FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 19. juli 2012 ( 1 )
Sag C-26/11
Belgische Petroleum Unie VZW m.fl.
mod
Belgische Staat
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Grondwettelijk Hof (Belgien))
»Brændstoffer — pligt til afsætning af bioethanol — direktiv 98/70/EF — kvaliteten af benzin og dieselolie — direktiv 2003/30/EF — biobrændstoffer — bæredygtighedskriterier — direktiv 98/34/EF — informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester«
I – Indledning
1.
Brændstoffer, der er fremstillet af råstoffer fra landbruget, såkaldte biobrændstoffer, kan beskytte miljøet, da der ved forbrænding af dem alene frigives den kuldioxid, som atmosfæren tidligere har mistet ved væksten af de planter, der er benyttet til deres fremstilling. Da råstofferne kan produceres på europæiske marker, skaffer anvendelsen af dem det europæiske landbrug en yderligere indkomstkilde, og afhængigheden af mineralolie reduceres. Direktiv 2003/30/EF ( 2 ) (herefter »biobrændstofdirektivet«) har følgelig til formål at fremme en bredere anvendelse af biobrændstoffer.
2.
I mellemtiden har EU-lovgiver imidlertid erkendt, at der også er ulemper forbundet med anvendelsen af biobrændstoffer. Derfor har man med direktiv 2009/28/EF ( 3 ) og direktiv 2009/30/EF ( 4 ) ganske vist styrket formålet om anvendelsen af biobrændstoffer, men samtidigt knyttet såkaldte bæredygtighedskriterier hertil. Disse skal forhindre, at der ved fremstillingen af biobrændstoffer indtræder bestemte miljøskader, herunder navnlig, at arealer med stor biodiversitet eller en stor mængde lagret kulstof bliver forringet.
3.
Kort efter vedtagelsen af begge sidstnævnte direktiver indførte Belgien en såkaldt biobrændstofkvote. Derved blev brændstofvirksomhederne forpligtet til at markedsføre en bestemt mængde biobrændstof svarende til 4% af den samlede afsatte mængde af konventionelle brændstoffer. Nu skal det afklares, om disse bestemmelser er forenelige med direktiv 98/70/EF ( 5 ) om kvaliteten af brændstoffer (herefter »brændstofdirektivet«). Dette spørgsmål er ikke kun af interesse for den berørte medlemsstat Belgien, men også for de fleste andre medlemsstater, hvor der findes lignende bestemmelser ( 6 ).
4.
Desuden rejses der som følge af tidspunktet for indførelsen af biobrændstofkvoten i Belgien også spørgsmål om de tidsmæssige virkninger af direktiverne. Det skal også afklares, om Belgien i medfør af direktiv 98/34/EF ( 7 ) i tilstrækkelig grad har rådført sig med Kommissionen omkring de omtvistede belgiske bestemmelser.
II – Retlige rammer
A – EU-retten
1. Brændstofdirektivet
5.
Det første spørgsmål vedrører bl.a. brændstofdirektivet, der blev ændret ved direktiv 2009/30. Sidstnævnte direktiv trådte ifølge dets artikel 5 i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende, dvs. den 25. juni 2009, og skulle ifølge direktivets artikel 4 være gennemført senest den 31. december 2010.
6.
Artikel 3 i den nye affattelse af brændstofdirektivet vedrører kvaliteten af benzin. Det tilladte ethanolindhold er omhandlet i artikel 3, stk. 3:
»Medlemsstaterne kræver, at leverandørerne sikrer, at der markedsføres benzin med […] et maksimalt ethanolindhold på 5% indtil 2013 […]. De sikrer, at forbrugerne modtager tilstrækkelige oplysninger vedrørende indholdet af biobrændstof i benzin og navnlig om hensigtsmæssig brug af forskellige benzinblandinger.«
7.
Ifølge artikel 3, stk. 2, litra b), og bilag I til den tidligere affattelse af brændstofdirektivet ( 8 ) var et ethanolindhold på op til 5% ligeledes tilladt.
8.
Kvaliteten af dieselolie er reguleret i artikel 4 i den nye affattelse af brændstofdirektivet:
»(1) Medlemsstaterne påser, at dieselolie kun kan markedsføres på deres område, såfremt den er i overensstemmelse med specifikationerne i bilag II.
Uanset kravene i bilag II kan medlemsstaterne tillade markedsføring af diesel med et indhold af fedtsyremethylestere (FAME) på over 7%.
Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerne informeres fyldestgørende om indholdet af biobrændstoffer, navnlig FAME, i dieselolie.
(2) […]«
9.
I den udgave af brændstofdirektivet, der var gældende indtil den 25. juni 2009, var der ingen bestemmelser om indholdet af fedtsyremethylestere i dieselolie.
10.
Artikel 5 i brændstofdirektivet, der ikke blev ændret ved direktiv 2009/30, vedrører fri bevægelighed for brændstoffer:
»Ingen medlemsstat må forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af brændstoffer, der er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv.«
11.
Den ligeledes uændrede artikel 6 i brændstofdirektivet giver medlemsstaterne ret til på bestemte betingelser at stille strengere krav i bestemte områder, når luftforurening eller forurening af grundvandet er eller må formodes at blive et alvorligt og tilbagevendende problem for menneskers sundhed eller for miljøet. Sådanne foranstaltninger skal godkendes af Kommissionen. Som anført i 20. betragtning til brændstofdirektivet er denne procedure en undtagelse fra den informationsprocedure, der er fastsat i direktiv 98/34.
12.
I forbindelse med ændringerne af brændstofdirektivet ved direktiv 2009/30 blev der indført yderligere bestemmelser med henblik på anvendelsen af biobrændstoffer. Brændstofdirektivets artikel 7a, stk. 2, forpligter medlemsstaterne til at reducere emissionerne af drivhusgasser fra brændstoffer:
»Medlemsstaterne kræver, at leverandører så gradvist som muligt reducerer vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og energi med op til 10% senest den 31. december 2020 i forhold til de minimumsstandarder for brændstoffer, der er omhandlet i stk. 5, litra b). Denne reduktion skal bestå af følgende:
a)
6% senest den 31. december 2020. Medlemsstaterne kan kræve, at leverandørerne med henblik på denne reduktion opfylder følgende mellemliggende mål: 2% senest den 31. december 2014 og 4% senest den 31. december 2017
b)
et vejledende supplerende mål på 2% senest den 31. december 2020, med forbehold af artikel 9, stk. 1, litra h), som skal opfyldes ved at benytte en af eller begge de følgende metoder:
i)
levering af energi til transport til brug i enhver type vejgående køretøj, mobil ikke-vejgående maskine (herunder fartøjer til sejlads ad indre vandveje), landbrugs- eller skovbrugstraktor eller fritidsfartøj
ii)
anvendelse af teknologi (herunder opsamling og lagring af CO2), der kan begrænse vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra det brændstof eller den energi, der er leveret
c)
et vejledende supplerende mål på 2% senest den 31. december 2020, med forbehold af artikel 9, stk. 1, litra i), som skal opfyldes ved at købe kreditter gennem mekanismen for bæredygtig udvikling i Kyotoprotokollen på de betingelser, der er fastsat i […] direktiv 2003/87/EF […], med henblik på reduktioner inden for sektoren for brændstofforsyning.«
13.
