EUR-Lex -  62011CC0073 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 6. september 2012 ( 1 )

Sag C-73/11 P

Frucona Košice a. s.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — konkurrence — statsstøtte — artikel 87, stk. 1, EF — begrebet statsstøtte — kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi — delvis afskrivning af en skattegæld i henhold til en kreditorprocedure — vurdering af fordele og ulemper ved en kreditorprocedure og en retslig likvidationsprocedure — usikkerhedsmomenter ved og varighed af en retslig likvidationsprocedure — de slovakiske skattemyndigheders adfærd over for selskabet Frucona Košice«

I – Indledning

1.

Denne appel giver Domstolen anledning til at videreudvikle sin praksis vedrørende bestemmelserne om statsstøtte på et væsentligt punkt. Det er nødvendigt at konkretisere kriteriet om den private kreditor, der danner grundlag for bedømmelsen af, om visse betalingslettelser eller ligefrem afkald på offentligretlige krav mod et selskab ud fra en konkurrenceretlig synsvinkel er neutrale eller udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF (nu artikel 107, stk. 1, TEUF ( 2 )). I modsætning til det beslægtede kriterium om den private investor ( 3 ) har kriteriet om den private kreditor hidtil stort set ikke været berørt i retspraksis. Af denne grund er det forblevet konturløst og nærmest »uafklaret« ( 4 ).

2.

I den foreliggende sag er problematikken om den private kreditor opstået på baggrund af en konkursretlig kreditorordning, inden for rammerne af hvilken en slovakisk skattemyndighed i 2004 over for selskabet Frucona Košice a. s. (herefter også »appellanten«) gav afkald på 65% af sit krav vedrørende punktafgifter. Med den Europæiske Unions Rets godkendelse kvalificerede Europa-Kommissionen dette afkald som statsstøtte, da den vurderede, at de slovakiske skattemyndigheders krav havde kunnet fyldestgøres med en højere procentsats i tilfælde af Fruconas konkurs end inden for rammerne af den pågældende kreditorordning. Frucona er derimod udtrykkeligt af den opfattelse, at den dækningsprocent, som de slovakiske skattemyndigheder kunne forvente i en retslig likvidationsprocedure eller i en skatteinddrivelsesprocedure, ikke – eller i al fald ikke åbenbart – ville have ligget over den dækning på 35%, der blev aftalt i kreditorordningen.

3.

I denne forbindelse er parterne navnlig uenige om en forholdsvis kryptisk formulering, med hvilken Domstolen i 1999 i DMT-dommen ( 5 ) definerede kriteriet om den private kreditor. Ifølge denne definition skal en betalingslettelse, der ydes af det offentlige, altid kvalificeres som statsstøtte, såfremt den begunstigede virksomhed klart ikke havde opnået den deraf følgende økonomiske fordel hos en privat kreditor i en sammenlignelig situation. Som den foreliggende retstvist viser, synes en præcisering af denne retspraksis at være absolut nødvendig.

II – Tvistens baggrund

4.

Frucona er et handelsselskab i henhold til slovakisk ret med hjemsted i Košice (Slovakiet). Oprindeligt drev selskabet virksomhed inden for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer og inden for fremstilling af levnedsmidler, såsom frugt, grøntsager og saft på dåse, samt produktion af kulsyreholdige og kulsyrefrie drikkevarer. Efter at selskabets tilladelse til at producere og forarbejde alkohol og alkoholholdige drikkevarer var blevet inddraget den 6. marts 2004 på grund af manglende betaling af punktafgifter, fortsatte det med at distribuere alkoholholdige drikkevarer produceret af et andet selskab.

A – National administrativ procedure og domstolsprocedure

5.

Da Frucona ikke kunne betale de forfaldne punktafgifter for 2004, var selskabet insolvent som omhandlet i den slovakiske lov om insolvens- og kreditorordninger. Derefter indgav Frucona den 8. marts 2004 en anmodning om at indlede en kreditorprocedure ved den regionale ret i Košice. Selskabets forslag til kreditorordning var baseret på, at dets samlede gæld androg 644,6 mio. SKK, og havde som målsætning at betale alle simple kreditorer og visse privilegerede kreditorer en andel på 35% af det beløb, som selskabet skyldte dem. De punktafgifter, der skulle betales til de slovakiske skattemyndigheder, udgjorde hovedparten af Fruconas gæld.

6.

Allerede inden den regionale ret i Košice havde godkendt kreditorordningen, fremlagde Frucona flere revisionsrapporter for de lokale skattemyndigheder med henblik på at give dem mulighed for at bedømme, om en kreditorordning, en retslig likvidation eller en fuldbyrdelse af skattegælden ville være mest fordelagtig for myndighederne. Desuden foretog de slovakiske skattemyndigheder den 21. juni 2004 et kontrolbesøg på stedet i Fruconas lokaler med henblik på at fastslå selskabets beholdning af likvide midler.

7.

Selv om det slovakiske skattedirektorat havde anmodet de kompetente lokale skattemyndigheder om ikke at acceptere Fruconas forslag til en kreditorordning med henvisning til, at den var ufordelagtig for Den Slovakiske Republik, accepterede de lokale skattemyndigheder forslaget til kreditorordning den 9. juli 2004. Ved afgørelse af 14. juli 2004 godkendte den regionale ret i Košice kreditorordningen, hvorefter de slovakiske skattemyndigheders krav ville blive fyldestgjort med 35%, hvilket svarede til et beløb på ca. 224,3 mio. SKK.

8.

Direktøren for de lokale skattemyndigheder blev den 14. juli 2004 suspenderet fra tjenesten og erstattet. Efterfølgende blev han også tiltalt for bedrageri og underslæb, men han blev frikendt for alle anklagepunkter.

9.

Den 20. oktober 2004 meddelte de lokale skattemyndigheder Frucona, at kreditorordningens regler udgjorde en indirekte statsstøtte, som er betinget af en tilladelse fra Kommissionen.

10.

Slovakiets højesteret afviste ved dom af 25. oktober 2004 en af de lokale skattemyndigheder i august iværksat appel til prøvelse af den regionale ret i Košices afgørelse af 14. juli 2004 om godkendelse af kreditorordningen, idet den fastslog, at den nævnte afgørelse var gyldig og kunne fuldbyrdes pr. 23. juli 2004.

11.

I overensstemmelse med kreditorordningen betalte Frucona den 17. december 2004 et beløb på 224,3 mio. SKK til de lokale skattemyndigheder, hvilket svarede til 35% af selskabets samlede skattegæld.

12.

Efter en ekstraordinær appel ophævede Slovakiets højesteret ved afgørelse af 27. april 2006 delvis den regionale ret i Košices afgørelse af 14. juli 2004. Derefter fastsatte den regionale ret i Košice ved afgørelse af 18. august 2006 Fruconas skattegæld til de lokale skattemyndigheder til 640,4 mio. SKK, hvorefter andelen på 35% svarede til 224,1 mio. SKK.

B – Den administrative procedure ved Europa-Kommissionen

13.

Europa-Kommissionen behandlede den foreliggende sag foranlediget af en klage, som Kommissionen modtog den 15. oktober 2004. Den 5. juli 2005 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF ( 6 ). Denne procedure blev afsluttet med beslutning 2007/254/EF af 7. juni 2006 ( 7 ) (herefter også »den anfægtede beslutning«), hvori Kommissionen i artikel 1 fastslog, at Frucona som følge af kreditorordningen blev ydet en statsstøtte på 416515990 SKK, der er uforenelig med fællesmarkedet. I den nævnte beslutnings artikel 2 forpligtedes Den Slovakiske Republik til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for uophørligt at tilbagesøge den pågældende støtte med renter fra modtageren.

C – Sagen i første instans for Den Europæiske Unions Ret

14.

Frucona anlagde den 12. januar 2007 annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede beslutning ved Retten i henhold til artikel 230, stk. 4, EF. Ved kendelse af 11. oktober 2007 fik St. Nicolaus-trade a. s. tilladelse til at indtræde som intervenient som omhandlet i artikel 116, stk. 6, i procesreglementet for Retten til støtte for Kommissionens påstande.

15.

Frucona fik ikke medhold i sit annullationssøgsmål i første instans. Ved dom af 7. december 2010 ( 8 ) (herefter også »den appellerede dom«) frifandt Retten Kommissionen og tilpligtede Frucona at betale sagens omkostninger.

III – Appelsagen for Domstolen

16.

Frucona har ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. februar 2011 iværksat den foreliggende appel af Rettens dom.

17.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—

Rettens dom af 7. december 2010 i sag T-11/07 ophæves for så vidt angår fjerde og sjette anbringende i appellantens stævning for Retten.

—

Domstolen tilslutter sig disse anbringender som velbegrundede.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne kan træffe afgørelse vedrørende appellantens femte, sjette, syvende, ottende og niende anbringende, for så vidt som de vedrører skattefuldbyrdelsesproceduren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18.

Kommission har nedlagt følgende påstande:

—

Appellen forkastes.

—

Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19.

Som anden part har St. Nicolaus-trade desuden nedlagt påstand om, at appellen forkastes, at den appellerede dom stadfæstes, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20.

Ved Domstolen blev der indgivet skriftlige indlæg om appellen, og den 5. juli 2012 blev der afholdt retsmøde i sagen.

IV – Bedømmelse

21.

