12.1.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 9/15
Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. november 2012 — K mod Bundesasylamt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Asylgerichtshof — Østrig)
(Sag C-245/11) (1)
(Forordning (EF) nr. 343/2003 - afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, som er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne - humanitær klausul - denne forordnings artikel 15 - person, der er tildelt asyl i en medlemsstat, og som er afhængig af hjælp fra asylansøgeren, idet hun lider af en alvorlig sygdom - forordningens artikel 15, stk. 2 - forpligtelse for denne medlemsstat, der ikke er ansvarlig i henhold til de i samme forordnings kapitel III fastsatte kriterier, til at behandle den asylansøgning, som nævnte asylansøger har indgivet - betingelser)
2013/C 9/23
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Asylgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: K
Sagsøgt: Bundesasylamt
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Asylgericthshof — fortolkning af artikel 3, stk. 2, og artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT L 50, s. 1) — en medlemsstats pligt til af humanitære årsager at behandle en ansøgning om asyl, som er indgivet til denne medlemsstat, uanset om behandlingen af asylansøgningen ikke påhviler medlemsstaten i henhold til kriterierne i forordning (EF) nr. 343/2003 — stærkt bånd mellem asylansøgeren og en meget sårbar person, som allerede har fået asyl i den pågældende medlemsstat
Konklusion
Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, fortolkes således, at en medlemsstat, som ikke er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning i henhold til de i denne forordnings kapitel III fastsatte kriterier, bliver det. Det tilkommer den medlemsstat, som er blevet den ansvarlige medlemsstat i henhold til samme forordning, at påtage sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. Den underretter den medlemsstat, som tidligere var ansvarlig, herom. Denne fortolkning af nævnte artikel 15, stk. 2, finder også anvendelse, når den medlemsstat, der var ansvarlig i henhold til de i nævnte forordnings kapitel III fastsatte kriterier, ikke har fremsat en anmodning herom i henhold til samme artikels stk. 1, andet punktum.
(1) EUT C 269 af 10.9.2011.
Full & Egal Universal Law Academy