Brændstofdirektivet artikel 7b regulerer anvendelsen af biobrændstoffer med henblik på at nå dette mål:
»1. Uanset om råmaterialerne er dyrket på eller uden for Fællesskabets område, må energi fra biobrændstoffer kun tages i betragtning med henblik på formålene i artikel 7a, hvis de opfylder bæredygtighedskriterierne i stk. 2-6 i denne artikel.
[…]
2. Den besparelse i drivhusgasemissionerne ved anvendelse af biobrændstoffer, der tages i betragtning med henblik på de i stk. 1 omhandlede formål, skal være mindst 35%.
[…]«
14.
Brændstofdirektivets artikel 7b, stk. 3-5, bestemmer, at biobrændstoffer, der er fremstillet af råmaterialer fra bestemte arealer med høj biodiversitetsværdi eller med et stort kulstoflager eller fra tørvebundsarealer, der er afvandet med dette formål, ikke kan tages i betragtning. I henhold til artikel 7b, stk. 6, skal der tages hensyn til bestemte landbrugsretlige ordninger i EU.
2. Biobrændstofdirektivet
15.
Biobrændstofdirektivet fra 2003 var de første bestemmelser om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer. Artikel 3 indeholder formålsangivelserne for anvendelsen af biobrændstoffer til transport:
a)
Medlemsstaterne bør sikre, at en minimumsandel af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer markedsføres på deres område, og at der med henblik herpå fastsættes nationale vejledende mål.
b)
i)
En referenceværdi for disse mål er 2%, beregnet på grundlag af energiindhold, af al benzin og diesel, der markedsføres til transport på deres område senest den 31. december 2005.
ii)
En referenceværdi for disse mål er 5,75%, beregnet på grundlag af energiindhold, af al benzin og diesel, der markedsføres til transport på deres område senest den 31. december 2010.«
3. Direktiv 2009/28
16.
Biobrændstofdirektivet blev erstattet af direktiv 2009/28 ( 9 ), der blev vedtaget i 2009. Det indeholder omfattende bestemmelser om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om hensyntagen til denne energi inden for rammerne af klimabeskyttelsen. Disse bestemmelser svarer delvist til de samtidigt vedtagne ændringer til brændstofdirektivet.
17.
Artikel 3, stk. 4, første punktum, i direktiv 2009/28 indeholder en bindende kvote for anvendelsen af vedvarende energi på transportområdet:
»Hver medlemsstat sikrer, at andelen af energi fra vedvarende energikilder inden for alle former for transport i 2020 mindst svarer til 10% af det endelige energiforbrug på transportområdet i medlemsstaten.«
18.
Artikel 17 i direktiv 2009/28 indeholder de samme bæredygtighedskriterier som brændstofdirektivets artikel 7b.
19.
I øvrigt ophæves biobrændstofdirektivet i to skridt i artikel 26, stk. 2 og 3, i direktiv 2009/28:
»2. I direktiv 2003/30/EF ophæves artikel 2, artikel 3, stk. 2, 3 og 5, og artikel 5 og 6 med virkning fra den 1. april 2010.
3. Direktiv 2001/77/EF og direktiv 2003/30/EF ophæves med virkning fra den 1. januar 2012.«
20.
I henhold til artikel 28 trådte direktiv 2009/28 ligesom direktiv 2009/30 i kraft den 25. juni 2009 og skulle ifølge artikel 27, stk. 1, i det væsentlige være gennemført senest den 5. december 2010.
4. Direktiv 98/34
21.
Ifølge direktiv 98/34 er medlemsstaterne forpligtede til at rådføre sig med Kommissionen, inden de vedtager visse bestemmelser, der kan påvirke det indre marked negativt.
22.
Artikel 1 i direktiv 98/34 indeholder de væsentligste definitioner:
»I dette direktiv forstås ved:
1.
»produkt«: alle produkter, der fremstilles industrielt, og alle landbrugsprodukter, herunder også fiskeriprodukter
[…]
3.
»teknisk specifikation«: en specifikation, der indeholdes i et dokument, som fastlægger karakteristika for et produkt, som f.eks. kvalitet, brugsegenskaber, sikkerhed, dimensioner, herunder forskrifter for varen vedrørende handelsmæssig betegnelse, terminologi, symboler, prøvning og prøvningsmetoder, emballering, mærkning eller etikettering samt procedurer for overensstemmelsesvurdering.
[…]
4.
»andet krav«: et krav, der ikke er en teknisk specifikation, og som pålægges et produkt af bl.a. forbruger- eller miljøbeskyttelseshensyn, og som vedrører produktets livscyklus efter markedsføring, såsom betingelser for anvendelse, genanvendelse, genbrug eller bortskaffelse, når disse betingelser kan influere betydeligt på sammensætningen af produktet, dets natur eller afsætningen af det.
[…]
11.
»teknisk forskrift«: en teknisk specifikation eller et andet krav […] samt medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod fremstilling, import, markedsføring eller anvendelse af et produkt […], jf. dog artikel 10.
[…]
[…]«
23.
Artikel 8, stk. 1, første afsnit, i direktiv 98/34 vedrører oplysningspligten:
»Med forbehold af artikel 10 sender medlemsstaterne straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift, medmindre der er tale om en almindelig gengivelse af en international eller europæisk standard, i hvilket tilfælde det vil være tilstrækkeligt at oplyse herom. De meddeler ligeledes Kommissionen grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan teknisk forskrift, medmindre disse grunde allerede fremgår af udkastet.«
24.
Artikel 10, stk. 1, første led, i direktiv 98/34 indeholder undtagelser til oplysningspligten. Det bemærkes, at undtagelsen efter stk. 1, første led, lyder som følger:
»1. Artikel 8 og 9 finder ikke anvendelse på medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser eller på frivillige aftaler, hvis medlemsstaterne dermed
—
opfylder bindende fællesskabsretsakter, der tager sigte på vedtagelse af tekniske specifikationer eller forskrifter vedrørende tjenester.«
B – Belgisk ret
25.
Den i hovedsagen omtvistede biobrændstofkvote blev indført ved lov af 22. juli 2009 om pligt til iblanding af biobrændstof i fossile motorbrændstoffer i fri omsætning ( 10 ).
26.
I denne lovs artikel 2, nr. 5-8, er de forskellige biobrændstoffer defineret:
»5.
»FAME«: fedtsyremethylestere under KN-kode 3824 90 99, som opfylder specifikationerne i normen NBN-EN 14214
6.
»bioethanol«: ethanol, der er fremstillet af biomasse og/eller den bionedbrydelige del af affald under KN-kode 2207 10 00 med et alkoholindhold udtrykt i volumen på mindst 99% vol., og som opfylder specifikationerne i normen NBN-EN 15376
7.
»bio-ETBE«: ethyl-tertiær-butylether under KN-kode 2909 19 00, der er af ikke-syntetisk oprindelse og indeholder 47 volumenprocent bioethanol
8.
»bæredygtige biobrændstoffer«: biobrændstoffer, der er fremstillet i Det Europæiske Fællesskab (EF) og opfylder følgende bæredygtighedskriterier:
—
Råstofferne skal hidrøre fra landbruget og skal være dyrket med mindst mulig anvendelse af gødning og pesticider; produktionen skal som minimum overholde de lovbestemte forvaltningskrav, der er fastsat i del A under overskriften »Miljø« og punkt 9 i bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, og de lovbestemte betingelser for god landbrugs- og miljømæssig stand, der fremgår af bilag III til samme forordning.
