Angående
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Corte suprema di cassazione – selskabsskat – national lovgivning, der fastsætter en differentieret skattesats på udbytte fra selskaber afhængig af deres hjemsted – handelsmæssig transaktion med deltagelse af selskaber med hjemsted i Italien og selskaber med hjemsted i udlandet – myndighedens beslutning om at anse den skyldige skat for anvendelig for så vidt angår selskaber med hjemsted i udlandet – begrebet misbrug af rettigheder som defineret i sag C-255/02, Halifax m.fl. – anvendelighed på ikke-harmoniserede nationale skatter såsom direkte skatter.
Konklusion
EU-retten – herunder navnlig princippet om forbud mod misbrug af rettigheder, artikel 4, stk. 3, TEU, de i EUF-traktaten sikrede friheder, princippet om forbud mod forskelsbehandling, statsstøttereglerne samt pligten til at sikre EU-rettens effektive anvendelse – skal fortolkes således, at den i en sag som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører direkte beskatning, ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, som fastsætter adgang til bilæggelse af sager, der verserer for den ret, som træffer afgørelse i sidste instans på skatteområdet, mod betaling af et beløb på 5% af tvistens værdi, når baggrunden for disse sager er en sag, der blev anlagt ved første instans mere end ti år inden denne bestemmelses ikrafttrædelsesdato, og når skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser.
Full & Egal Universal Law Academy