16.2.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 46/8
Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. december 2012 — Mostafa Abed El Karem El Kott, Chadi Amin A Radi og Hazem Kamel Ismail mod Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Bíróság — Ungarn)
(Sag C-364/11) (1)
(Direktiv 2004/83/EF - minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus - statsløse af palæstinensisk oprindelse, der har haft faktisk adgang til bistand fra De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske Flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) - disse statsløses ret til at blive anerkendt som flygtninge på grundlag af artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 - anvendelsesbetingelser - bortfald »af en eller anden grund« af nævnte bistand fra UNRWA - bevis - følger for de berørte, der ansøger om flygtningestatus - ret til »uden videre […] at blive omfattet af dette direktivs bestemmelser« - automatisk anerkendelse som flygtning som omhandlet i samme direktivs artikel 2, litra c), og tildeling af flygtningestatus i medfør af direktivets artikel 13)
2013/C 46/14
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Fővárosi Bíróság
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Mostafa Abed El Karem El Kott, Chadi Amin A Radi og Hazem Kamel Ismail
Sagsøgt: Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal
Procesdeltager: ENSZ Menekültügyi Főbiztossága
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Fovárosi Bíróság — fortolkning af artikel 12, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304, s. 12) — statsløs palæstinenser, som har søgt beskyttelse hos De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske Flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) — denne statsløse persons ret til ipso facto at påberåbe sig direktiv 2004/83/EF i tilfælde af ophør af dette organs beskyttelse — betingelser, under hvilke beskyttelsen kan anses for ophørt — begrebet »retten til at blive omfattet af direktivets bestemmelser«.
Konklusion
1)
Artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at bortfaldet »af en eller anden grund« af beskyttelse eller bistand fra andre FN-organer eller agenturer end De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) også omfatter det tilfælde, hvor en person, efter faktisk at have haft adgang til denne beskyttelse eller denne bistand, ophører med at have adgang til den af en grund, som ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje. Det tilkommer de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den af en sådan person indgivne asylansøgning, at undersøge på grundlag af en individuel vurdering af ansøgningen, om denne person er blevet tvunget til at forlade dette organs eller dette agenturs operationsområde, hvilket er tilfældet, når den pågældende befandt sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og det var umuligt for det omhandlede organ eller agentur i dette område at sikre vedkommende levevilkår, der er i overensstemmelse med den opgave, som påhviler nævnte organ eller agentur.
2)
Artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at når de kompetente myndigheder i den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, har fastlagt, at betingelsen vedrørende bortfaldet af beskyttelse eller bistand fra De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske Flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) er opfyldt for så vidt angår ansøgeren, indebærer det forhold at have ret til uden videre at »blive omfattet af dette direktivs bestemmelser«, at denne medlemsstat skal anerkende nævnte ansøger som flygtning som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra c), og automatisk indrømme denne flygtningestatus, forudsat dog at sidstnævnte ikke er omfattet af stk. 1, litra b), eller stk. 2 og 3 i denne artikel 12.
(1) EUT C 347 af 26.11.2011.
Full & Egal Universal Law Academy