I sin appel har Frucona ikke henvist til alle de emner, der var genstand for sagen i første instans. Selskabet har derimod navnlig anfægtet præmis 88-168 samt præmis 212 i den appellerede dom, idet det har gjort to anbringender gældende til støtte for appellen. For det første har Retten ved undersøgelsen af Kommissionens anvendelse af kriteriet om den private kreditor ikke benyttet det korrekte retlige kriterium (jf. herom nedenfor, afsnit A). For det andet har Retten retsstridigt søgt at erstatte Kommissionens argumenter med sine egne argumenter med hensyn til anvendelsen af kriteriet om den private kreditor og/eller anlagt en åbenbar urigtig vurdering af det foreliggende bevismateriale med relevans for dette kriterium, hvorved den har foretaget en åbenbar urigtig gengivelse af bevismaterialet (jf. herom nedenfor, afsnit B.).

A – Første anbringende: retlige krav til anvendelsen af kriteriet om den private kreditor

22.

Det første anbringende vedrører de retlige krav til anvendelsen af kriteriet om den private kreditor. Frucona har foreholdt Retten, at den ikke har benyttet det korrekte retlige kriterium ved undersøgelsen af Kommissionens anvendelse af dette kriterium. I så henseende har appellanten anfægtet dels præmis 89-92, dels præmis 106-121 i den appellerede dom. Derudover har appellanten kritiseret dommens præmis 139-142.

1. Formaliteten

23.

Kommissionen er i to henseender i tvivl om, hvorvidt Fruconas argumenter i forbindelse med det første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

24.

Indledningsvis har Kommissionen kritiseret, at nogle passager i appelstævningen indeholder krydshenvisninger til Fruconas stævning i første instans. Kommissionen har gjort gældende, at en sådan henvisningsteknik ikke opfylder kravene i artikel 112 i Domstolens procesreglement.

25.

Hertil skal bemærkes, at en appel i henhold til artikel 256, stk. 1, TEUF sammenholdt med artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), præcist skal angive de retlige argumenter, der særligt støtter påstanden om ophævelse af dommen i første instans ( 9 ). Det er korrekt, at en generel henvisning til andre dokumenter ikke opfylder disse krav, heller ikke selv om de pågældende dokumenter – som i den foreliggende sag – er vedlagt som bilag til appelstævningen ( 10 ).

26.

I den foreliggende sag har Frucona imidlertid ikke henvist generelt til de klagepunkter og argumenter, som selskabet fremførte i første instans. Appellanten har derimod redegjort for specifikke aspekter af sine argumenter i første instans i hovedteksten i sin appelstævning og defineret disse tilstrækkeligt præcist. Derefter har appellanten alene som dokumentation for rigtigheden af sine oplysninger henvist til de relevante passager i stævningen i første instans.

27.

Dermed er Kommissionens kritik i så henseende fuldstændig grundløs.

28.

Dernæst er Kommissionen i tvivl om, hvorvidt den passage i appelstævningen, hvori Frucona redegør for betydningen af lokale ekspertudtalelser om, hvilke dækningsprocenter der kan forventes i en retslig likvidationsprocedure ( 11 ), kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har anført, at denne passage står uden sammenhæng i slutningen af Fruconas redegørelse vedrørende selskabets første anbringende og navnlig efter Fruconas sammenfattende formulering af påstanden ( 12 ), hvorfor formålet med denne passage med henblik på prøvelsen af dommen i første instans er uklar.

29.

Dette argument fra Kommissionens side er ligeledes fuldstændig ubegrundet. Hver part kan således selv vælge, hvordan den ønsker at strukturere sine skriftlige bemærkninger, der fremsættes ved Domstolen. Det forekommer måske ikke synderligt hensigtsmæssigt at fremsætte yderligere bemærkninger af indholdsmæssig art efter »sammenfatningen« (»Conclusion«) af et anbringende. Dette er imidlertid ikke et spørgsmål om muligheden for antagelse til realitetsbehandling, men alene et spørgsmål om, hvad der er hensigtsmæssigt, hvilket det er op til hver enkelt part at vurdere. Der kan højst opstå et problem med antagelsen til realitetsbehandling, såfremt der ikke er nogen klar sammenhæng mellem en parts argumenter og dennes appelpåstande, således at Domstolen og sagens andre parter ikke kan tage stilling hertil på en hensigtsmæssig måde. I det foreliggende tilfælde har Frucona imidlertid flere steder i sin appelstævning gjort det tilstrækkeligt klart, at selskabet kritiserer Retten for ikke at have tillagt betydningen af ekspertudtalelser i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private kreditor tilstrækkelig vægt. Det fremgår ikke, at parterne i sagen har haft nogen form for problemer med at tage stilling til dette argument.

30.

Derfor består der ingen tvivl om, at det første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

2. Realiteten

31.

Appellanten har foreholdt Retten, at den med urette har tiltrådt, at der var tale om statsstøtte ( 13 ). Retten har ifølge appellanten dels ikke givet en korrekt fremstilling af den relevante retspraksis vedrørende kriteriet om den private kreditor ved undersøgelsens begyndelse, dels anvendt dette kriterium ukorrekt.

a) Påstanden om, at Retten ikke har givet en korrekt fremstilling af den relevante retspraksis

32.

Frucona har ved at kritisere Retten for ikke at have indledt sin undersøgelse med en korrekt fremstilling af den relevante retspraksis vedrørende kriteriet om den private kreditor i realiteten gjort gældende, at begrundelsen i den appellerede dom er mangelfuld.

33.

Dette argument holder ikke til en nærmere undersøgelse.

34.

Pligten til behørigt at begrunde domme afsagt i første instans følger af artikel 36, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i statutten for Domstolen. Ifølge fast retspraksis skal begrundelsen for en dom klart og utvetydigt angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret ( 14 ).

35.

Det kan uden tvivl være nyttigt, såfremt Retten som indledning til sine bemærkninger vedrørende et konkret anbringende redegør for den relevante retspraksis og i givet fald tager stilling hertil. Dette er imidlertid i sidste ende et spørgsmål om, hvad der er hensigtsmæssigt, ved vurderingen af hvilket Retten bør indrømmes en vid skønsmargin.

36.

Med hensyn til begrundelsespligten er det afgørende i sidste instans alene, om den appellerede dom er affattet på en forståelig måde, om den behandler alle sagsøgerens klagepunkter ( 15 ), og om begrundelsen for Rettens afgørelse fremgår tilstrækkeligt klart, uanset hvorvidt og på hvilken måde Retten i denne forbindelse udtrykkeligt har henvist til tidligere retspraksis.

37.

Den appellerede dom opfylder fuldt ud disse krav, hvilket ikke mindst fremgår af, at Frucona målrettet og detaljeret har kunnet identificere de retlige fejl, som den pågældende dom efter Fruconas opfattelse er behæftet med.

38.

I realiteten har Frucona også i mindre grad anfægtet den appellerede doms begrundelse end dens indhold. I det følgende vil jeg undersøge, om indholdet er korrekt.

b) Den angivelige indholdsmæssige fejlfortolkning og ukorrekte anvendelse af kriteriet om den private kreditor

39.

Appellanten har kritiseret Retten for i den foreliggende sag at have fejlfortolket indholdet af kriteriet om den private kreditor og desuden for at have anvendt det ukorrekt. Efter appellantens opfattelse har Retten med urette lagt til grund, at de lokale slovakiske skattemyndigheders afkald på krav udgjorde en statsstøtte til Frucona ( 16 ).

i) Indholdet af kriteriet om den private kreditor

40.

Frucona har for det første gjort gældende, at en foranstaltning fra det offentlige som det omtvistede afkald på krav fra de lokale slovakiske skattemyndigheders side kun kan kvalificeres som statsstøtte, såfremt den deraf følgende fordel for den berørte virksomhed er »væsentlig mere favorabel« ( 17 ) end den, som en privat kreditor ville yde under sammenlignelige omstændigheder. Appellanten har kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl ved udelukkende at undersøge, om en kreditorprocedureordning havde indbragt Den Slovakiske Republiks skattemyndigheder »større fordele« end dem, som ville være opnået ved en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure ( 18 ), og om en retslig likvidationsprocedure havde været »mere hensigtsmæssig« end en kreditorprocedure ( 19 ), i stedet for at søge efter »en klar fordel«.

41.

I henhold til fast praksis skal hver af de fire kumulative betingelser i artikel 87, stk. 1, EF (nu artikel 107, stk. 1, TEUF) være opfyldt, før en foranstaltning kan kvalificeres som statsstøtte i traktaternes forstand. For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, for det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, for det tredje skal den give modtageren en fordel, og for det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencen ( 20 ).

42.

Det har gentagne gange tidligere i vidt forskellige sammenhænge vist sig, at skatteforanstaltninger kan rejse vanskelige problemstillinger i forhold til statsstøttereglerne ( 21 ), hvilket også er tilfældet i den foreliggende sag.

43.

I denne sag er der uenighed om, hvorvidt Frucona er blevet indrømmet en fordel som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, da de lokale skattemyndigheder som led i kreditorordningen gav afkald på 65% af deres krav vedrørende punktafgifter. Dette afhænger af, hvorvidt den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, har opnået en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsbetingelser ( 22 ).

44.