—
Råstofferne må ikke hidrøre fra landbrugsarealer uden for EF, som kort tid forinden har været genstand for skovrydning.
—
De producerede biobrændstoffer skal medføre en væsentlig reduktion af emissionerne af CO2.
—
Produktionen af biobrændstoffer skal opfylde de i EU pålagte tekniske specifikationer med henblik på overholdelse af sociale og miljømæssige forskrifter.
Kongen fastsætter ved kongelig anordning efter høring af Conseil des ministres bevismidlerne og i givet fald tidsplanen og beregningsmetoden for ovennævnte kriterier.«
27.
Artikel 4 og 5 omhandler biobrændstofkvoten, der skal gennemføres ved blanding med konventionelle brændstoffer:
»Artikel 4, stk. 1. Registrerede olieselskaber, der bringer olie og/eller benzin i fri omsætning, er i samme kalenderår forpligtet til også bringe en mængde bæredygtig biobrændstof i omsætning. Denne mængde fastsættes således:
—
FAME med mindst 4% v/v i de mængder af dieselolieprodukter, der bringes i fri omsætning
—
Bioethanol, ren eller i form af bio-ETBE, med mindst 4% v/v i de mængder af benzinprodukter, der bringes i fri omsætning.
Stk. 2. […]
Artikel 5. Når bæredygtig biobrændstof bringes i fri omsætning som omhandlet i artikel 4, skal dette ske ved iblanding i benzin og/eller dieselolieprodukter, der befinder sig i fri omsætning under overholdelse af produktnormerne NBN EN 590 for dieselolieprodukter og NBN EN 228 for benzinprodukter.«
28.
Ifølge lovens artikel 13 var den først gældende fra den 1. juli 2009 til den 30. juni 2011, dog blev lovens gyldighedsperiode ved kongelig anordning af 23. juni 2011 ( 11 ) forlænget til den 30. juni 2013.
III – Anmodningen om præjudiciel afgørelse
29.
Forskellige belgiske virksomheder fra brændstofsektoren (herefter »Belgische Petroleum Unie m.fl.«) anfægtede biobrændstofkvoten ved den belgiske forfatningsdomstol. I denne sag har forfatningsdomstolen forelagt Domstolen følgende spørgsmål:
»1)
Skal artikel 3, 4 og 5 i brændstofdirektivet samt i givet fald artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og TEUF’s artikel 26, stk. 2, artikel 28 og artikel 34-36 fortolkes således, at de er til hinder for en lovbestemmelse, hvorefter alle registrerede olieselskaber, der bringer benzin- og/eller dieselolieprodukter i fri omsætning, er forpligtet til i samme kalenderår også at bringe bæredygtige biobrændstoffer i fri omsætning, nemlig bioethanol i ren form eller i form af bio-ETBE, i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde benzinprodukter, der er bragt i fri omsætning, og FAME i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde dieselolieprodukter, der er bragt i fri omsætning?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 8 i direktiv 98/34 da fortolkes således, at der, uanset direktivets artikel 10, stk. 1, første led, er pligt til at meddele Kommissionen et lovforslag, hvorefter alle registrerede olieselskaber, der bringer benzin- og/eller dieselolieprodukter i fri omsætning, er forpligtet til i samme kalenderår også at bringe bæredygtige biobrændstoffer i fri omsætning, nemlig bioethanol i ren form eller i form af bio-ETBE, i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde benzinprodukter, der er bragt i fri omsætning, og FAME i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde dieselolieprodukter, der er bragt i fri omsætning?«
30.
Belgische Petroleum Unie m.fl., Belgian Bioethanol Association VZW m.fl. (herefter »Belgian Bioethanol m.fl.«), Kongeriget Belgien, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Bortset fra Nederlandene fremkom disse procesdeltagere også med deres bemærkninger ved den mundtlige forhandling den 7. juni 2012.
IV – Retlig bedømmelse
A – Om formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse
31.
Belgian Bioethanol m.fl. har rejst tvivl om, hvorvidt den præjudicielle anmodning kan antages til realitetsbehandling, da den ingen sammenhæng har med retssagen for den belgiske forfatningsdomstol. Hovedsagen vedrører en påstand om tilsidesættelse af retten til fri erhvervsudøvelse, jf. belgisk ret. Det er ikke gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af de anførte EU-retlige bestemmelser.
32.
Der foreligger imidlertid en formodning for, at de spørgsmål om en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har stillet på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 12 ).
33.
Forfatningsdomstolen har lagt til grund, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til fri erhvervsudøvelse, såfremt den belgiske biobrændstofkvote udgør en tilsidesættelse af de anførte EU-retlige bestemmelser. Det kan således ikke konkluderes, at anmodningen om præjudiciel afgørelse savner enhver forbindelse med hovedsagens genstand. Den kan følgelig antages til realitetsbehandling.
B – Brændstofdirektivet
34.
Med det første spørgsmål ønsker forfatningsdomstolen nærmere bestemt oplyst, om biobrændstofkvoten er forenelig med brændstofdirektivets artikel 3, 4 og 5. Spørgsmålet vedrører ganske vist kun forpligtelsen jf. artikel 4 i den omtvistede belgiske lov til at bringe en bestemt kvote biobrændstof i omsætning, men det må desuden tages i betragtning, at dette ifølge lovens artikel 5 skal ske ved hjælp af en iblanding i konventionelt brændstof.
1. Brændstofdirektivets artikel 3 og 4
35.
Den belgiske biobrændstofkvote vil under alle omstændigheder være ulovlig, såfremt de derved frembragte brændstofblandinger er uforenelige med specifikationerne for benzin og dieselolie i brændstofdirektivets artikel 3 og 4.
36.
Dette er ikke et problem i forhold til den nye affattelse af brændstofdirektivet. I artikel 3, stk. 3, og artikel 4, stk. 1, andet afsnit, tales der henholdsvis om et maksimalindhold af ethanol i benzin (5%) og af fedtsyremethylestere i diesel (7%). De belgiske bestemmelser, hvorefter 4% biobrændstof skal bringes i omsætning ved iblanding i konventionelle brændstoffer, indebærer ikke, at disse tærskler overskrides. Der er således ikke tale om en uoverensstemmelse.
37.
Det forholder sig anderledes, såfremt man støtter sig på den tidligere affattelse af brændstofdirektivet. Ganske vist var et ethanolindhold i benzin på op til 5% ligeledes tilladt i medfør af artikel 3, stk. 2, litra b), og bilag I, men tilsætningen af fedtsyremethylestere til diesel var ikke omhandlet.
38.
Da den belgiske biobrændstofkvote trådte i kraft den 1. juli 2009, havde direktiv 2009/30 om ændring af brændstofdirektivet imidlertid allerede ændret brændstofdirektivet, herunder navnlig dets artikel 3 og 4, der er relevante i det foreliggende tilfælde. Disse ændringer trådte uanset gennemførelsesfristen i kraft samtidig med det nye direktiv ( 13 ). Der foreligger ikke særlige overgangsbestemmelser, hvorefter de tidligere bestemmelser fortsat har gyldighed i bestemte tilfælde. Følgelig kan artikel 3 og 4 i den tidligere affattelse ikke længere anvendes som målestok for vurderingen af den belgiske biobrændstofkvote.
