27.10.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 331/5
Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. september 2012 — europæisk arrestordre udstedt mod Joao Pedro Lopes Da Silva Jorge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel d'Amiens — Frankrig)
(Sag C-42/11) (1)
(Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager - rammeafgørelse 2002/584/RIA - den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne - artikel 4, nr. 6) - fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre - gennemførelse i national ret - anholdt person, som er statsborger i den udstedende medlemsstat - europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf - en medlemsstats lovgivning, hvorefter der kun er mulighed for at afslå fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, såfremt de eftersøgte er statsborgere i nævnte stat)
2012/C 331/07
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Cour d’appel d’Amiens
Parter i hovedsagen
Joao Pedro Lopes Da Silva Jorge
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Cour d’appel d’Amiens — fortolkning af artikel 4, stk. 6, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT L 190, s. 1) og af artikel 18 TEUF — europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf — en medlemsstats lovgivning, der kun giver mulighed for at afslå fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, såfremt de eftersøgte er statsborgere i nævnte stat — forskelsbehandling på grundlag af nationalitet
Konklusion
Artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne og artikel 18 TEUF skal fortolkes således, at selv om en medlemsstat ved gennemførelsen af nævnte artikel 4, nr. 6), kan vælge at begrænse de situationer, hvor den fuldbyrdende nationale judicielle myndighed kan afslå at overgive en person, der er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, kan medlemsstaten ikke absolut og automatisk udelukke statsborgere fra andre medlemsstater, som opholder sig på eller er bosat på medlemsstatens område, fra dette anvendelsesområde uafhængigt af, hvilken tilknytning der består mellem disse statsborgere og medlemsstaten.
Den forelæggende ret er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke national ret i lyset af ordlyden af og formålet med rammeafgørelse 2002/584, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt heri, med henblik på at sikre den fulde virkning af rammeafgørelsen og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det formål, som den forfølger.
(1) EUT C 103 af 2.4.2011.
Full & Egal Universal Law Academy