Afgørende for vurderingen af dette spørgsmål er en sammenligning med en privat kreditor, der søger at få inddækket de beløb, som en debitor skylder ham ( 23 ). En sådan privat kreditor vil, når han handler under markedsøkonomiske vilkår, tilstræbe at maksimere sin indtjening og minimere mulige tab. Følgelig vil han kun indrømme den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, lettelser med hensyn til betalingen af dens gæld, såfremt og i det omfang det ud fra et økonomisk synspunkt kan anses for hensigtsmæssigt eller i det mindste forsvarligt.

45.

Domstolen har navnlig i DMT-dommen taget nærmere stilling til kriteriet om den private kreditor. I konklusionen i denne dom har Domstolen udtalt, at betalingslettelser med betaling af socialsikringsbidrag, der ydes skønsmæssigt til en virksomhed af et organ, hvis opgave er at indkassere bidragene, udgør statsstøtte, såfremt den pågældende virksomhed henset til størrelsen af den økonomiske fordel, den dermed opnår, klart ikke kunne have opnået tilsvarende ydelser hos en privat kreditor, der i forhold til den indtog samme stilling som nævnte bidragsopkrævende organ ( 24 ).

46.

Siden da har anvendelsen af adverbiet »klart« givet anledning til forvirring. Denne forvirring forstærkes yderligere af, at Domstolen på ét sted i DMT-dommens præmisser anvender den nævnte formulering i let ændret form. Ifølge denne formulering er det en betingelse for at konkludere, at der er tale om statsstøtte, at de betalingslettelser, der er blevet ydet den pågældende virksomhed, er »klart mere omfattende« end dem, som en privat kreditor ville have ydet virksomheden ( 25 ).

47.

Som jeg vil redegøre for nedenfor, er der med begrebet »klart«, i den forstand hvori det anvendes i DMT-dommen, ikke indført et kvantitativt element i kriteriet om den private kreditor, og begrebet bør ej heller misforstås i retning af, at der er tale om en skønsmargin af nogen som helst art for nationale organer, der yder støtte. Begrebet »klart« indeholder derimod en henvisning – der unægtelig kan misforstås – til det vurderingskriterium, der i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private kreditor skal anvendes både af nationale domstole og af Kommissionen i dennes egenskab af konkurrencemyndighed.

– Ikke noget kvantitativt element

48.

Ved en umiddelbar betragtning kan anvendelsen af udtrykket »klart« i DMT-dommen ( 26 ) forlede til den konklusion, at det drejer sig om et kvantitativt element, og at der kun er tale om statsstøtte, såfremt den fordel, som den pågældende virksomhed opnår i værdi eller omfang, er »klart mere omfattende« end den, som en privat kreditor havde ydet i en sammenlignelig situation ( 27 ).

49.

Under den mundtlige forhandling for Domstolen var alle parter i sagen imidlertid enige om, at anvendelsen af adverbiet »klart« i DMT-dommen ikke indfører et kvantitativt element i kriteriet om den private kreditor og navnlig ikke bør misforstås som en henvisning til en minimumsdifference mellem den fordel, som det offentlige har indrømmet, og den fordel, der kan forventes fra en privat kreditors side.

50.

Det tilkommer rent faktisk ikke Unionens retsinstanser at supplere begrebet statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF (nu artikel 107, stk. 1, TEUF) med en bagatelgrænse, som traktatens forfattere ikke har fastsat, som led i retsinstansernes retsskabende virksomhed. I så fald risikerer Domstolen at blive kritiseret for at blande sig i unionslovgivers opgaver, idet det ifølge artikel 89 EF (artikel 109 TEUF) alene tilkommer unionslovgiver at indføre gruppefritagelsesordninger som den om deminimis-støtte ( 28 ) ved gennemførelsesforordninger. Desuden ville forholdet mellem denne skrevne de-minimis-ordning og en eventuel uskreven bagatelgrænse på basis af retspraksis være uklart. Ydermere ville en uskreven bagatelgrænse skabe betydelig retsusikkerhed. Fordelens art og omfang kan derfor højst indgå som indicier i den samlede afvejning af alle omstændigheder i sagen i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private kreditor ( 29 ).

51.

Det er derfor fuldt ud berettiget, at Retten i den foreliggende sag har lagt til grund, at der kan være tale om en fordel i statsstøttereglernes forstand, selv om de tal, der er beregnet i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private kreditor, ligger tæt på hinanden ( 30 ). Den omstændighed, at det forventede minimumsudbytte for de lokale skattemyndigheder med 225,5 mio. SKK kun blev anslået til at være en anelse højere ( 31 ) end det beløb på 224,3 mio. SKK ( 32 ), der rent faktisk blev betalt i forbindelse med kreditorordningen, udelukker ikke i sig selv på forhånd, at Frucona alligevel har opnået en økonomisk fordel hos det offentlige, som selskabet klart ikke havde opnået hos en privat kreditor under sammenlignelige omstændigheder.

– Ingen skønsmargin for nationale myndigheder

52.

Frucona synes på sin side at fortolke anvendelsen af begrebet »klart« i DMT-dommen ( 33 ) som udtryk for en form for skønsmargin, der øjensynlig skal tilkomme de nationale myndigheder. Frucona har således understreget det »spektrum« af handlingsmuligheder, som kreditorer i en markedsøkonomi normalt råder over i forhold til deres debitorer. Så længe en offentlig kreditor ikke vælger en handlingsmulighed, der ligger uden for dette spektrum, kan der efter Fruconas opfattelse ikke være tale om en fordel i statsstøttereglernes forstand. Kun såfremt en offentlig kreditor iværksætter en foranstaltning, som en fornuftig privat kreditor klart ikke havde valgt, kan der efter Fruconas opfattelse være tale om en fordel i støtteretlig forstand.

53.

Denne opfattelse er imidlertid også fejlagtig. Så vidt jeg kan se, har Domstolen i forbindelse med statsstøtte endnu aldrig anerkendt en skønsmargin af nogen som helst art, inden for hvilken de foranstaltninger, som medlemsstaternes myndigheder iværksætter, kun er underlagt en begrænset kontrol fra Kommissionens eller de nationale retsinstansers side med hensyn til traktaternes konkurrenceregler.

54.

Tværtimod indeholder artikel 87 EF og 88 EF (nu artikel 107 TEUF og 108 TEUF) bestemmelser om, at Kommissionen i sin egenskab af EU-konkurrencemyndighed fører en omfattende kontrol med statsstøtte. Såfremt nationale myndigheder er i tvivl om, hvorvidt de foranstaltninger, som de har foranlediget over for virksomheder, falder ind under forbuddet mod statsstøtte, står det dem frit at anmelde disse foranstaltninger til Kommissionen som en sikkerhedsforanstaltning.

55.

En anerkendelse af en skønsmargin for de mange offentlige myndigheder, der yder statsstøtte på nationalt, regionalt og lokalt niveau i Den Europæiske Union, ville indebære en klar opblødning af det forbud mod statsstøtte, der er forankret i artikel 87, stk. 1, EF (artikel 107, stk. 1, TEUF), og som udgør et fundamentalt EU-retligt princip med væsentlig betydning for det indre markeds funktion. Der ville være alvorlig risiko for, at effektiviteten af Kommissionens statsstøttekontrol undergraves, og at den ensartede fortolkning og anvendelse af de europæiske konkurrenceregler bringes i fare. Derved ville der blive rejst alvorlig tvivl om den grundlæggende målsætning om ensartede konkurrencebetingelser for alle virksomheder, der opererer på det indre marked (»level playing field«) ( 34 ).

56.

Det bør endvidere tages i betragtning, at kriteriet om den private kreditor og kriteriet om den private investor er nært beslægtede. Begge kriterier siger noget om, hvorvidt en virksomhed under normale markedsvilkår også kunne have opnået en økonomisk fordel, som det offentlige har ydet virksomheden. I sidste instans er de to kriterier to sider af samme sag. I overensstemmelse hermed bør Domstolen, når den fortolker og anvender disse, sikre den indbyrdes sammenhæng og være opmærksom på, at Domstolen – så vidt jeg kan se – endnu aldrig har slækket på kriteriet om den private investor ved at anerkende en skønsmargin for medlemsstaternes vedkommende.

– En skønsmargin for Kommissionen og de nationale retter

57.

I virkeligheden har Domstolen i DMT-dommen ved at anvende adverbiet »klart« blot – ganske vist noget kryptisk – henvist til den skønsmargin, som tilkommer Kommissionen og de nationale retter ( 35 ), når de under anvendelse af kriteriet om den private kreditor undersøger det offentliges foranstaltninger med henblik på at fastslå, hvorvidt der er tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, nu artikel 107, stk. 1, TEUF.

58.

Kriteriet om den private kreditor anvendes – i lighed med det nært beslægtede kriterium om den private investor – til at fastslå, hvorvidt den begunstigede virksomhed under normale markedsvilkår fra en privat havde opnået den samme fordel som den, der er blevet stillet til rådighed for den ved hjælp af statens midler ( 36 ). Det skal således vurderes, hvordan en fornuftig privat kreditor i en markedsøkonomi ville forholde sig i en situation, der er sammenlignelig med den offentlige kreditors.

59.

Inden for rammerne af en administrativ procedure i henhold til artikel 88, stk. 2 eller 3, EF (nu artikel 108, stk. 2 eller 3, TEUF) påhviler det Kommissionen at foretage denne vurdering, idet Kommissionen er forpligtet til at inddrage alle relevante omstændigheder i sagen og om nødvendigt at anmode den pågældende medlemsstat om at give den alle relevante oplysninger ( 37 ).