39.
Følgelig må det på grundlag den nye affattelse af brændstofdirektivet fastslås, at biobrændstofkvoten er forenelig med direktivets artikel 3 og 4.
2. Brændstofdirektivets artikel 5
40.
De berørte parter er imidlertid frem for alt uenige om brændstofdirektivets artikel 5, der ikke er berørt af ændringerne til brændstofdirektivet i 2009. Derefter må ingen medlemsstat forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af brændstoffer, der er i overensstemmelse med kravene i direktivet. Belgische Petroleum Unie m.fl. er af den opfattelse, at forpligtelsen til at iblande biobrændstof begrænser markedsføringen af brændstoffer. Deri ligger der nemlig en yderligere betingelse for markedsføring af brændstoffer, som allerede opfylder kravene i direktivet.
a) Fortolkningen af brændstofdirektivets artikel 5
41.
Dette standpunkt er støttet på forbuddet mod begrænsning af de grundlæggende friheder, som finder anvendelse, når en foranstaltning er egnet til direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen i EU ( 14 ) eller kan udelukke, indebære ulemper for eller gøre udøvelsen af den grundlæggende frihed mindre tiltrækkende ( 15 ). Det ligger ved første øjekast ikke fjernt at antage, at lovgiver ved indførelsen af forbuddet mod begrænsning i brændstofdirektivets artikel 5 lod sig inspirere af disse velkendte forbud mod begrænsning. Det er desuden klart, at denne bestemmelse – ligesom den øvrige sekundærret – i tilfælde af tvivl skal fortolkes i overensstemmelse med de grundlæggende friheder.
42.
Deraf følger imidlertid ikke, at brændstofdirektivets artikel 5 skal forstås som en grundlæggende frihed, der dermed er til hinder for enhver begrænsning af markedsføringen af brændstoffer, som opfylder normerne, hvilket efter bestemmelsens ordlyd også ville gælde rent nationale forhold. EU-rettens grundlæggende friheder ( 16 ) har nemlig et helt andet formål end forbuddet mod begrænsninger i artikel 5. Dette fremgår bl.a. af systematikken i og formålet med brændstofdirektivet.
43.
Brændstofdirektivet tilsigter ikke en omfattende harmonisering af markedet for brændstof. Ifølge første betragtning til direktivet har det snarere til formål indbyrdes at tilnærme specifikationerne for brændstoffer, dvs. bestemmelserne om brændstoffers sammensætning og egenskaber, med henblik på at undgå hindringer for samhandelen på grund af uensartede standarder. Det er derfor nærliggende at antage, at forbuddet mod begrænsning alene vedrører bestemmelser, der omhandler brændstofspecifikationer.
44.
Denne antagelse bestyrkes desuden af den eneste udtrykkeligt fastsatte undtagelse, brændstofdirektivets artikel 6, der udelukkende vedrører vedtagelsen af strengere miljøspecifikationer. Såfremt lovgiver med artikel 5 havde villet vedtage et omfattende forbud mod begrænsninger, ville han på tilsvarende måde have fastsat en omfattende undtagelsesbestemmelse. En sådan bestemmelse ville også have omfattet potentielle begrænsninger, der ikke er omfattet af artikel 6, f.eks. prisreguleringer, bestemmelser om sikkerhed ved distributionen af brændstoffer eller bestemmelser om markedsføring af brændstoffer.
45.
Andre bestemmelser i den afledte ret, f.eks. om beskatning af mineralolieprodukter ( 17 ), bekræfter, at forbuddet mod begrænsning i brændstofdirektivet har en begrænset rækkevidde. Såfremt dette forbud skulle gøres til genstand for en vid fortolkning, ville en sådan skat også kræve en begrundelse, men forholdet mellem skat og forbuddet mod begrænsning er intetsteds nævnt.
46.
Sammenfattende kan det fastslås, at brændstofdirektivets artikel 5 udelukkende er til hinder for bestemmelser, der direkte vedrører specifikationer af brændstoffer.
b) Anvendelsen af forbuddet mod begrænsninger i brændstofdirektivets artikel 5
47.
Den omtvistede belgiske biobrændstofkvote indeholder formelt set ingen yderligere brændstofspecifikationer. Kongeriget Belgien, Belgian Bioethanol m.fl. og Kommissionen har med rette understreget, at forpligtelsen til afsætning af biobrændstoffer ved iblanding ikke vedrører hver enkelt liter brændstof. Producenten kan selv beslutte, om der tilsættes 4% biobrændstof til hver enkelt liter brændstof, eller om bestemte partier sælges uden iblanding og andre partier tilsættes tilsvarende større mængder biobrændstof.
48.
I sidste ende svarer de belgiske bestemmelser dog til en yderligere brændstofspecifikation, da brændstofvirksomhederne i hvert enkelt tilfælde skal blande betydelige andele af de brændstofmængder, som virksomhederne har bragt i omsætning, med biobrændstoffer. Den omstændighed, at de kan blande bestemte brændstofmængder med forskellige andele af biobrændstof, så længe de samlet set afsætter tilstrækkelige mængder biobrændstof, uden dog at overskride de maksimale andele i henhold til brændstofdirektivet, ændrer ikke forpligtelsens karakter: Betydelige mængder af de afsatte brændstoffer skal være iblandet biobrændstoffer.
49.
Ganske vist har Kongeriget Nederlandene anført en række andre metoder til at bringe en tilsvarende mængde biobrændstof i omsætning, men disse metoder er uden relevans for den foreliggende sag. Ifølge artikel 5 i den belgiske lov skal biobrændstofferne nemlig bringes i omsætning ved hjælp af tilsætning til benzin eller dieselolie.
50.
Den belgiske forfatningsdomstol nåede i øvrigt til en lignende konklusion, da den fastslog – ligesom det belgiske Conseil d’Etat allerede havde fastslået i lovgivningsproceduren ( 18 ) – at den belgiske bestemmelse er en »produktnorm« som omhandlet i bestemmelserne om kompetencefordelingen hos de nationale myndigheder ( 19 ).
51.
Denne yderligere brændstofspecifikation begrænser markedsføringen af brændstoffer, der opfylder brændstofdirektivets betingelser. Det er mindre tiltrækkende at markedsføre dette brændstof, når brændstofvirksomheden er forpligtet til at tilsætte 4% biobrændstof. Det kan være forbundet med højere omkostninger eller yderligere risici at opfylde denne forpligtelse.
52.
Derfor begrænser biobrændstofkvoten i princippet markedsføring af brændstoffer som omhandlet i brændstofdirektivet artikel 5.
c) Mulige undtagelser til forbuddet mod begrænsninger i brændstofdirektivets artikel 5
53.
Det står imidlertid tilbage at undersøge, om biobrændstofkvoten er omfattet af en undtagelse til forbuddet mod begrænsninger i brændstofdirektivets artikel 5. Sådanne undtagelser kan følge af direktivets bestemmelser eller af andre direktiver.
i) Brændstofdirektivets artikel 3 og 4
54.
Brændstofdirektivets artikel 3, stk. 3, og artikel 4, stk. 1, andet afsnit, kan ikke anses for at være undtagelser til artikel 5. Bestemmelserne pålægger ganske vist medlemsstaterne at tillade de angivne blandinger, men det fremgår ikke, at de har bemyndigelse til at kræve iblanding af biobrændstoffer.
ii) Brændstofdirektivets artikel 6
55.
