24.11.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 366/13
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. oktober 2012 — Germán Rodríguez Cachafeiro og María de los Reyes Martínez-Reboredo Varela-Villamor mod Iberia, Líneas Aéreas de España SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Mercantil no 2 de A Coruña — Spanien)
(Sag C-321/11) (1)
(Luftfart - forordning (EF) nr. 261/2004 - kompensation til passagerer ved boardingafvisning - begrebet »boardingafvisning« - luftfartsselskabs annullation af en passagers boardingkort som følge af en forventet forsinkelse af en forudgående flyvning, som var registreret samtidigt med den pågældende flyvning, og som blev varetaget af samme luftfartsselskab)
2012/C 366/21
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de lo Mercantil no 2 de A Coruña
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Germán Rodríguez Cachafeiro og María de los Reyes Martínez-Reboredo Varela-Villamor
Sagsøgt: Iberia, Líneas Aéreas de España SA
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Juzgado de lo Mercantil de A Coruña — fortolkning af artikel 2, litra j), artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 3, 5 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1) — begrebet »boardingafvisning« — afvisning af boarding på et tilslutningsfly begrundet med et første flys forsinkelse, der skyldes luftfartsselskabet — pladserne i tilslutningsflyet tildelt andre passagerer henset til den formodede, men ikke påviste mulighed af, at de afviste passagerer kunne nå rettidigt frem til deres tilslutningsfly
Konklusion
Artikel 2, litra j), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, sammenholdt med artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 261/2004, skal fortolkes således, at begrebet »boardingafvisning« omfatter den situation, hvor et luftfartsselskab i forbindelse med en samlet transportkontrakt, som omfatter flere reservationer til flyvninger, der følger umiddelbart efter hinanden og er registreret samtidigt, nægter visse passagerer at boarde med den begrundelse, at den første flyvning, der er omfattet af deres reservation, er forsinket, hvilket kan tilskrives dette luftfartsselskab, og at luftfartsselskabet fejlagtigt har vurderet, at disse passagerer ikke vil nå frem i tide til at boarde den anden flyvning.
(1) EUT C 282 af 24.9.2011.
Full & Egal Universal Law Academy