60.

Vurderingen af, hvorledes en fornuftig privat kreditor i en markedsøkonomi ville forholde sig, kræver en kompliceret økonomisk vurdering ( 38 ), der efter sin natur vil være forbundet med betydelige usikkerhedsmomenter, da der altid kun kan være tale om en vurdering af en tænkt privat kreditors sandsynlige adfærd. Derfor giver adverbiet »klart«, som Domstolen anvendte i DMT-dommen, kun mening i et tilfælde som det foreliggende, såfremt det anses for et udtryk for den skønsmargin, som tilkommer Kommissionen i forbindelse med vurderingen af en tænkt privat kreditors sandsynlige adfærd.

61.

Såfremt en privat kreditor i en markedsøkonomi set i lyset af de konkrete omstændigheder i sagen kan tænkes at udvise forskellige former for adfærd – kreditor kan eksempelvis som i den foreliggende sag have valget imellem at acceptere en kreditorordning eller at tvinge sin debitor ud i en retslig likvidationsprocedure ( 39 ) – skal det nøje overvejes, hvilken af disse former for adfærd fra den private kreditors side der er mest sandsynlig, uden at der i denne forbindelse tilkommer den nationale myndighed, der yder fordelen, nogen som helst form for skønsmargin ( 40 ).

62.

I modsætning til eksempelvis strafferetlige eller strafferetslignende sager skal der i denne forbindelse ikke lægges et skærpet sandsynlighedskriterium til grund. Det er således navnlig ikke nødvendigt, at den adfærd, som en privat kreditor antages at ville udvise, er »klar« i den forstand, at den kan forudses som værende »meget sandsynlig« eller »særligt sandsynlig« eller endog »uden rimelig tvivl«. Kriteriet om den private kreditor anvendes nemlig i administrative eller civile procedurer – enten i Kommissionens procedure for statsstøttekontrol eller ved nationale retter ( 41 ) – der har til formål effektivt at bidrage til gennemførelsen af det EU-retlige forbud mod statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF (artikel 107, stk. 1, TEUF) og på sikker måde at afværge risici for konkurrencen på det indre marked. Som følge heraf bør tærsklen for en indgriben over for de fordele, som det offentlige yder visse virksomheder, i sådanne procedurer være forholdsvis lav. I overensstemmelse hermed bør det i en sag som den foreliggende være tilstrækkeligt at konstatere, at en bestemt form for adfærd hos den private kreditor (f.eks. at insistere på en retslig likvidationsprocedure) set i lyset af de konkrete omstændigheder i sagen havde været mere sandsynlig end andre (f.eks. at give afkald på en del af de udestående krav i forbindelse med en kreditorordning) ( 42 ).

63.

I den appellerede dom har Retten derfor med føje ganske enkelt undersøgt, om en retslig likvidationsprocedure eller en skatteinddrivelsesprocedure i den foreliggende sag havde været »mere fordelagtig« for Den Slovakiske Republiks skattemyndigheder end den kreditorordning, der blev indgået med Frucona ( 43 ), og om Kommissionen i så henseende har begået åbenlyse fejl i den anfægtede beslutning.

64.

På denne baggrund kan Retten ikke kritiseres for at have fejlfortolket indholdet af kriteriet om den private kreditor eller for at have anvendt kriteriet forkert ved prøvelsen af den anfægtede beslutning truffet af Kommissionen.

ii) Den retslige prøvelse af anvendelsen af kriteriet om den private kreditor

65.

For så vidt angår den konkrete anvendelse af kriteriet om den private kreditor har Frucona kritiseret Retten for i den foreliggende sag kun at have foretaget en efterfølgende sammenligning af fordele og ulemper ved henholdsvis en retslig likvidationsprocedure og kreditorordningsprocedure ud fra Kommissionens synspunkt i stedet for at foretage en vurdering ud fra en privat kreditors forhåndsbetragtning. Frucona har gjort gældende, at Retten navnlig ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til de ekspertudtalelser vedrørende varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure, som er blevet forelagt Kommissionen, og som efter Fruconas opfattelse ville have spillet en betydelig rolle for enhver fornuftig privat kreditors beslutning.

– Kravet om en vurdering ud fra en forhåndsbetragtning

66.

Det er helt ubestridt, at spørgsmålet om, hvorvidt den begunstigede virksomhed under normale markedsvilkår også kunne have opnået samme fordel som den, virksomheden blev ydet af det offentlige, skal vurderes ud fra en fornuftig privat kreditors synspunkt ( 44 ). I den forbindelse skal de oplysninger lægges til grund, som en sådan privat kreditor havde været i besiddelse af på det tidspunkt, hvor den pågældende fordel blev ydet. Det afgørende er således, som Frucona korrekt har understreget, en vurdering ud fra en forhåndsbetragtning.

67.

Retten har netop undersøgt lovligheden af Kommissionens anfægtede beslutning ud fra denne synsvinkel. I den appellerede dom henvises til de omstændigheder, som en privat kreditor ville have lagt til grund for at afveje fordelene ved en retslig likvidationsprocedure i forhold til udbyttet fra den kreditorordning, der blev indgået mellem Frucona og de lokale skattemyndigheder. Navnlig har Retten udførligt behandlet spørgsmålet om, »hvorvidt den mest optimistiske private kreditor ville have valgt at få 225 mio. SKK [i forbindelse med en akkord] i december 2004 snarere end eventuelt at få op til 239 mio. SKK [ved en retslig likvidationsprocedure] inden for en frist på mellem »mindre end gennemsnittet« og syv år«  ( 45 ).

68.

Dermed kan det ikke for alvor betvivles, at Retten ved undersøgelsen af den anfægtede beslutnings lovlighed har taget udgangspunkt i en forhåndsbetragtning.

– Varigheden af en mulig retslig likvidationsprocedure

69.

Dernæst har appellanten kritiseret Retten for ikke i tilstrækkelig grad at have efterprøvet, om Kommissionen har taget stilling til de erklæringer vedrørende varigheden af en mulig retslig likvidationsprocedure, som den er blevet forelagt under den administrative procedure, og har tillagt de oplysninger, der fremgår heraf, den fornødne vægt, også under hensyntagen til erfaringerne med retslige likvidationsprocedurer vedrørende andre brænderier i Slovakiet. Frucona har gentagne gange understreget, at der i så henseende er tale om et retsspørgsmål.

70.

Det er korrekt, at begrebet statsstøtte som omhandlet i primærretten har en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer. Som følge heraf skal EU’s retsinstanser principielt under hensyntagen til såvel de konkrete omstændigheder i den sag, der verserer for dem, som til den tekniske eller komplicerede karakter af Kommissionens vurderinger foretage en fuldstændig efterprøvelse af, om en foranstaltning henhører under traktatens artikel 87, stk. 1, EF (nu artikel 107, stk. 1, TEUF) ( 46 ).

71.

Denne domstolsprøvelse omfatter også anvendelsen af kriteriet om den private kreditor, dvs. det retlige kriterium, på grundlag af hvilket Kommissionen afgør, hvorvidt og i hvilket omfang de betalingslettelser, som det offentlige har ydet en virksomhed, i givet fald skal kvalificeres som fordel som omhandlet i statsstøttereglerne ( 47 ).

72.

Som nævnt ovenfor kræver anvendelsen af kriteriet om den private kreditor – i lighed med anvendelsen af det beslægtede kriterium om den private investor – i henhold til loven en samlet vurdering af alle omstændigheder i sagen under hensyntagen til de oplysninger, der er blevet forelagt af den pågældende medlemsstat, såvel som af alle andre relevante beviser i sagen ( 48 ).

73.

Hvis det, som i den foreliggende sag, drejer sig om at fastslå, hvorvidt en privat kreditor ville have foretrukket at indvilge i en akkord eller at tvinge sin debitor ud i en retslig likvidationsprocedure, vil varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure i reglen også indgå i de konkrete omstændigheder, der er relevante for afvejningen.

74.

Retten har på ingen måde set bort herfra, men har tværtimod udførligt taget stilling til synspunktet vedrørende varigheden af en mulig retslig likvidationsprocedure i forbindelse med kontrollen af den anfægtede beslutnings lovlighed, idet den også tog stilling til konkrete betragtninger til den anfægtede beslutning ( 49 ).

75.

Den appellerede dom behandler udtrykkeligt Fruconas klagepunkt i første instans om, at der af Kommissionen »ikke blev taget hensyn til varigheden af den retslige likvidationsprocedure i Slovakiet og tredjemands rapporter desangående«. Retten konkluderer, at Kommissionen »ikke [kan] kritiseres for ikke at have taget stilling til dette spørgsmål og [Fruconas] standpunkt i denne henseende« ( 50 ).

76.

Retten kan således næppe kritiseres for ikke at have taget hensyn til aspektet om varigheden af den retslige likvidationsprocedure i forbindelse med sin domstolsprøvelse af Kommissionens anvendelse af kriteriet om den private kreditor.

77.

Frucona mener imidlertid, at Retten ikke har foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af, om Kommissionen har tillagt varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure den fornødne vægt i forbindelse med anvendelsen af kriteriet om den private kreditor i den anfægtede beslutning.

78.