Det fremgår heller ikke, at undtagelsen i brændstofdirektivets artikel 6 skulle finde anvendelse på strengere miljøspecifikationer for brændstof. Den tilladelse fra Kommissionen, der er nødvendig hertil, foreligger nemlig ikke. Den i sagen flere gange nævnte udtalelse fra Kommissionen af 15. august 2007 vedrørende et tidligere belgisk lovgivningsmæssigt tiltag ( 20 ) fremsattes ikke i henhold til artikel 6, men jf. proceduren i direktiv 98/34. Udtalelsen indeholder heller ikke nogen accept fra Kommissionen af den belgiske biobrændstofkvote.
iii) Brændstofdirektivets artikel 7a og 7b
56.
Biobrændstofkvoten kan imidlertid støttes på brændstofdirektivets artikel 7a, stk. 2. Ifølge bestemmelsen skal medlemsstaterne kræve, at energileverandører reducerer emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof med bestemte procentsatser. Det anføres i niende betragtning til direktivet, hvorved dette mål blev indføjet i brændstofdirektivet, at det i det mindste delvist skal opnås ved anvendelse af biobrændstoffer. På tilsvarende måde kræves det i brændstofdirektivets artikel 7b, stk. 2, at besparelsen i drivhusgasemissionerne ved anvendelse af biobrændstoffer først skal være mindst 35%, dernæst 50% og endelig 60%. Dermed kan det ikke være i strid med brændstofdirektivet og særligt ikke direktivets artikel 5, at brændstofvirksomhederne forpligtes til at anvende biobrændstoffer.
57.
Fristen for gennemførelse af disse bestemmelser var ganske vist endnu ikke udløbet på tidspunktet for vedtagelsen af den belgiske biobrændstofkvote, men direktivet har retsvirkning for medlemsstaterne fra dets ikrafttræden ( 21 ) og kan naturligvis også gennemføres tidligere ( 22 ). Kongeriget Belgien kan derfor påberåbe sig artikel 7a, stk. 2, allerede inden udløbet af direktivets gennemførelsesfrist.
58.
Som Belgische Petroleum Unie m.fl. med rette har påpeget, kan biobrændstoffer ved opfyldelsen af denne forpligtelse i medfør af brændstofdirektivets artikel 7b, stk. 1, kun tages i betragtning, såfremt de er fremstillet under overholdelse af de i artikel 7b, stk. 3-6, opstillede bæredygtighedskriterier. I henhold til disse kriterier er det navnlig forbudt at tage bestemte arealer med høj miljømæssig værdi i betragtning, og det kræves, at der ved fremstillingen af biobrændstoffer eller de anvendte råstoffer inden for EU tages hensyn til EU-miljølovgivning vedrørende landbruget.
59.
Den belgiske biobrændstofkvote er således kun omfattet af brændstofdirektivets artikel 7a, stk. 2, såfremt det sikres, at biobrændstofferne eller de anvendte råstoffer er fremstillet under overholdelse af bæredygtighedskriterierne i brændstofdirektivets artikel 7b, stk. 3-6.
60.
Hvorvidt de belgiske bestemmelser sikrer dette, er ikke genstand for anmodningen om præjudiciel afgørelse og kan ikke vurderes på grundlag af de i anmodningen fremlagte oplysninger. Dette er således et spørgsmål, som det påhviler forfatningsdomstolen at tage stilling til. Det er imidlertid ikke åbenbart, at definitionen på bæredygtige biobrændstoffer i artikel 2, nr. 8, i den belgiske lov af 22. juli 2009 er tilstrækkelig i denne henseende.
iv) Direktiv 2009/28
61.
For direktiv 2009/28 gælder der i princippet det samme som for brændstofdirektivets artikel 7a og 7b. Biobrændstofkvoten er et middel, der bidrager til opfyldelse af kvoten for anvendelsen af vedvarende energi på transportområdet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2009/28. Under alle omstændigheder er det alene biobrændstof, der er fremstillet under overholdelse af bæredygtighedskriterierne, der kan tages i betragtning. En anvendelse af dette direktiv ændrer derfor ikke på resultatet af prøvelsen af brændstofdirektivet.
v) Biobrændstofdirektivets artikel 3
62.
Kan det ikke sikres, at bæredygtighedskriterierne er overholdt, da kommer det desuden i betragtning at støtte biobrændstofkvoten på artikel 3, stk. 1, i biobrændstofdirektivet fra 2003. Herefter skal medlemsstaterne ved at fastsætte nationale vejledende mål for transportsektoren sikre, at der indtil den 31. december 2010 opnås en minimumsandel af biobrændstoffer på 5,75% af al benzin og diesel, der markedsføres til transport på det nationale område.
63.
Som Domstolen har fastslået, pålægger biobrændstofdirektivet ikke medlemsstaterne at anvende bestemte midler for at nå disse vejledende mål, men overlader det til medlemsstaterne frit at vælge, hvilke foranstaltninger der skal vedtages, idet medlemsstaterne således bevarer et vidt skøn i denne henseende. Navnlig vil fastsættelse af en obligatorisk andel af biobrændstoffer for olieselskaberne være et egnet middel ( 23 ). Følgelig kan forbuddet mod begrænsning i brændstofdirektivets artikel 5 i princippet ikke være til hinder for en sådan kvote.
64.
I 21. betragtning til biobrændstofdirektivet gentages det imidlertid, at nationale politikker til fremme af anvendelsen af biobrændstoffer ikke bør føre til et forbud mod fri omsætning af brændstoffer, som opfylder de harmoniserede miljøspecifikationer, der er fastlagt i fællesskabslovgivningen. Biobrændstofdirektivet skal fortolkes således, at foranstaltningerne til dets gennemførelse iagttager bestemmelserne om de frie varebevægelser i artikel 34 TEUF ( 24 ). Gennemførelsesbestemmelserne må således ikke indføre ulovlige restriktioner i handelen med brændstoffer.
65.
Biobrændstofkvoten gør, som anført ovenfor, handelen med konventionelle brændstoffer, der opfylder specifikationerne i brændstofdirektivet, mindre tiltrækkende ( 25 ). Tilsvarende synes det i den præjudicielle anmodning øjensynligt at være antaget, at de omtvistede belgiske bestemmelser begrænser de frie varebevægelser ( 26 ), dvs. at kvoten finder tilsvarende anvendelse på importeret brændstof og brændstoffer markedsført på det nationale marked. Men selv hvis det alene var den indenlandske brændstofproduktion, der var omfattet, kunne brændstofkvoten i det mindste indirekte begrænse importen af råolie eller andre råmaterialer til brændstofproduktion, eftersom det ville være mindre tiltrækkende at fremstille brændstoffer til forbrug indenlands af disse stoffer.
66.
Nationale foranstaltninger, der kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet, kan imidlertid være begrundet i tvingende hensyn til miljøbeskyttelse, forudsat at de pågældende foranstaltninger står i rimeligt forhold til det tilsigtede formål ( 27 ).
67.
Såfremt EU-lovgiver allerede har vedtaget relevante bestemmelser, da støtter de en sådan begrundelse, men skal ligeledes overholdes ( 28 ).
68.
