14.5.2011
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 145/7
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgerichts Düsseldorf (Tyskland) den 8. februar 2011 — Raiffeisen-Waren-Zentrale Rhein-Main e.G mod Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH
(Sag C-56/11)
2011/C 145/08
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Oberlandesgerichts Düsseldorf
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Raiffeisen-Waren-Zentrale Rhein-Main e.G
Sagsøgt: Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH
Præjudicielle spørgsmål
1)
Kan den forpligtelse, der påhviler en forarbejdningsvirksomhed til at give oplysninger, og som reguleres i sortsbeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 3, sjette afsnit (1), og i udsåningsforordningens artikel 9, stk. 2 og 3 (2), kun gøres gældende, når indehaveren af sortsbeskyttelsen har fremsat sin anmodning om oplysninger til forarbejdningsvirksomheden før udløbet af det produktionsår, anmodningen vedrører (ved flere år: af det sidste år)?
2)
Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende:
Er der tale om et »rettidigt« fremsat oplysningskrav, når indehaveren af sortsbeskyttelsen i sin anmodning blot gør gældende, at han er i besiddelse af informationer, der giver holdepunkter for at antage, at forarbejdningsvirksomheden — med henblik på udsåning — har forarbejdet eller planlagt at forarbejde et høstudbytte, som en landbruger — angivet med navns nævnelse i anmodningen — har opnået ved dyrkning af formeringsmateriale fra den beskyttede sort, eller skal de i anmodningen påberåbte informationer desuden dokumenteres over for forarbejdningsvirksomheden (f.eks. ved fremsendelse af en kopi af landbrugerens erklæring om udsåning) ?
3)
Er der tale om informationer, der giver holdepunkter for at udløse en forarbejdningsvirksomheds oplysningspligt, når forarbejdningsvirksomheden i sin egenskab af repræsentant for indehaveren af sortsbeskyttelsen udfører en kontrakt om formering af brugsfrø af den beskyttede sort, som denne sidstnævnte har indgået med en landbruger, der forestår formeringen, og landbrugeren inden for rammerne af gennemførelsen af formeringsaftalen rent faktisk får mulighed for at anvende en del af disse frø til udsåningsformål?
(1) Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27.7.1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227, s. 1).
(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1768/95 af 24.7.1995 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende landbrugsundtagelsen i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 173, s. 14).
Full & Egal Universal Law Academy