Hertil skal det bemærkes, at den korrekte vægtning af de forskellige aspekter i den konkrete sag, på grundlag af hvilke en privat kreditor skulle have truffet sin beslutning, ikke er et retsspørgsmål, men derimod et faktisk spørgsmål, hvis besvarelse kan variere fra sag til sag, og som altid forudsætter en bedømmelse af komplicerede økonomiske sammenhænge, hvorved der som bekendt tilkommer Kommissionen en vid skønsmargin ( 51 ).

79.

Ifølge fast retspraksis må domstolsprøvelsen af en kommissionsretsakt, der hviler på en sådan bedømmelse af komplicerede økonomiske sammenhænge, derfor begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning ( 52 ).

80.

I modsætning til hvad der gælder i kartelsager, har EU’s retsinstanser ikke fuld ret til at prøve Kommissionens skøn for så vidt angår Kommissionens afgørelser på statsstøtteområdet, som udelukkende er af administrativ karakter og ikke er forbundet med nogen form for sanktion (artikel 261 TEUF). Derfor må Retten ikke sætte sit skøn med hensyn til de økonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af Kommissionen ( 53 ).

81.

Retten har netop med rette holdt sig inden for grænserne for sine retslige beføjelser, idet den i første instans undersøgte den anfægtede beslutning med henblik på spørgsmålet, om der var taget hensyn til varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure, og efter at have behandlet Fruconas argumenter indgående konkluderede, at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ( 54 ).

82.

Når det drejer sig om de enkelte detaljer, kan man selvfølgelig have forskellige opfattelser af, hvorvidt Kommissionens og Rettens bedømmelse af visse elementer i de faktiske forhold er overbevisende. Det fremgik ikke mindst af den livlige diskussion mellem sagens parter under den mundtlige forhandling og deres svar på Domstolens mundtlige spørgsmål. Navnlig forblev det til det sidste omtvistet, hvilken varighed en eventuel retslig likvidationsprocedure måtte forventes at have fået i den foreliggende sag ( 55 ), hvilken betydning en privat kreditor ville have tillagt usikkerhedsmomenterne i så henseende i forbindelse med sin beslutningstagning ( 56 ), hvor pålidelige de erklæringer, som Kommissionen var blevet forelagt herom, var ( 57 ), samt hvilket merudbytte en privat kreditor kunne have opnået i en retslig likvidationsprocedure set i forhold til udbyttet i den kreditorordning, som de lokale skattemyndigheder indgik, også under hensyntagen til renter af det beløb, der fremkom ved kreditorordningen ( 58 ).

83.

For at der kan antages at foreligge et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionens side, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at have en anden opfattelse end Kommissionen. Såfremt de faktiske omstændigheder og beviserne nemlig giver mulighed for forskellige vurderinger, kan det ikke anfægtes retligt, at Kommissionen har valgt en af disse, heller ikke hvis det ikke er den vurdering, som Retten, en part i sagen eller Domstolen finder bør foretrækkes. Der foreligger først et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionens side, såfremt denne myndigheds konklusioner ikke længere kan forsvares i betragtning af de faktiske omstændigheder og beviserne, dvs. hvis der ikke findes et fornuftigt grundlag for dem ( 59 ).

84.

I den foreliggende sag kunne det følgelig ikke forlanges af Retten, at den med hensyn til vægtningen af usikkerhedsmomenterne og varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure skulle lade sin egen vurdering af sagens omstændigheder træde i stedet for Kommissionens vurdering. Det ville for alvor være forkert, såfremt Domstolen nu i sin egenskab af appelinstans erstattede Rettens eller Kommissionens vurdering vedrørende usikkerhedsmomenterne og varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure med sin egen.

85.

Det er imidlertid netop det, som appellanten reelt forsøger at opnå med sit anbringende om varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure samt om forhåndsbetragtningen. Under dække af angivelige retsspørgsmål opfordrer den i sidste instans Domstolen til at sætte dens egen vurdering af sagens omstændigheder i stedet for Rettens og Kommissionens vurdering. Domstolen bør modstå denne fristelse, medmindre den ønsker at udvide sin kompetence i appelproceduren betydeligt.

86.

På denne baggrund kan Fruconas klagepunkter vedrørende domstolskontrollen af anvendelsen af kriteriet om den private kreditor ikke tages til følge.

3. Foreløbig konklusion

87.

Det følger i det hele heraf, at Fruconas første appelanbringende ganske vist kan antages til realitetsbehandling, men må anses for ubegrundet.

B – Andet anbringende: klagepunktet om, at Retten har forbedret Kommissionens begrundelse og gengivet beviser urigtigt

88.

Det andet anbringende kan opdeles i fire led. De omhandler Rettens bemærkninger om omkostningerne i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure ( 60 ), om varigheden af en retslig likvidationsprocedure ( 61 ), om Kommissionens angivelige tilbageholdenhed i forbindelse med vurderingen af de faktiske omstændigheder ( 62 ) og om den angivelige betydning af resterende gæld efter gennemførelsen af en retslig likvidationsprocedure ( 63 ).

89.

I alle fire led af dette anbringende har Frucona kritiseret Retten for retsstridigt at have forsøgt at sætte sine egne argumenter og sin egen økonomiske vurdering af de faktiske omstændigheder i stedet for Kommissionens. »Endvidere eller subsidiært« ( 64 ) har Frucona gjort gældende, at Retten har lagt en åbenbart urigtig vurdering af det foreliggende bevismateriale til grund. Da de rejste retsspørgsmål vedrørende alle fire led i dette andet anbringende dermed har mange lighedspunkter, er det hensigtsmæssigt at behandle disse samlet.

90.

For så vidt som Kommissionen på forhånd atter har kritiseret krydshenvisningerne til stævningen i første instans, med hvilke Frucona har suppleret sine argumenter i appelskriftet, bør denne indvending afvises af de samme grunde som dem, jeg allerede har redegjort for i forbindelse med det første anbringende ( 65 ).

1. Klagepunktet om, at Retten har sat sine egne argumenter i stedet for Kommissionens argumenter

91.

Indledningsvis har Frucona gjort gældende, at Retten flere gange har sat sine egne argumenter og sin egen økonomiske vurdering af de faktiske omstændigheder i stedet for Kommissionens vurdering og derved begået en retlig fejl.

92.

Det er korrekt, at Domstolen og Retten ved påkendelsen af et annullationssøgsmål under ingen omstændigheder kan sætte deres egen begrundelse i stedet for den, udstederen af den anfægtede retsakt har angivet ( 66 ). Heri kommer annullationssøgsmålets kassatoriske karakter til udtryk. Den beror i sidste instans på princippet om den institutionelle ligevægt, der er kendetegnende for Den Europæiske Unions struktur og funktionsmåde. Den institutionelle ligevægt forudsætter, at hver enkelt af institutionerne udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser ( 67 ).

93.

Deraf følger, at Unionens retsinstanser ikke må forsyne en EU-retsakt, der er støttet på urigtige eller endog ulovlige grunde, med helt andre grunde og derefter stadfæste den. Uden for anvendelsesområdet for den fulde prøvelsesret (artikel 261 TEUF) må Unionens retsinstanser således ikke rette op på den anfægtede retsakt, men skal erklære den for ugyldig, såfremt og i det omfang annullationssøgsmålet er begrundet (artikel 264, stk. 1, TEUF) ( 68 ). Derefter påhviler det Unionens berørte institutioner, organer, kontorer og agenturer at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af en dom om annullation (artikel 266, stk. 1, TEUF).

94.

Der er imidlertid intet til hinder for, at Unionens retsinstanser foretager en indgående prøvelse af de anbringender og argumenter, som sagsøgeren har fremført, og tager detaljeret stilling hertil ( 69 ). Tværtimod kræver artikel 264, stk. 1, TEUF en sådan prøvelse, da kun et begrundet annullationssøgsmål (der kan antages til realitetsbehandling) kan føre til en annullation af den anfægtede EU-retsakt.

95.

Det er netop denne prøvelse, som Retten har foretaget i den foreliggende sag. I de domspassager, som Frucona har kritiseret, har Retten indgående behandlet de klagepunkter og argumenter, som Frucona selv har fremført inden for rammerne af sit annullationssøgsmål, samt de argumenter, som Kommissionen i så henseende har fremført til sit forsvar. Herefter har Retten konkluderet, at ingen af de klagepunkter og argumenter, som Frucona har fremført, kan begrunde en annullation af den anfægtede beslutning ( 70 ).

96.

Retten har i den foreliggende sag på ingen måde anset de grunde, som Kommissionen har anført i den anfægtede beslutning, for urigtige eller ulovlige og erstattet dem med sine egne forskellige argumenter. Retten har eksempelvis ikke konkluderet, at den anfægtede beslutning bør opretholdes af andre grunde end dem, som Kommissionen har anført. Tværtimod henvises der i den appellerede dom til, at den anfægtede beslutning og begrundelsen herfor på trods af ubestridelige svagheder (stadig) holder ved en retslig efterprøvelse.

97.

Kun på et eneste punkt har Retten foretaget en rettelse i de grunde for at antage, at der er tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, som Kommissionen har anført i den anfægtede beslutning. Retten konstaterede, at Kommissionen havde lavet en regnefejl med hensyn til de omkostninger til en eventuel retslig likvidationsprocedure, der skulle medregnes. Derefter rettede den vurderingen af det forventede minimumsudbytte for den offentlige kreditor ved en eventuel retslig likvidation, der kom til udtryk i den omtvistede afgørelse, fra 239 mio. SKK til 225,5 mio. SKK og lagde denne berigtigede værdi til grund ved den videre prøvelse af Fruconas argumenter ( 71 ).