Som det fremgår af Plantanol-dommen ( 29 ) vedrørende biobrændstofdirektivet, kunne medlemsstaterne indledningsvis antage, at en biobrændstofkvote inden for rammerne af de fastsatte grænseværdier uden yderligere begrænsninger var begrundet i tvingende hensyn til miljøbeskyttelse.
69.
Den senere vedtagelse af brændstofdirektivets artikel 7b, stk. 3-6, og artikel 17 i direktiv 2009/28, der erstatter biobrændstofdirektivet, viser ganske vist, at EU i mellemtiden ikke længere uden videre anerkender, at anvendelsen af biobrændstoffer udgør et tvingende hensyn til miljøbeskyttelse. Ifølge 11. betragtning til direktiv 2009/30 og 69. betragtning til direktiv 2009/28 skal arealer med biodiversitet beskyttes mod ødelæggelse som følge af dyrkning af råmateriale til fremstilling af biobrændstoffer. Det samme gælder ifølge 12. og 14. betragtning til direktiv 2009/30 og 70. og 72. betragtning til direktiv 2009/28 arealer med store kulstoflagre i jorden eller vegetationen, da de negative konsekvenser af frigivelsen af dette kulstof kan være større end fordelene ved anvendelsen af biobrændstoffer.
70.
Disse nye konklusioner vedrørende risiciene ved fremme af biobrændstoffer havde ganske vist allerede før vedtagelsen af begge direktiver fra 2009 en vis vægt, men medlemsstaterne burde dog senest på dette tidspunkt have kendskab til dem. Derfor skal de tages i betragtning ved vurderingen af, hvorvidt begrænsninger i de frie varebevægelser er begrundet i miljøbeskyttelseshensyn.
71.
Det ses ganske vist af fristerne for gennemførelse af direktiverne, at det vil kræve tid at tilpasse national ret. For så vidt angår bedømmelsen af de eksisterende bestemmelser har bæredygtighedskriterierne derfor først betydning fra udløbet af fristen for gennemførelse af direktiverne, dvs. fra den 30. december 2010, som er sidste frist for gennemførelsen af ændringerne til brændstofdirektivet.
72.
Dette gælder imidlertid ikke for nye begrænsninger, som den belgiske biobrændstofkvote, der først blev vedtaget efter, at direktiv 2009/28 og direktiv 2009/30 trådte i kraft.
73.
Medlemsstaterne var på dette tidspunkt ganske vist ikke forpligtede til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af direktiverne før gennemførelsesfristens udløb. Imidlertid følger det af artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med artikel 288, stk. 3, TEUF, og af direktiverne selv, at medlemsstaterne – mens denne frist løber – skulle afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kunne bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare ( 30 ).
74.
Det kan ikke udelukkes, at dette »forbud mod at modarbejde« ( 31 ) er til hinder for at indføre en biobrændstofkvote uden at overholde bæredygtighedskriterierne. Muligvis medførte den øgede efterspørgsel efter biobrændstoffer nemlig, at der allerede ved fremstillingen af råstofferne opstod de uoprettelig skader, som skulle have været forhindret ved hjælp af bæredygtighedskriterierne.
75.
Der skal ganske vist ikke tages endelig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt forbuddet mod at modarbejde finder anvendelse. Det skal nemlig ikke efterprøves her, om direktiv 2009/28 og direktiv 2009/30 er til hinder for den belgiske biobrændstofkvote, men om den begrænsning i de frie varebevægelser, som biobrændstofkvoten indebærer, kan anses for begrundet i tvingende hensyn til miljøbeskyttelse, således at biobrændstofdirektivet giver adgang til en fravigelse af forbuddet mod begrænsning i brændstofdirektivets artikel 5. Ved fortolkningen af denne begrundelse skal der uden videre tages hensyn til EU-lovgivers vurderinger, således som de fremgår af gældende retsakter. Det er i denne forbindelse hverken nødvendigt at henvise til forbuddet mod at modarbejde eller afvente udløbet af gennemførelsesfristen ( 32 ).
76.
Deraf følger, at Kongeriget Belgien kun kan påberåbe sig begrundelsen støttet på biobrændstofdirektivet, såfremt biobrændstofkvoten overholder bæredygtighedskriterierne.
77.
I tilfælde af at Domstolen ikke tilslutter sig min opfattelse, hvorefter der ved anvendelsen af biobrændstofdirektivets artikel 3, stk. 1, skal tages hensyn til bæredygtighedskriterierne, skal det påpeges, at enhver begrundelse støttet på dette direktiv, må ophøre pr. 1. januar 2012, da direktivet blev ophævet på dette tidspunkt i medfør af artikel 26, stk. 3, i direktiv 2009/28.
vi) Artikel 193 TEUF
78.
Kongeriget Belgien har ganske vist også påberåbt sig artikel 193 TEUF, hvorefter medlemsstaterne har ret til at indføre strengere foranstaltninger til beskyttelse af miljøet. En biobrændstofkvote, der ikke overholder bæredygtighedskriterierne, udgør imidlertid ikke en strengere beskyttelsesforanstaltning, men svækker derimod beskyttelsen af miljøet i forhold til det niveau, der er gældende i EU.
79.
Desuden finder artikel 193 TEUF under alle omstændigheder kun anvendelse på de miljømæssige foranstaltninger i EU, der er støttet på artikel 192 TEUF. Bæredygtighedskriterierne har imidlertid ifølge 95. betragtning til direktiv 2009/28 og 23. betragtning til direktiv 2009/30 hjemmel i kompetencen i forhold til det indre marked, jf. artikel 114 TEUF. I dette tilfælde er strengere beskyttelsesforanstaltninger alene tilladt inden for rammerne af bestemmelserne i artikel 114, stk. 5-7, TEUF. Betingelserne for anvendelse af disse bestemmelser er imidlertid ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde, idet Kongeriget Belgien ikke har givet Kommissionen den påkrævede meddelelse herom.
vii) Foreløbig konklusion
80.
Den belgiske biobrændstofkvote er følgelig kun forenelig med brændstofdirektivet, såfremt den overholder bæredygtighedskriterierne i artikel 7b, stk. 3-6.
3. De anførte primærretlige bestemmelser
81.
Det er ikke nødvendigt at foretage en særskilt bedømmelse af de primærretlige bestemmelser, der er anført subsidiært af forfatningsdomstolen, dvs. artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 26, stk. 2, artikel 28 og artikel 34-36 TEUF. Såfremt den belgiske biobrændstofkvote overholder bæredygtighedskriterierne, er den også forenelig med det indre marked, da den har til formål at gennemføre en forpligtelse i henhold til sekundærretten, der ikke er bestridt. Overholder den derimod ikke bæredygtighedskriterierne, udgør den allerede en ulovlig tilsidesættelse af sekundærretten.
4. Besvarelsen af det første spørgsmål
82.
Det første spørgsmål skal således besvares med, at artikel 3, 4, 5, 7a og 7b i brændstofdirektivet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovbestemmelse vedtaget efter den 25. juni 2009, hvorefter alle registrerede olieselskaber, der bringer benzin- og/eller dieselolieprodukter i fri omsætning, er forpligtet til i samme kalenderår også at bringe bæredygtige biobrændstoffer i fri omsætning ved blanding med benzin eller diesel, nemlig bioethanol i ren form eller i form af bio-ETBE, i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde benzinprodukter, der er bragt i fri omsætning, og fedtsyremethylestere i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde dieselolieprodukter, der er bragt i fri omsætning, såfremt bæredygtighedskriterierne i direktivets artikel 7b er blevet overholdt ved fremstillingen af disse biobrændstoffer.
