3.8.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 225/13
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 8. maj 2013 — Olaitan Ajoke Alarape og Olukayode Azeez Tijani mod Secretary of State for the Home Department (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Upper Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) London — Det Forenede Kongerige)
(Sag C-529/11) (1)
(Fri bevægelighed for personer - forordning nr. 1612/68/EØF - artikel 12 - fraskilt ægtefælle til en unionsborger, som har arbejdet i en anden medlemsstat - myndigt barn, der fortsætter sin uddannelse i værtsmedlemsstaten - ret til ophold for den forælder, som stammer fra et tredjeland - direktiv 2004/38/EF - artikel 16-18 - ret til tidsubegrænset ophold for en unionsborgers familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat - lovligt ophold - ophold på grundlag af nævnte artikel 12)
2013/C 225/20
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
Upper Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) London
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Olaitan Ajoke Alarape og Olukayode Azeez Tijani
Sagsøgt: Secretary of State for the Home Department
Procesdeltager: AIRE Centre
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Upper Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) London — fortolkning af artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT L 1968, s. 467) — opholdsret for en tredjelandsstatsborger efter skilsmisse fra en statsborger i en anden medlemsstat, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed, idet tredjelandsstatsborgeren drager omsorg for sit barn, der er over 21 år og studerer i værtsmedlemsstaten — begrebet »primær omsorgsperson« — vurderingskriterier
Konklusion
1)
En forælder til et myndigt barn, der har fået adgang til uddannelse på grundlag af artikel 12 i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004, kan fortsat aflede en opholdsret fra samme artikel, såfremt denne forælders tilstedeværelse og omsorg forbliver nødvendige for, at dette barn kan fortsætte og afslutte sin uddannelse, hvilket det påhviler den forelæggende ret at bedømme under hensyntagen til samtlige omstændigheder i den sag, der er indbragt for den.
2)
Med henblik på erhvervelse af ret til tidsubegrænset ophold som omhandlet i direktiv 2004/38 for en unionsborgers familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan der ikke tages hensyn til de ophold, som nævnte familiemedlemmer har tilbagelagt i en værtsmedlemsstat, når disse ophold alene er blevet tilbagelagt på grundlag af artikel 12 i forordning nr. 1612/68, som ændret ved nævnte direktiv, og uden at betingelserne for at opnå opholdsret i henhold til direktivet er opfyldt.
(1) EUT C 370 af 17.12.2011.
Full & Egal Universal Law Academy