98.

Hertil skal bemærkes, at Retten under et annullationssøgsmål kan finde anledning til at fortolke den anfægtede retsakts begrundelse på en anden måde end den udstedende myndighed og under visse omstændigheder endog til at forkaste den begrundelse, der er angivet af den udstedende myndighed, såfremt faktiske forhold giver grundlag herfor ( 72 ).

99.

I nærværende sag forelå der et faktisk forhold i form af Kommissionens regnefejl, der gav Retten anledning til punktuelt at afvige fra de betragtninger, som Kommissionen i den anfægtede beslutning anførte som begrundelse for, at der var tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

100.

En sådan afvigelse fra begrundelsen af den anfægtede beslutning var – også under hensyntagen til den rolle, der tilkommer Unionens retsinstanser i proceduren vedrørende et annullationssøgsmål ( 73 ) – begrundet, da den ikke havde nævneværdig indvirkning på spørgsmålet, om Kommissionens konklusion (at der var tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF) var retligt korrekt. Derimod ville en annullation af den anfægtede beslutning have været helt uforholdsmæssig i forhold til den konstaterede regnefejls betydning og konsekvenserne heraf.

101.

De beregnede tal lå derefter ganske vist meget tæt på hinanden, idet det minimumsudbytte, som de slovakiske skattemyndigheder kunne forvente at opnå ved en eventuel retslig likvidationsprocedure, efter berigtigelsen af regnefejlen var reduceret til 225,5 mio. SKK. Som Retten har anført, er dette berigtigede beløb »næsten lig med« det beløb på 224,3 mio. SKK, som Frucona rent faktisk betalte til de lokale skattemyndigheder i forbindelse med kreditorordningen. Alligevel var beløbet på 225,5 mio. SKK, som oven i købet kun var et overordentligt forsigtigt skøn, stadig 1,2 mio. SKK højere end det beløb på 224,3 mio. SKK, som de lokale myndigheder rent faktisk fik udbetalt ( 74 ).

102.

På baggrund heraf konkluderede Retten med rette, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at udbyttet fra salget af sagsøgerens aktiver i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, med fradrag af omkostningerne i forbindelse hermed, ville have været gunstigere end det beløb, som de slovakiske myndigheder fik under gennemførelsen af kreditorordningen ( 75 ).

103.

Under hensyntagen til den vide skønsmargin, der tilkommer Kommissionen i forbindelse med vurderingen af komplicerede økonomiske sammenhænge ( 76 ), kunne Retten i så henseende ikke fastslå, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn. Det var i det mindste forsvarligt at antage, at en fornuftig privat kreditor i en markedsøkonomi snarere ville have valgt en retslig likvidationsprocedure med et forventet minimumsudbytte på 225,5 mio. SKK end at stille sig tilfreds med en øjeblikkelig betaling på 224,3 mio. SKK. I modsætning til Fruconas opfattelse var det under de særlige omstændigheder i sagen, som Retten i øvrigt har gennemgået udførligt ( 77 ), på ingen måde en selvfølge, at en privat kreditor på grund af den mulige forsinkelse som følge af en retslig likvidationsprocedure snarere havde valgt den øjeblikkelige betaling af 224,3 mio. SKK og et afkald på restgælden end en fyldestgørelse i konkursboet.

104.

I denne forbindelse skal det endvidere bemærkes, at det i retspraksis anvendte kriterium om lettelser, som den begunstigede virksomhed »klart« ikke havde opnået hos en privat kreditor under sammenlignelige omstændigheder, ikke skal fortolkes som et kvantitativt kriterium ( 78 ). Det er derimod tilstrækkeligt, at den adfærd, som en privat kreditor i den anfægtede beslutning antages at udvise (dvs. at insistere på en retslig likvidationsprocedure) i en sammenlignelig situation, under iagttagelse af Kommissionens skønsmargin kunne anses for mere sandsynlig end den adfærd, som den offentlige kreditor i sidste ende udviste (dvs. afkald på 65% af kravet i forbindelse med en kreditorordning). I denne sammenhæng stilles ikke skærpede krav til sandsynligheden ( 79 ).

105.

På denne baggrund kan Fruconas første klagepunkt i dette andet anbringende ikke tages til følge.

2. Klagepunktet om urigtig gengivelse af beviser

106.

Endelig skal Fruconas andet klagepunkt i dette andet anbringende, hvori det påstås, at beviser er blevet gengivet urigtigt, undersøges.

a) Formaliteten

107.

Som udgangspunkt er en urigtig gengivelse af beviser et retsspørgsmål, som Domstolen lovligt kan behandle under appelsagen. I henhold til artikel 256, stk. 1, TEUF, artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen og Domstolens procesreglements artikel 112, stk. 1, første afsnit, litra c), skal en appellant, når denne gør gældende, at beviserne er gengivet urigtigt, imidlertid præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise fejlene i den undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget denne urigtige gengivelse ( 80 ).

108.

Disse høje krav har Frucona ikke opfyldt i sit appelskrift. Frucona har ganske vist med mange ord redegjort for, hvorfor Rettens bemærkninger om omkostningerne i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, om varigheden af en retslig likvidationsprocedure, om Kommissionens angivelige tilbageholdenhed i forbindelse med dens vurdering af sagens omstændigheder og om den angivelige betydning af resterende gæld efter gennemførelsen af en retslig likvidationsprocedure efter Fruconas opfattelse ikke er korrekte. Der mangler imidlertid præcise angivelser af, hvilke konkrete beviser der er blevet urigtigt gengivet, og hvori det enkelte fejlskøn består. Frucona afslutter i det væsentlige blot hvert delafsnit i sine bemærkninger vedrørende det andet anbringende med i en enkelt sætning eller endog blot et sætningsled generelt at hævde, at Retten har lagt »en klart urigtig gengivelse« eller en »åbenbar urigtig vurdering« af det »foreliggende bevismateriale« til grund.

109.

Jeg mener under disse omstændigheder, at klagepunktet om urigtig gengivelse af beviser slet ikke er fremført på en sådan måde, at det kan antages til realitetsbehandling.

b) Realiteten

110.

Selv om dette klagepunkt måtte kunne antages til realitetsbehandling, er det under alle omstændigheder ubegrundet.

111.

Appellanten har ganske vist over flere sider redegjort for, hvorfor Rettens bemærkninger om omkostningerne i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, om varigheden af en retslig likvidationsprocedure, om Kommissionens angivelige tilbageholdenhed i forbindelse med dens vurdering af de faktiske omstændigheder og om den angivelige betydning af resterende gæld efter gennemførelsen af en retslig likvidationsprocedure efter appellantens opfattelse ikke er overbevisende.

112.

Dette er imidlertid ikke relevant, når der er tale om en urigtig gengivelse af beviser. En sådan urigtig gengivelse foreligger nemlig kun, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at vurderingen af de foreliggende beviser er urigtig  ( 81 ). Med andre ord skal vurderingen af beviserne i den appellerede dom være direkte utilstedelig, og det urigtige skøn, som Retten har anlagt, skal være umiddelbart indlysende. Hvis det foreliggende bevismateriale kan fortolkes på flere måder, som det ofte kan være tilfældet i forbindelse med komplicerede økonomiske sammenhænge, kan Retten ikke kritiseres for at have valgt en af fortolkningerne, uanset om appellanten eller Domstolen selv havde foretrukket en anden fortolkning.

113.

Man kan have forskellig opfattelse af, hvorvidt Rettens bemærkninger om omkostningerne i forbindelse med en retslig likvidationsprocedure, om Kommissionens tilbageholdenhed ved dens vurdering af de faktiske omstændigheder og om betydningen af en resterende gæld efter gennemførelsen af en retslig likvidationsprocedure i den foreliggende sag er overbevisende. De konklusioner, som Retten har draget på grundlag af det foreliggende bevismateriale, er imidlertid ikke åbenbart urigtige.

114.

Det samme gør sig gældende med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen i den anfægtede beslutning har taget stilling til varigheden af en retslig likvidationsprocedure, som blev drøftet intensivt under den skriftlige og mundtlige forhandling for Domstolen. Efter Rettens opfattelse »kan Kommissionen ikke kritiseres for ikke at have taget stilling til dette spørgsmål og Fruconas standpunkt i denne henseende« ( 82 ). Frucona har derimod fastholdt, at den anfægtede beslutning ikke nævner varigheden af en retslig likvidationsprocedure og kritiserer i denne henseende Retten for at fordreje den pågældende beslutning.

115.