C – Høring af Kommissionen
83.
Med det andet spørgsmål ønsker forfatningsdomstolen oplyst, om Kongeriget Belgien i medfør af artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34 skulle have rådført sig med Kommissionen vedrørende de omtvistede bestemmelser om indførelsen af biobrændstofkvoten forud for bestemmelsernes ikrafttræden.
84.
I henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34 sender medlemsstaterne straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift.
85.
Herved skal der henvises til fast retspraksis, hvorefter direktiv 98/34 har til formål gennem en præventiv kontrol at sikre de frie varebevægelser, der er en del af Unionens grundlag, og at en sådan kontrol er hensigtsmæssig i det omfang, tekniske forskrifter, som er omfattet af direktivet, kan udgøre hindringer for samhandelen mellem medlemsstater, idet sådanne kun kan tillades, såfremt de er nødvendige for at tilgodese tvingende hensyn af almen interesse ( 33 ).
86.
Da meddelelsespligten, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, første afsnit, i direktiv 98/34, er et væsentligt led i gennemførelsen af denne fællesskabskontrol, styrkes kontrollens effektivitet i det omfang, direktivet fortolkes således, at en tilsidesættelse af meddelelsespligten må anses for en væsentlig proceduremangel, der kan medføre, at de pågældende tekniske forskrifter ikke kan bringes i anvendelse, således at de følgelig ikke kan gøres gældende over for borgerne ( 34 ).
87.
Derfor ønsker forfatningsdomstolen oplyst, om den belgiske biobrændstofkvote er en teknisk forskrift i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 98/34, hvorom der skal gives meddelelse.
88.
I den forbindelse bemærkes, at det ifølge retspraksis følger af artikel 1, nr. 11), i direktiv 98/34, at begrebet »teknisk forskrift« opdeles i tre kategorier, nemlig for det første »teknisk specifikation« som omhandlet i direktivets artikel 1, nr. 3), for det andet »andet krav« som defineret i artikel 1, nr. 4), og for det tredje forbud mod fremstilling, import, markedsføring eller anvendelse af et produkt, hvilket forbud er omfattet af samme direktivs artikel 1, nr. 11) ( 35 ).
89.
Biobrændstofkvoten indeholder intet forbud, og der er ikke grundlag for på dette sted at tage stilling til, om den omstændighed, at det ikke er hver enkelt liter brændstof, der skal tilsættes biobrændstof, udelukker, at der er tale om en teknisk specifikation. Der er således under alle omstændigheder tale om »and[re] krav« som omhandlet i artikel 1, nr. 4), i direktiv 98/34.
90.
Ifølge retspraksis er dette tilfældet, når de pågældende bestemmelser kan influere betydeligt på sammensætningen af produktet, dets natur eller afsætningen af det ( 36 ). Da biobrændstofkvoten opfyldes ved tilsætning af biobrændstoffer til benzin eller diesel, influerer den på dette produkts sammensætning og afsætning.
91.
Artikel 10, stk. 1, første led, i direktiv 98/34, der er anført af den belgiske forfatningsdomstol, medfører ikke, at høringspligten bortfalder. Denne undtagelse gælder nemlig kun foranstaltninger, hvorved medlemsstaterne opfylder bindende EU-retsakter, der tager sigte på vedtagelse af tekniske specifikationer eller forskrifter vedrørende tjenester.
92.
Biobrændstofkvoten modsvarer imidlertid ikke nogen EU-retlig specifikation, men gennemfører en EU-retlig forpligtelse, hvorved der er overladt medlemsstaterne en vid skønsmargen. For at undgå fejl ved udøvelsen af dette skøn, er det i princippet nødvendigt at rådføre sig med Kommissionen.
93.
Kommissionen har imidlertid med rette anført, at en høring alligevel ikke var påkrævet i det konkrete tilfælde.
94.
Domstolen har imidlertid fastslået, at ændringer til et udkast til en teknisk forskrift, der allerede er meddelt Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 1, første afsnit, i direktiv 98/34 – som i forhold til det meddelte udkast kun indeholder lempede betingelser for at anvende den pågældende vare, og som dermed reducerer den tekniske forskrifts eventuelle påvirkning af samhandelen – ikke, når der henses til formålet med direktiv 98/34, som beskrevet i punkt 85 ovenfor, udgør en væsentlig ændring. Sådanne ændringer er følgelig ikke underlagt pligten til forudgående meddelelse ( 37 ).
95.
Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Kongeriget Belgien tidligere har rådført sig med Kommissionen vedrørende et tidligere lovforslag, hvorefter benzin skulle indeholde 7% ethanol og diesel 5% fedtsyremethylestere ( 38 ). Kommissionen tilkendegav på daværende tidspunkt, at brændstofdirektivets artikel 3 for så vidt angik benzin alene tillod maksimalt 5% ethanol, at artikel 4 ikke gav adgang til at tilsætte fedtsyremethylestere til diesel, og at artikel 5 var til hinder for bestemmelser, der fastsatte en bestemt biobrændstofkvote for hver enkelt liter brændstof.
96.
Den omtvistede belgiske biobrændstofkvote blev udarbejdet under hensyntagen til disse bemærkninger og den i mellemtiden indtrufne ændring af brændstofdirektivets artikel 3 og 4. Kvoterne ligger under de maksimale andele for benzin og diesel. De gælder heller ikke nødvendigvis for hver enkelt liter brændstof.
97.
Følgelig er der tale om lempelser af de tidligere bestemmelser, som ikke nødvendiggør en fornyet høring af Kommissionen.
98.
Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at et lovforslag, hvorefter alle registrerede olieselskaber, der bringer benzin- og/eller dieselolieprodukter i fri omsætning, er forpligtet til i samme kalenderår også at bringe bæredygtige biobrændstoffer i fri omsætning ved blanding med benzin eller diesel, i princippet skal meddeles Kommissionen som et andet krav i medfør af artikel 8 i direktiv 98/34. Denne meddelelsespligt bortfalder dog, såfremt dette lovforslag blot er en lempelse af et lovforslag, hvorom der allerede er givet meddelelse.
V – Forslag til afgørelse
99.
Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»1)
Artikel 3, 4, 5, 7a og 7b i direktiv 98/70/EF som affattet ved direktiv 2009/30/EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovbestemmelse vedtaget efter den 25. juni 2009, hvorefter alle registrerede olieselskaber, der bringer benzin- og/eller dieselolieprodukter i fri omsætning, er forpligtet til i samme kalenderår også at bringe bæredygtige biobrændstoffer i fri omsætning ved blanding med benzin eller diesel, nemlig bioethanol i ren form eller i form af bio-ETBE, i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde benzinprodukter, der er bragt i fri omsætning, og fedtsyremethylestere i en mængde, der svarer til mindst 4 volumenprocent af den mængde dieselolieprodukter, der er bragt i fri omsætning, såfremt bæredygtighedskriterierne i direktivets artikel 7b er blevet overholdt ved fremstillingen af disse biobrændstoffer.