Denne kritik er ubegrundet. Det er ganske vist korrekt, at det af den anfægtede beslutning ikke udtrykkeligt fremgår, hvorvidt Kommissionen har taget stilling til varigheden af en retslig likvidationsprocedure, og på hvilken måde den har taget hensyn til dette spørgsmål ved anvendelsen af kriteriet om den private kreditor. I modsætning til hvad Frucona mener, kan det dog ikke alene af det forhold, at spørgsmålet ikke nævnes i den anfægtede beslutning, nødvendigvis udledes, at Kommissionen har set bort fra problematikken vedrørende varigheden af en retslig likvidationsprocedure. Den anfægtede beslutning er på dette punkt åben for fortolkning. Derfor kan det ikke anses for åbenbart urigtigt, når Retten – i modsætning til appellanten – lægger til grund, at Kommissionen har behandlet den nævnte problematik og Fruconas holdning hertil. Dette gælder så meget desto mere, som der i 40. og 54. betragtning til den anfægtede beslutning, hvortil Retten udtrykkeligt henviser ( 83 ), findes tydelige holdepunkter for, at Kommissionen i det mindste var opmærksom på problematikken. Muligvis anså Kommissionen imidlertid ikke problematikken for afgørende i lyset af de konkrete omstændigheder i den foreliggende sag ( 84 ) og afstod af denne grund fra at fremsætte nærmere bemærkninger om varigheden af en eventuel retslig likvidationsprocedure i begrundelsen ( 85 ).

116.

Sammenfattende har jeg indtryk af, at Frucona under dække af en påstand om urigtig gengivelse i virkeligheden forsøger at få Domstolen til at foretage en revurdering af de faktiske omstændigheder og beviser, som Retten vurderede under proceduren i første instans. En sådan fremgangsmåde er imidlertid ikke forenelig med karakteren af en appelsag, hvorunder Domstolen i henhold til artikel 256, stk. 1, TEUF kun har ret til at undersøge retsspørgsmål ( 86 ).

117.

På denne baggrund må klagepunktet om urigtig gengivelse af beviser ikke alene afvises, men det er også ubegrundet.

3. Foreløbig konklusion

118.

Sammenfattende bør Fruconas andet appelanbringende således også forkastes i det hele.

V – Omkostninger

119.

Såfremt den iværksatte appel i overensstemmelse med mit forslag til afgørelse forkastes, skal Domstolen træffe afgørelse om sagens omkostninger (procesreglementets artikel 122, stk. 1) i overensstemmelse med de nærmere regler herom i procesreglementets artikel 69, sammenholdt med artikel 118.

120.

Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Frucona har tabt sagen, og Kommissionen og St. Nicolaus-trade som andre parter hver især har nedlagt påstand herom, bør Frucona tilpligtes at betale deres omkostninger.

VI – Forslag til afgørelse

121.

På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1)

Appellen forkastes.

2)

Frucona Košice a. s. betaler sagens omkostninger.«

( 1 ) – Originalsprog: tysk.

( 2 ) – For så vidt angår løsningen af den foreliggende retstvist skal det EU-retlige forbud mod statsstøtte i affattelsen i artikel 87, stk. 1, EF lægges til grund, da Kommissionen traf den anfægtede beslutning den 7.6.2006, dvs. forud for Lissabontraktaten.

( 3 ) – Principielt herom dom af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 20-22. Jf. endvidere for nylig dom af 5.6.2012, sag C-124/10 P, Kommissionen mod EDF m.fl., herefter »EDF«.

( 4 ) – Dette gav generaladvokat Poiares Maduro også udtryk for i sit forslag til afgørelse af 1.4.2004 i sag C-276/02, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8091, punkt 36.

( 5 ) – Dom af 29.6.1999, sag C-256/97, DM Transport, herefter »DMT«, Sml. I, s. 3913, præmis 30.

( 6 ) – Kommissionens beslutning af 5.7.2005, statsstøtte nr. C 25/2005, ex NN 21/2005, trykt på processproget i EUT C 233, s. 47, sammen med et oversat resumé.

( 7 ) – Kommissionens beslutning om Den Slovakiske Republiks statsstøtte C 25/2005, ex NN 21/2005, til Frucona Košice a. s., meddelt under nr. K(2006) 2082, EUT 2007 L 112, s. 14.

( 8 ) – Sag T-11/07, Frucona Košice mod Kommissionen, Sml. II, s. 5453.

( 9 ) – Kendelse af 14.12.1995, sag C-173/95 P, Hogan mod Domstolen, Sml. I, s. 4905, præmis 20, og af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco Impex mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 37, samt dom af 11.9.2007, sag C-227/04 P, Lindorfer mod Rådet, Sml. I, s. 6767, præmis 45, af 14.10.2010, sag C-67/09 P, Nuova Agricast og Cofra mod Kommissionen, Sml. I, s. 9811, præmis 48, og af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, »Elf Aquitaine«, Sml. I, s. 8947, præmis 144.

( 10 ) – Jf. i denne retning Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 94, 97 og 100, og Rettens kendelse af 28.6.2011, sag T-454/09 P, van Arum mod Parlamentet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 133.

( 11 ) – »Local expertise as to the levels of recovery to be expected under the bankruptcy procedure«, punkt 35-41 i appelstævningen.

( 12 ) – »Conclusion in respect of the first plea«, punkt 34 i appelstævningen.

( 13 ) – Jf. herom navnlig præmis 212 i den appellerede dom.

( 14 ) – Dom af 14.5.1998, sag C-259/96 P, Rådet mod de Nil og Impens, Sml. I, s. 2915, præmis 32 og 33, af 17.5.2001, sag C-449/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3875, præmis 70, af 2.4.2009, sag C-202/07 P, France Télécom mod Kommissionen, Sml. I, s. 2369, præmis 29, og af 14.10.2010, sag C-280/08 P, Deutsche Telekom mod Kommissionen, Sml. I, s. 9555, præmis 136.

( 15 ) – Jf. herom dom af 25.10.2007, sag C-167/06 P, Komninou m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 141, præmis 22.

( 16 ) – Jf. om denne antagelse fra Rettens side navnlig den appellerede doms præmis 212.

( 17 ) – På processproget: »manifestly more generous«.

( 18 ) – Den appellerede doms præmis 89, andet punktum.

( 19 ) – Den appellerede doms præmis 89, tredje punktum, og præmis 92.

( 20 ) – Fast retspraksis. Jf. dom af 24.7.2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. I, s. 7747, præmis 74 og 75, af 1.7.2008, forenede sager C-341/06 P og C-342/06 P, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., »Chronopost«, Sml. I, s. 4777, præmis 121, 122 og 129, og af 17.11.2009, sag C-169/08, Presidente del Consiglio dei Ministri, »Sardegna«, Sml. I, s. 10821, præmis 52.

( 21 ) – Jf. bl.a. Sardegna-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 20, dom af 22.12.2008, sag C-487/06 P, British Aggregates mod Kommissionen, »British Aggregates«, Sml. I, s. 10515, og af 21.6.2012, sag C-452/10 P, BNP Paribas og BNL mod Kommissionen, »BNP Paribas«, samt EDF-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3.

( 22 ) – DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 22. Jf. desuden dom af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, præmis 60, og af 29.4.1999, sag C-342/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2459, præmis 41, samt EDF-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 78.

( 23 ) – Dommen i sagen Spanien mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 22, præmis 46, og DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 24 og 25. Jf. også Rettens dom af 11.7.2002, sag T-152/99, HAMSA mod Kommissionen, »HAMSA«, Sml. II, s. 3049, præmis 167.

( 24 ) – DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 30 og domskonklusionen.

( 25 ) – DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 25. Denne formulering i præmisserne orienterer sig øjensynligt i højere grad end domskonklusionen i DMT-dommen efter generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse af 24.9.1998 i den pågældende sag. Generaladvokaten antager, at der er tale om statsstøtte, hvis de pågældende betalingslettelser er »væsentlig mere fordelagtige« end dem, som en privat kreditor ville have ydet under tilsvarende omstændigheder, punkt 34, 37 og 45 i forslaget til afgørelse. Jf. i samme retning ligeledes Domstolens dom i HAMSA-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 170, og dom af 12.9.2007, sag T-68/03, Olympiaki Aeroporia Ypiresies mod Kommissionen, »Olympic Airways«, Sml. II, s. 2911, præmis 283, om end de er lige så kryptisk formuleret som DMT-dommen.

( 26 ) – DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 25 og 30 samt domskonklusionen.

( 27 ) – Jf. i denne henseende endnu en gang generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i DMT-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 5, punkt 34, 37 og 45.

( 28 ) – Den aktuelt gældende generelle unionsretlige ordning for deminimis-støtte er Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15.12.2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, EUT L 379, s. 5. På tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning gjaldt Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12.1.2001 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, EFT L 10, s. 30.

( 29 ) – Domstolen har også anerkendt dette i DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 30 og domskonklusionen, med formuleringen »henset til størrelsen af den økonomiske fordel, den dermed opnår«.

( 30 ) – Jf. herom navnlig den appellerede doms præmis 137, hvori Retten konstaterer, at det forventede beløb i en retslig likvidationsprocedure »næsten er lig med« det beløb, som blev betalt af Frucona ved gennemførelsen af kreditorordningen.

( 31 ) – Som det fremgår af den appellerede doms præmis 137, var det minimumsudbytte i en retslig likvidationsprocedure, 239 mio. SKK, der oprindeligt var blevet anslået i den anfægtede beslutning, beregnet forkert. Tager man højde for den regnefejl, som Kommissionen begik, fremkommer ifølge Rettens konstateringer et beløb på 225,5 mio. SKK. Jf. herom nedenfor, punkt 97-104 i dette forslag til afgørelse.

( 32 ) – Jf. herom punkt 11 i dette forslag til afgørelse og den appellerede doms præmis 22.

( 33 ) – DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 30 og domskonklusionen.

( 34 ) – Jf. herom allerede mit forslag til afgørelse af 26.5.2011 i sag C-275/10, Residex Capital IV, Sml. I, s. 13043, punkt 67.

( 35 ) – Også nationale retter kan, som det fremgår af DMT-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, være forpligtede til at anvende kriteriet om den private kreditor inden for rammerne af deres kompetence – navnlig med henblik på håndhævelse af forbuddet mod gennemførelse i artikel 108, stk. 3, tredje punktum, TEUF, tidligere artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF. De skal i så fald anvende kriteriet om den private kreditor på samme måde som Kommissionen.

( 36 ) – Jf. herom endnu en gang EDF-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 78.

( 37 ) – I denne retning – vedrørende kriteriet om den private investor – EDF-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 86 og 104.

( 38 ) – Dom af 22.11.2007, sag C-525/04 P, Spanien mod Lenzing, Sml. I, s. 9947, præmis 59.

( 39 ) – Jf. herom også generaladvokat Mischos forslag til afgørelse af 8.6.2000 i sag C-480/98, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8717, punkt 35 og 36, og generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 4, punkt 37-39.

( 40 ) – Jf. herom mine bemærkninger ovenfor i punkt 52-56 i dette forslag til afgørelse.

( 41 ) – Procedurerne for Kommissionen er af administrativ karakter, hvorimod procedurerne for nationale retter vedrørende artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF (artikel 108, stk. 3, tredje punktum, TEUF) også kan være af civilretlig karakter. Dette gør dog ingen forskel for så vidt angår spørgsmålet om det bedømmelseskriterium, som er relevant i den foreliggende sag.

( 42 ) – Jf. herom også – vedrørende en administrativ fusionskontrolprocedure – mit forslag til afgørelse af 13.9.2007 i sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony mod Impala, Sml. I, s. 4951, punkt 206-211.

( 43 ) – Den appellerede doms præmis 89, sidste punktum. I samme retning samme doms præmis 92. Retten fulgte samme fremgangsmåde i HAMSA-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 172, hvori den ganske enkelt lagde vægt på, om en afvikling af den pågældende virksomhed ville have givet en privat kreditor »mulighed for at få større dækning af de pågældende fordringer«.

( 44 ) – Generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 4, punkt 36.

( 45 ) – Den appellerede doms præmis 128.

( 46 ) – Dom af 16.5.2000, sag C-83/98 P, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, Sml. I, s. 3271, præmis 25, samt British Aggregates-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 111, og BNP Paribas-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 100 og 104. Jf. desuden HAMSA-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 159, og Olympic Airways-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 25, præmis 284.

( 47 ) – I denne retning HAMSA-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 165 og 171, hvori det undersøges, om den metode, som Kommissionen lagde til grund, er i overensstemmelse med gældende ret.

( 48 ) – I denne retning – om kriteriet om den private investor – EDF-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 86 og 104. Jf. desuden – om kriteriet om den private kreditor – generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Spanien mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 4, punkt 37: »hensyntagen til samtlige […] faktorer«.

( 49 ) – Den appellerede doms præmis 123-129. I denne doms præmis 123 henvises udtrykkeligt til 40. og 54. betragtning til den anfægtede beslutning.

( 50 ) – Den appellerede doms præmis 123. Spørgsmålet om, hvorvidt Retten med denne konstatering har fordrejet indholdet af den anfægtede beslutning, behandles i punkt 114 og 115 i dette forslag til afgørelse.

( 51 ) – Dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, præmis 11, dommen i sagen Spanien mod Lenzing, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 56, og dom af 2.9.2010, sag C-290/07 P, Kommissionen mod Scott, Sml. I, s. 7763, præmis 64. Jf. også HAMSA-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 127, og Olympic Airways-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 25, præmis 285.

( 52 ) – Chronopost-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 20, præmis 143, og dommen i sagen Kommissionen mod Scott, nævnt ovenfor i fodnote 51, præmis 66, sidste punktum.

( 53 ) – Kendelse af 25.4.2002, sag C-323/00 P, DSG Dradenauer Stahlgesellschaft mod Kommissionen, Sml. I, s. 3919, præmis 43, samt dommen i sagen Spanien mod Lenzing, nævnt ovenfor i fodnote 38, præmis 57, sidste punktum, og dommen i sagen Kommissionen mod Scott, nævnt ovenfor i fodnote 51, præmis 66, første punktum.

( 54 ) – Den appellerede doms præmis 123-129, navnlig samme doms præmis 129.

( 55 ) – Jf. herom den appellerede doms præmis 123-127.

( 56 ) – Kommissionen har, navnlig under den mundtlige forhandling, flere gange fremhævet, at varigheden af en retslig likvidationsprocedure i det foreliggende tilfælde ikke ville have spillet nogen større rolle for en privat kreditors beslutningstagning. Frucona har på det kraftigste bestridt denne opfattelse.

( 57 ) – Jf. herom den appellerede doms præmis 124-126.

( 58 ) – Jf. herom navnlig den appellerede doms præmis 128 og 137.

( 59 ) – Jf. herom mit forslag til afgørelse af 17.9.2009 i sag C-441/07 P, Kommissionen mod Alrosa, Sml. I, s. 5949, punkt 84.

( 60 ) – Den appellerede doms punkt 134-137.

( 61 ) – Den appellerede doms præmis 123-129.

( 62 ) – Den appellerede doms præmis 116-120, 128, 137 og 185-190.

( 63 ) – Den appellerede doms præmis 113 og 121.

( 64 ) – På processproget: »Further or alternatively«.

( 65 ) – Jf. ovenfor, punkt 26 og 27 i dette forslag til afgørelse.

( 66 ) – Dom af 27.1.2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, »DIR«, Sml. I, s. 447, præmis 38 og 49, og af 1.6.2006, forenede sager C-442/03 P og C-471/03 P, P&O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, præmis 60 og 67, samt British Aggregates-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 141.

( 67 ) – Dom af 22.5.1990, sag C-70/88, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 2041, præmis 22, og af 6.5.2008, sag C-133/06, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 3189, præmis 57. I samme retning dom af 15.11.2011, sag C-539/09, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 11235, præmis 56.

( 68 ) – Jf. herom endnu en gang den ovenfor i fodnote 66 nævnte retspraksis.

( 69 ) – I samme retning dom af 2.4.2009, sag C-431/07 P, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen, Sml. I, s. 2665, præmis 68, og af 19.7.2012, forenede sager C-628/10 P og C-14/11 P, Alliance One International m.fl. mod Kommissionen m.fl., præmis 121 og 122.

( 70 ) – Jf. navnlig den appellerede doms præmis 149-151 og 168.

( 71 ) – Den appellerede doms præmis 137.

( 72 ) – DIR-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 66, præmis 42, og British Aggregates-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 142.

( 73 ) – Jf. herom ovenfor, punkt 92-94 i dette forslag til afgørelse.

( 74 ) – Den 9.6.2004, den dato, hvor de lokale skattemyndigheder godkendte Fruconas forslag til kreditorordning, svarede 1,2 mio. SKK til ca. 30079 EUR, vekselkurs i henhold til EUT 2004 C 178, s. 1. Den 17.12.2004, den dato, hvor Frucona betalte det punktafgiftsbeløb, der var aftalt i ordningen, til de lokale skattemyndigheder, svarede 1,2 mio. SKK til ca. 31061 EUR, vekselkurs i henhold til EUT 2004 C 313, s. 1.

( 75 ) – Den appellerede doms præmis 137.

( 76 ) – Jf. herom ovenfor, navnlig punkt 60 i dette forslag til afgørelse.

( 77 ) – Den appellerede doms præmis 124-128.

( 78 ) – Jf. ovenfor, punkt 48-51 i dette forslag til afgørelse.

( 79 ) – Jf. ovenfor, punkt 61 og 62 i dette forslag til afgørelse.

( 80 ) – Dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 50 og 159, af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 16, og af 9.6.2011, sag C-71/09 P, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4727, præmis 152.

( 81 ) – Dom af 18.1.2007, sag C-229/05, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 37, og af 22.11.2007, sag C-260/05 P, Sniace mod Kommissionen, Sml. I, s. 10005, præmis 37, samt dommen i sagen »Venezia vuole vivere«, nævnt ovenfor i fodnote 80, præmis 153.

( 82 ) – Den appellerede doms præmis 123.

( 83 ) – Jf. endnu en gang den appellerede doms præmis 123.

( 84 ) – Disse omstændigheder er nærmere beskrevet i den appellerede doms præmis 124-128. Under proceduren for Domstolen var de også genstand for en intensiv drøftelse, hvor der var stor uenighed.

( 85 ) – Muligvis støttede Kommissionen sig i denne forbindelse – med rette eller med urette – på den retspraksis, hvorefter den i begrundelsen af sine beslutninger ikke er forpligtet til at tage stilling til forhold, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans, Chronopost-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 20, præmis 89, dom af 10.7.2008, sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony mod Impala, »Impala«, Sml. I, s. 4951, præmis 167, og Elf Aquitaine-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 9, præmis 154.

( 86 ) – Dom af 15.3.2007, sag C-95/04 P, British Airways mod Kommissionen, Sml. I, s. 2331, præmis 137, Impala-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 85, præmis 29, dom af 29.3.2011, sag C-352/09 P, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, Sml. I, s. 2359, præmis 180, og Elf Aquitaine-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 9, præmis 68.

Full & Egal Universal Law Academy