2)
Et lovforslag, hvorefter alle registrerede olieselskaber, der bringer benzin- og/eller dieselolieprodukter i fri omsætning, er forpligtet til i samme kalenderår også at bringe bæredygtige biobrændstoffer i fri omsætning ved blanding med benzin eller diesel, skal i princippet meddeles Kommissionen som et andet krav i medfør af artikel 8 i direktiv 98/34/EF. Denne meddelelsespligt bortfalder dog, såfremt dette lovforslag blot er en lempelse af et lovforslag, hvorom der allerede er givet meddelelse.«
( 1 ) – Originalsprog: tysk.
( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 8.5.2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport (EUT L 123, s. 42).
( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140, s. 16).
( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2009 om ændring af direktiv 98/70/EF for så vidt angår specifikationerne for benzin, diesel og gasolie og om indførelse af en mekanisme for overvågning og reduktion af emissionerne af drivhusgasser og om ændring af Rådets direktiv 1999/32/EF for så vidt angår specifikationerne for brændstof, der benyttes i fartøjer til sejlads på indre vandveje, og om ophævelse af direktiv 93/12/EØF (EUT L 140, s. 88).
( 5 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13.10.1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF (EFT L 350, s. 58).
( 6 ) – Ifølge Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet »Vedvarende energi: på vej mod 2020-målet« af 31.1.2011 (KOM(2011) 31 endelig, s. 12) havde 20 medlemsstater på daværende tidspunkt indført lignende regler.
( 7 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22.6.1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 204, s. 37) som affattet ved Rådets direktiv 2006/96/EF af 20.11.2006 om tilpasning af visse direktiver vedrørende frie varebevægelser på grund af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse (EUT L 363, s. 81).
( 8 ) – Direktiv 98/70 som affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29.9.2003 om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF af bestemmelserne vedrørende de udvalg, der bistår Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i retsakter omfattet af proceduren i EF-traktatens artikel 251 (EUT L 284, s. 1), i den version, der var gældende indtil den 25.6.2009.
( 9 ) – Nævnt ovenfor i fodnote 3.
( 10 ) – Moniteur belge af 3.8.2009, s. 51920.
( 11 ) – Moniteur belge af 30.6.2011, s. 37981.
( 12 ) – Dom af 7.9.1999, sag C-355/97, Beck og Bergdorf, Sml. I, s. 4977, præmis 22, af 5.12.2006, forenede sager C-94/04 og C-202/04, Cipolla m.fl., Sml. I, s. 11421, præmis 25, af 8.9.2009, sag C-478/07, Budějovický Budvar, Sml. I, s. 7721, præmis 63, og af 1.12.2011, sag C-145/10, Painer, Sml. I, s. 12533, præmis 59.
( 13 ) – Hvad angår påberåbelse af de nye bestemmelser før udløbet af fristen for gennemførelse af direktivet, se punkt 57 nedenfor.
( 14 ) – Dom af 10.2.2009, sag C-110/05, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 519, præmis 33.
( 15 ) – Jf. vedrørende fri bevægelighed for arbejdstagere dom af 10.3.2011, sag C-379/09, Casteels, Sml. I, s. 1379, præmis 22, vedrørende etableringsfriheden dom af 11.3.2010, sag C-384/08, Attanasio Group, Sml. I, s. 2055, præmis 43, vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser dom af 28.3.1996, sag C-272/94, Sml. I, s. 1905, præmis 10, og af 4.10.2011, forenede sager C-403/08 og C-429/08, Football Association Premier League m.fl., Sml. I, s. 9083, præmis 85, samt vedrørende frie kapitalbevægelser dom af 12.12.2006, sag C-446/04, Test Claimants in the FII Group Litigation, Sml. I, s. 11753, præmis 184.
( 16 ) – Jf. bl.a. dom af 7.2.1979, sag 115/78, Knoors, Sml. s. 399, præmis 17, og af 30.11.1995, sag C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165, præmis 37, og af 15.4.2010, sag C-96/08, CIBA, Sml. I, s. 2911, præmis 45.
( 17 ) – Rådets direktiv 2003/96/EF af 27.10.2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, s. 51).
( 18 ) – DOC 52 2037/001 fra Belgiens Deputeretkammer af 9.6.2009, s. 17 og 20 f. (nr. 5.2).
( 19 ) – Dom afsagt af forfatningsdomstolen den 22.12.2010, sag 149/2010, Belgische Petroleum Unie m.fl., punkt B.5.2.
( 20 ) – Bilag 4 til Kommissionens skriftlige indlæg.
( 21 ) – Dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 119.
( 22 ) – Jf. dom af 15.11.2005, sag C-320/03, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 9871, præmis 80, og af 14.6.2007, sag C-422/05, Kommissionen mod Belgien. Sml. I, s. 4749, præmis 52.
( 23 ) – Dom af 10.9.2009, sag C-201/08, Plantanol, Sml. I, s. 8343, præmis 35 f.
( 24 ) – Dom af 14.12.2004, sag C-309/02, Radlberger Getränkegesellschaft og S. Spitz, Sml. I, s. 11763, præmis 36.
( 25 ) – Jf. ovenfor, punkt 51.
( 26 ) – Nævnt ovenfor i fodnote 18, punkt B.11.
( 27 ) – Jf. dom af 20.9.1988, sag 302/86, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 4607, præmis 8, af 9.7.1992, sag C-2/90, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 4431, præmis 22, samt dommen i sagen Radlberger Getränkegesellschaft og S. Spitz, nævnt ovenfor i fodnote 24, præmis 75.
( 28 ) – Dommen i sagen Kommissionen mod Østrig, nævnt ovenfor i fodnote 22, præmis 74 ff. Se også dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 77 ff.
( 29 ) – Nævnt ovenfor i fodnote 23.
( 30 ) – Dom af 18.12.1997, sag C-129/96, Inter-Environnement Wallonie, Sml. I, s. 7411, præmis 45, af 4.7.2006, dommen i sagen Adeneler m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 121, dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, nævnt ovenfor i fodnote 22, præmis 62, og dom af 26.5.2011, forenede sager C-165/09 - C-167/09, Stichting Natuur en Milieu m.fl., Sml. I, s. 4599, præmis 78).
( 31 ) – Jf. f.eks. mit forslag til afgørelse af 18.5.2004 i sag C-313/02, Wippel, Sml. I, s. 9483, punkt 60, af 27.10.2005 i sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, punkt 48, og dommen i sagen Stichting Natuur en Milieu m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 30, punkt 83 f.
( 32 ) – Jf. desuden betragtningerne vedrørende direktivkonform fortolkning inden udløbet af gennemførelsesfristen i de ovenfor i fodnote 31 nævnte forslag til afgørelse i Wippel-sagen, punkt 58-63, og Adeneler-sagen, punkt 45-53.
( 33 ) – Dom af 15.4.2010, sag C-433/05, Sandström, Sml. I, s. 2885, præmis 42, og af 9.7.2011, sag C-361/10, Intercommunale Intermosane und Fédération de l’industrie et du gaz, Sml. I, s. 5079, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis.
( 34 ) – Sandström-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 43.
( 35 ) – Dommen i sagen Intercommunale Intermosane und Fédération de l’industrie et du gaz, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 11 og den deri nævnte retspraksis.
( 36 ) – Dommen i sagen Intercommunale Intermosane und Fédération de l’industrie et du gaz, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis.
( 37 ) – Sandström-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 47.
( 38 ) – Nævnt ovenfor i fodnote 19, punkt B.5.1.
Full & Egal Universal Law Academy